En fortælling bygget på landvæsenselev Marius Nielsens erindringer, nedskrevet 1955 og udgivet i “Herregårde I” (1980).
Den 1. maj 1903 stod en sytten-årig jyde af toget ved Nysted med en lille kuffert og hele sin verden i den. Marius Nielsen var forældreløs. Han kom fra en mager hedegård ved Læborg, hvor sandjorden gav lidt og krævede alt, og hvor hans far havde samlet tabte halmstrå op fra staldgangen, fordi intet måtte gå til spilde. Nu skulle han være landvæsenselev på Ålholm.
Han vidste kun to ting om Lolland. Det ene havde hans skolelærer fortalt: at der på det store grevskab Ålholm var en park, hvor man avlede sydlandske frugter. Det andet var historien om den gamle kone, der gik på apoteket i Nysted og bad om kajenne for 10 øre kajenne kajenne – et lollandsk, som drengene hjemme i Læborg havde hylet af grin over. Hverken frugterne eller sproget viste sig at være overdrevet.
En fager ny verden
Marius havde tjent to et halvt år på en bondegård, og han kaldte det siden et slaveliv. Ingen fast arbejdstid, ingen fri søndag, ingen udsigt til noget bedre. Hans ældre bror, kusk på Hardenberg ved Sakskøbing, havde vist ham udvejen: herregårdsvejen. Bliv elev, sagde han, så er der en spinkel chance for at nå til en ledende stilling. Men det kræver mere end pligt.
Så kom mødet med Ålholm, og Marius beskrev det som en revolution i sin daglige tilværelse og i hele sit livssyn. I stedet for hede og forkrøblet krat lå her den fede muld, lysegrønne bøgeskove og Østersøen med fiskerbåde og badestrand. Han fik sit eget værelse med kakkelovn, servante og lampe, og en pige kom hver dag og redte sengen, skiftede vaskevandet og fyrede op, så der var varmt, når han kom hjem efter fyraften. Han spiste sammen med fodermesteren og ladefogden i et lille særskilt rum, og fra april til november fik alle folkene en flad lommeflaske snaps med i marken. Til påske fik hver mand ti kogte æg – man kunne selv bestemme, om man ville have dem på én gang eller et par ad gangen. Øllet hentede man selv i bryggerset.
Arbejdstiden var fast: sommer fra seks morgen til syv aften, vinter fra syv til fem. Efter fyraften gik man, hvorhen man ville, uden at spørge nogen. Alle helligdage var fridage. For en karl, der kom fra bondegårdenes vilkårlighed, var det næsten ufatteligt. Marius bemærkede selv, at folk, der først havde tjent på en herregård, næsten aldrig tog plads på en bondegård igen.
Han var dybt beskæmmet over al den godhed, skrev han. Det skyldtes forpagterparret Ulrich – ikke mindst fruen. Forpagter L. Ulrich var en ældre mand med langt, hvidt skæg, og hans kone gik hver søndag formiddag rundt til alle folkeværelserne med rene håndklæder og så efter, om der var gjort ordentligt rent. En søndag i april stod hun i døren hos Marius og udbrød overrasket, at han da ikke havde ild i ovnen. Nej, svarede han, det var ikke nødvendigt længere. Hun skuttede sig og syntes, det var koldt. Marius glemte hende aldrig for de ord.
Maskiner, muld og heste i Østersøen
Ålholm avlsgård var en stor virksomhed. 700 tønder land ager, 14 spand arbejdsheste, 170 malkekøer, omkring 250 svin – og dertil de gårde, der hørte under godset: Annalyst, Stubberupgård, Egholm, Bramslykke og Bremersvold på Lolland, Lekkende og Beldringe på Sjælland. Forvalteren hed Baggesen-Schmidt og påstod at nedstamme fra digteren. Han tjente 450 kroner om året. Ladefogden fik 300, en førsteårselev 180, karlene 225–250. Værten på gæstgiveriet Stad Nysted, Rasmus Hansen, der selv havde været forvalter i Nordjylland, sagde det ligeud over disken: landbrug var godt nok, men det var så satans lidt lønnet.
Det, der forbløffede jyden mest, var maskinerne. Hjemme havde han stået det meste af en vinter og tærsket med plejl. På Ålholm gjorde et damptærskeværk 150–200 sække om dagen. Halm, som derhjemme var værdifuldt foder, blev her strøet i overdådighed under heste, køer og svin – alt sammen for at lave gødning. Og gødningen blev kørt ud på det fineste græstæppe, Marius nogensinde havde set, den 85 tønder land store Kvievænget, som derefter blev pløjet ned. Om efteråret stod der hvede, der var en fryd for øjet. Hjemme ville man have grædt over sådan et spild af græs.
Der var tre mejemaskiner og tre slåmaskiner, men leen var stadig i brug: én mark med lejesæd blev mejet af 22 mand i række, der svang leen hele dagen. Da Marius senere i livet kørte selvbinder, følte han sig stolt over, at maskinen kunne udrette 30–40 gange så meget som en mand med le. Han græd med tørre øjne over leernes tid, skrev han.
Så var der søndagene i sommervarmen. Da red alle 14 spand ned gennem Nysteds hovedgade og ud på den flade strand, hvor karlene klædte sig af, sprang op på hestene og red ud, til dyrene mistede bunden og begyndte at svømme. Den ene af Marius’ heste gik modvilligt i vandet; den anden svømmede som en fisk og nød det åbenlyst. En svømmende hest, noterede han, har ikke andet end hovedet over vandet.
