Den 28. juli 1366 blev der på Aalholm skrevet om mere end kongeriger. Mellem de store aftaler lå andre spørgsmål, som også krævede svar: Hvem skulle slippe ud af fangenskabet? Hvilke gamle krav kunne slettes? Og hvad skete der med de løfter, der var givet til kongens datter?
Svarene findes i de mindre kendte breve fra Aalholmforhandlingerne. Tilsammen åbner de en anden dør til den dag, hvor borgen lagde navn til en international traktat.
Et af brevene handlede om mennesker, hvis navne ikke blev skrevet ind i aftalen. Kong Albrecht af Sverige og de mecklenburgske hertuger erklærede, at de sammen med Valdemar havde aftalt at frigive fanger på begge sider fra krigen i Sverige. Bestemmelsen omfattede dem, der var taget til fange siden den foregående pinse. Også aftaler om løsepenge fra det afgrænsede tidsrum skulle bortfalde.
Det sidste var afgørende. Friheden skulle ikke blot blive et løfte om at åbne en dør, mens regningen stadig ventede udenfor. Aftalen greb også ind i de økonomiske krav, fangenskabet havde skabt.
Brevet fortæller ikke, hvor hurtigt nogen kom hjem, eller hvordan vilkårene blev håndhævet. Men det fastholder et konkret løfte. For mennesker, der ellers kun optræder som en samlet gruppe i dokumentet, kunne beslutningen på Aalholm få betydning for både frihed og gæld. [1]
Et andet brev afsluttede et gammelt opgør, hvor beløbet var præcist nok: 10.000 lødige mark.
Wismar og Rostock havde deltaget i belejringen af Helsingborg og dermed, ifølge Valdemars brev, forvoldt skade på ham og riget på et tidspunkt, hvor der bestod fred og venskab med hertug Albrecht af Mecklenburg. Krigstogtet havde efterladt et krav, som stadig måtte ryddes af vejen.
Grev Adolf af Holsten havde afgjort sagen ved voldgift. Nu anerkendte Valdemar, at hertugen havde erstattet skaden, og erklærede, at hverken han eller hans efterfølgere skulle rejse det samme krav igen.
Vi skal ikke forestille os ti tusind mark, der nødvendigvis blev båret gennem Aalholms port den dag. Dokumentet beskriver et opgør, ikke en pengeoverdragelse på borgen. Det vigtige var kongens skriftlige afkald: Denne strid skulle ikke kunne hentes frem på ny. Aalholm blev stedet, hvor regningen fik sit juridiske punktum. [2]
Men ikke alle gamle forpligtelser blev slettet.
I endnu et brev eftergav Valdemar tidligere forsømmelser i opfyldelsen af aftaler med den svenske konge og hertugerne. Midt i eftergivelsen stod imidlertid en undtagelse: hans datter Ingeborgs livgeding.
Ingeborg var gift med hertug Henrik af Mecklenburg. Et livgeding var en økonomisk sikring af hustruen, navnlig med henblik på hendes forsørgelse som enke. Løfterne om hendes rettigheder skulle fortsat opfyldes. Valdemar gav udsættelse til 11. november 1368, men fritog ikke modparten for forpligtelsen.
Der er ingen dokumentation i brevet for, at Ingeborg selv var til stede. Alligevel havde hendes fremtid en udtrykkelig plads i forhandlingernes resultat. Mens andre krav blev lagt bort, blev hendes fastholdt med en frist.
Det er et sjældent klart glimt af det økonomiske arbejde bag et dynastisk ægteskab. Et bryllup kunne forbinde fyrstehuse; bagefter kunne der stadig være løfter, som måtte håndhæves. På Aalholm sørgede kongen for, at netop dette ikke forsvandt mellem de øvrige aftaler. [3]
Alle disse skel skulle føres sikkert ind i dokumenterne. Frigivelse og betaling. Eftergivelse og undtagelse. Et afsluttet krav og en ny frist.
Her træder fire andre mennesker frem — gennem deres håndskrift.
Udgiverne af Diplomatarium Danicum har skelnet mellem fire skriverhænder i de ni Aalholmtraktater. Der er også bevaret koncepter til flere af brevene. De gør det muligt at se aftalerne som et arbejde, der havde kladder og forskellige hænder bag sig, før teksterne fik deres endelige form.
Vi kender ikke fra disse oplysninger skrivernes navne eller deres arbejdsrum. Men deres indsats kan stadig genkendes. Hvor en moderne læser følger kongernes beslutninger, kan en håndskriftkyndig også følge dem, der skrev beslutningerne ned.
Og præcisionen betød noget. En fange måtte kunne skelnes fra en fange, der ikke var omfattet. En eftergivet forpligtelse måtte ikke opsluge prinsessens rettigheder. Kongens afkald på erstatningskravet skulle gælde, også når andre senere læste brevet.
Aalholms dag i diplomatihistorien havde derfor også denne side: navnløse fanger, en prinsesses økonomiske sikkerhed, et gammelt krigsregnskab — og fire skriverhænder, som gav løfterne en form, der kunne overleve dem alle. [4]
Kilder
Alle fire henvisninger er til Diplomatarium Danicum, 3. række, bind VII, dokumenter udstedt på Aalholm den 28. juli 1366: