Han havde kæmpet imod den danske konge. Nu var han en af de mænd, kongen byggede sin politik på.
Erik Krummediges vej til Aalholm gik gennem skiftende loyaliteter og kampen om Slesvig. I 1411 havde han erobret Flensborg ved et natligt overfald. Endnu i 1413 blev han regnet blandt kongens modstandere. Men derefter skiftede han side og sluttede sig til Erik af Pommern.
Det blev begyndelsen på en bemærkelsesværdig opstigning. Senest i 1417 var han medlem af det danske rigsråd, og senest i 1419 havde han fået Aalholm len. Den tidligere modstander havde fået en plads tæt på magten og en betydningsfuld borg på Lolland som sit administrative holdepunkt. I 1424 nævnes han som hofmester.
Krummedige kendte den konfliktfyldte verden, kongen skulle navigere i. Han havde selv haft jord, stilling og fremtid på spil i Slesvig. Forhandlingerne med holstenerne og hansestæderne var også hans egen historie. [1]
I 1423 så det for en tid ud, som om forhandlinger kunne skabe en mere varig orden.
Kongen herskede over Danmark, Norge og Sverige, men tre kroner gjorde ham ikke uafhængig af Østersøens handelsbyer. Hansestæderne havde på deres side interesse i at bevare deres handelsprivilegier i Norden. Der var noget at vinde ved en aftale, selv om interesserne ikke var ens. Striden om Slesvig lå samtidig bag de skiftende forbindelser: Hamburg støttede de holstenske grever, mens andre hansestæder søgte forbund med kongen. [2]
Et brev fra Lübeck den 22. januar viser, hvor konkrete problemerne var. Handel mellem kongens riger og hansestæderne skulle igen kunne foregå fredeligt. Kongen havde lovet at frigive hansestædernes fanger og udlevere beslaglagte skibe og varer. Købmændenes tab skulle samles op og behandles ved kommende møder.
Der var endda regler om, hvad man måtte føre ud af rigerne, og hvordan betaling med kobberpenninge skulle håndteres. Bag diplomatiets store ord lå altså spørgsmål, som en købmand kunne mærke direkte: Kunne han komme frem med sit gods? Fik han det tilbage, hvis det var beslaglagt? Og hvad kunne han kræve som betaling?
Allerede januarbrevet pegede mod nye forhandlinger i København. [3]
Den 15. juni 1423 blev der dér udstedt en omfattende traktat mellem kong Erik og Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar, Lüneburg, Greifswald og Anklam. Blandt de kongelige råder og stormænd, som tilsluttede sig aftalen, står navnet “Erik Krummedige til Ålholm”.
Det er Aalholms sikre forbindelse til traktaten. Dokumentet er dateret København, og det kan derfor ikke bruges som bevis for, at forhandlingerne foregik på slottet.
Aftalen rakte langt. Parterne skulle under bestemte betingelser hjælpe hinanden med tusind udrustede mænd inden for tre måneder. Der blev fastsat regler for forsørgelsen af hjælpetropperne og for beskyttelsen af mennesker og varer. Årlige møder i København skulle holde samarbejdet i live. Selv dronning Philippas økonomiske rettigheder, hvis hun overlevede kongen, fik en bestemmelse om hansestædernes bistand.
Krummedige optræder blandt dem, der erklærede, at aftalen var indgået med deres råd og samtykke, og at deres segl var føjet til brevet. Originalen er tabt; teksten kendes gennem en afskrift. Hans plads blandt garanterne er dermed bevaret i ordene, selv om vi ikke har hans segl foran os. [4]
Forbundet skulle vare evigt.
Tre år senere fortæller et andet dokument, hvor lidt det løfte kunne holde fast på.
Den 27. september 1426 indgik hertugerne af Slesvig en alliance med Lübeck, Stralsund, Hamburg, Rostock, Wismar og Lüneburg mod kong Erik. Flere af de byer, der havde lovet kongen hjælp, stod nu på den anden side. Den nye aftale fastsatte militær bistand og begrænsede mulighederne for at slutte særfred med ham. Samarbejdets redskaber blev igen taget i brug — denne gang rettet mod den tidligere forbundsfælle. [5]
For Krummedige fik den fortsatte kamp også personlige følger. I 1431 ødelagde hans modstandere hans gård Rundtoft, efter at holstenerne havde indtaget Flensborg. Den storpolitik, han var med til at forme, kunne stadig ramme hans eget hjem. [1]
Historien fra 1423 giver således Aalholm en anden rolle end i 1366. Borgen behøvede ikke være mødested for at være forbundet med magtens beslutninger. Dens lensmand hørte til den kreds, der skulle få kongens løfter til at bære.
Det evige forbund brast. Navnet fra Aalholm blev stående i dokumentet.