Slottet, greven og ordet »du skal«
Selve slottet lå praktisk talt omgivet af vand, med Østersøen på den ene side og slotssøen på den anden, og med mure, der stedvis var fem alen tykke. En af tjenerne havde sin seng stående i vindueskarmen – der var plads nok. Avlsgården havde tidligere ligget tæt ved slottet, men efter branden omkring 1890 var den flyttet op nord for byen mellem landevejene til Nykøbing og Sakskøbing.
Haven var over 100 tønder land, og Marius kaldte den den største og smukkeste, han nogensinde havde set. Tanken gik af sig selv til Paradisets have. Overgartneren boede i en stor villa midt i haven og holdt egen kusk med liberi – dog ikke så flot som grevens. Grevens stald ved slottet husede 20 køre- og rideheste, passet af fem mand i uniform af fint gult stof, spidsbukser, lange blanke støvler og stiv hat. Skæg var forbudt; bakkenbarter var påbudt. Rideknægten, som regel en tidligere rytter fra hæren, fulgte komtesserne på deres ture, og når kornet stod i skokke på marken, var det en yndet sport for de to halvvoksne piger og rideknægten at lade hestene springe over hobene i flyvende galop. Den første rideknægt var flot og dygtig, indtil han en dag mødte greven med for mange øller i sig og blev afskediget på stedet. Efterfølgeren var en duknakket svensker, og greven forlangte af førstekusken, at han fik rettet ryggen på fyren.
På slottet gik fem tjenere og en kok importeret direkte fra Pommern. Anden tjener var grevens kammertjener og fulgte ham til København, Paris og Ægypten. Dertil oldfrue, husjomfru, kammerjomfruer, linned-, vaske- og syjomfru og en stribe stue- og køkkenpiger. Marius regnede nøgternt ud, at alt dette blev betalt af arbejdet på grevens otte herregårde – og at de mennesker, der pløjede jorden, ikke ejede så meget af den, at det kunne fylde en urtepotte.
Han bed især mærke i én ting. Når greven, og navnlig grevinden, gav en ordre, hed det ikke kan De eller vil De. Det hed: Du skal! Sagt med eftertryk, som for at understrege svælget mellem den rige mand og den fattige Lazarus. Sådan udtrykte den højere dannelse sig, bemærkede Marius tørt, når man var lensgreve, kammerherre og hofjægermester Raben-Levetzau – to år senere udenrigsminister i ministeriet J. C. Christensen.
Malkekomtesser, den første bilrute og levende billeder
Nysted havde omkring 1500 indbyggere, ét hotel og tre gæstgiverier med udskænkning, og avlsgården lå to minutters gang fra byen. Gårdens fire ugifte malkepiger malkede hver 20 køer klokken fire morgen og fire eftermiddag, og mellem ti og fire var de fri og fuldkommen uafhængige. De brugte tiden på at promenere i stiv stads nede i byen, og byen døbte dem malkekomtesserne.
Det var en tid, hvor det nye dukkede op år for år. Elektriciteten var endnu ikke nået ud på landet. Ikke engang greven ejede en bil. Men netop dette år åbnede en bilrute fra Nysted til Nykøbing – to mil, og efter Marius’ viden den første i landet. Man havde valgt strækningen, fordi der ingen bakker var. Den eneste lille stigning lå ved gården, og her kørte bilen jævnligt fast og begyndte at trille baglæns, hvorefter passagererne i huj og hast måtte ud og skubbe. Ingen tog det tungt. Beundringen for køretøjet led ikke det mindste skår.
Og så var der de levende billeder. I Nysted så Marius sin første filmforestilling: en barber, der med et elegant snit skar hovedet af kunden, lagde det på et lille bord, skrabede det og satte det tilbage på kroppen, der ganske uanfægtet sad i stolen. Kunden sprang op, glemte at betale, glemte hat og stok. Dengang lo man, skrev Marius et halvt århundrede senere, og man kunne stadig trække på smilebåndet.
De Frejlev skalke med de røde øren
Marius lærte også egnens sagn. Hver gang de unge skulle til bal i Frejlev, hed det: Nå, skal vi så op til de Frejlev skalke med de røde øren? Historien går tilbage til Christian 2.s tid, da bønderne i Frejlev slog ridefogeden fra Ålholm ihjel. Som bod skulle de skaffe tolv par hvide stude med røde ører. De fandt kun elleve par og malede ørerne på det sidste – men snyderiet blev opdaget, og bønderne dømtes til at rejse et trækors på drabsstedet, som de til evig tid skulle forny, når det rådnede. Korset står der endnu. Da det blev rejst på ny nogle år før Marius skrev sine erindringer, blev det transmitteret i radioen, og den gamle mand sad og lyttede med.
Anbefalingen
Marius Nielsen blev kun ét år på Ålholm. Den 1. maj 1904 rejste han til Skørringe på Falster. Men året havde ændret ham. Han var vokset, skrev han, både legemligt og åndeligt. Hans far havde haft for vane at bebrejde sine sønner, at de ikke duede – ikke af ondskab, men af uforstand – og Marius var trådt ud i livet som fjortenårig med en følelse af at være ringere end andre. Det bar han rundt på i årevis.
Da han rejste, skrev forpagter Ulrich ham en anbefaling. Den sluttede med, at det var forpagteren en glæde at anbefale ham til enhver, der måtte få brug for ham. Den sætning hjalp ved senere ansøgninger. Men det vigtigste, skrev Marius, var, at den gav ham troen og tilliden til sig selv tilbage.
Så gode forhold, tilføjede han, har der næppe eksisteret på Ålholm hverken før eller siden.