I 1517 får Knud Pedersen Gyldenstierne Aalholm i forlening. Samme år mister han det igen og havner i fængsel, vistnok mistænkt for at have forgivet kongens elskerinde, Dyveke. Hans efterfølger på Aalholm er Otte Krumpen, en af Christian 2.s nærmeste mænd. Femten år senere rider de to tidligere lensmænd på Aalholm side om side med en fange: Christian 2. selv, på vej til Sønderborg.
Kvinden, kongen ikke ville opgive
Dyveke var kommet som barn fra Nederlandene til Bergen med sin mor, Sigbrit Villoms, der drev handel i byen. Her mødte hun Christian, som dengang var sin far kong Hans’ regent i Norge. Da Christian blev konge, fulgte mor og datter med til Danmark. Dyveke blev installeret som kongens officielle elskerinde, først på Hvidøre ved Skovshoved og fra 1516 i en fornem gård på Amagertorv i København.
Forholdet fortsatte, også efter at Christian i 1514 var blevet viet til Elisabeth af Habsburg. Dronningens bedstefar, kejser Maximilian 1., sendte et gesandtskab til Danmark med krav om, at Dyveke skulle sendes tilbage til Nederlandene. Kongen nægtede.
Dyveke var dermed blevet mere end en privat kærlighed. Hendes plads ved kongens side berørte forholdet til en af Europas mægtigste fyrsteslægter.
I 1517 blev hun syg og døde. Hun blev begravet i Karmeliterklostrets kirke i Helsingør.
Hvad hun døde af, vides ikke. Men snart opstod en af Danmarkshistoriens kendteste myter: at Torben Oxe havde sendt hende forgiftede kirsebær.
To adelsmænd i kongens unåde
Torben Oxe var lensmand på Københavns Slot, indsat af Christian 2. i 1514 eller 1515. Han blev anklaget for at have forvoldt Dyvekes død. Rigsrådet frifandt ham. Kongen lod ham derefter stille for en herredstingsret af tolv bønder, som dømte ham skyldig, måske for underslæb. Den 29. november 1517 blev han halshugget.
Sagen skærpede modsætningen mellem kongen og rigsrådet. Den handlede ikke længere kun om en død kvinde, men om hvor langt kongen kunne gå mod en adelsmand, som rigets råd havde frifundet. Eftertiden har regnet den blandt de faktorer, der førte til Christian 2.s fald.
Den anden adelsmand, der blev ramt, var Aalholms nye lensmand. Knud Pedersen Gyldenstierne mistede sin forlening og sad en kort tid fængslet – ifølge Dansk Biografisk Leksikon “vistnok” på en beskyldning for at have forgivet Dyveke. Han slap med livet.
Vi kan altså fortælle om mistanken og dens følger. Vi kan ikke gøre Aalholms lensmand til en bevist giftmorder. Vi kan ikke engang med sikkerhed sige, hvad han blev anklaget for.
Et kort kapitel på Aalholm
Knud var ingen fremmed for kongen. Han var født omkring 1480 og var indskrevet ved Københavns Universitet i 1498. I 1502 deltog han som hofsinde i den unge Christians tog mod Elfsborg. Da han fik Aalholm i 1517, rakte forbindelsen mellem de to mænd femten år tilbage.
Men lenet beholdt han kun kort. Efter løsladelsen tog han ophold på sin fædrene gård Tim ved Ringkøbing. Heller ikke her lod han sig glemme: kort efter klagede en bonde til kongen over hans rå adfærd.
På Aalholm gik embedet videre til Otte Krumpen. Om hans ungdom vides intet, men med Christian 2.s tronbestigelse trådte han frem. I 1514 bar han kronen ved kroningen, og i 1515 førte han et af de skibe, der hentede den unge dronning Elisabeth til Danmark. Hidtil havde han kun haft en ubetydelig forlening på Mors. Aalholm, som han fik i 1517 og beholdt til 1521, var en markant forfremmelse.
Otte Krumpen blev kongens mand i de følgende år. I 1520 førte han sammen med nordmanden Carl Knudsen det danske tog mod Sverige og vandt sejrene ved Bogesund og Uppsala. Efter kroningen i Stockholm blev han slået til ridder.
På få måneder skiftede Aalholm altså hænder mellem to mænd tæt på kongen. Den ene faldt i unåde i Dyveke-sagens skygge. Den anden var på vej op.
Da rollerne blev byttet om
Knuds karriere kom først i gang igen, da Christian 2. var væk. Efter kongens flugt i 1523 udnævnte Frederik 1. ham til lensmand på Vordingborg. I 1525 byttede han til Kalundborg, og i 1529 blev han optaget i rigsrådet. Også Otte Krumpen skiftede side under oprøret og blev rigsråd i 1523.
I 1532 kom Christian 2. tilbage til Norden og blev taget til fange. Da han i juli var ført til København, blev det Knud Pedersen Gyldenstierne, Otte Krumpen og et par holstenske råder, der fik til opgave at føre ham til Sønderborg. Den 9. august 1532 nåede de frem.
Ifølge Dansk Biografisk Leksikon var det første gang, Knud og kongen så hinanden siden Dyvekes dage. Og det skal have været et bittert gensyn. Knud skal ved lejligheden have revet kongens kæde af Den Gyldne Vlies af hans hals og endda have trukket ham i skægget – en optræden, der vakte stor harme blandt kongens tilhængere.
To tidligere lensmænd på Aalholm var dermed blandt dem, der førte kongen i fangenskab.
Grevens Fejde – og Aalholm igen
Under Grevens Fejde blev begge mænd fanget ind af de nye omvæltninger.
Knud var nu lensmand på Nykøbing Slot på Falster. I august 1534 måtte han overgive slottet til grev Christoffers styrker og blev ført som fange til København. Han sluttede fred med greven, men blev fængslet igen i 1535 og siden ført til Malmø og Mecklenburg. Da København overgav sig i 1536, blev han udleveret til Christian 3. og først sat på fri fod den 28. oktober 1536 mod et løfte om troskab. Han fik straks sin plads i rigsrådet tilbage og blev hofmarskal.
For Otte Krumpen førte fejden tilbage til Aalholm. Efter at have overgivet Tranekær til grevens folk modtog han Aalholm i forlening som grevens mand. Det reddede ham ikke. Da adelsjagten begyndte, blev han taget til fange på en ridetur uden for Aalholm og ført til Nykøbing Slot. Hans gods blev plyndret, og i marts 1535 blev han ført til Lübeck og siden til Mecklenburg. Han mistede sine forleninger og blev først genoptaget i rigsrådet i 1542.
Et sidste møde i Kalundborg
I 1536 havde Knud også fået Kalundborg tilbage. Og i 1549 blev det ham, der fik opsyn med den fangne Christian 2. på Kalundborg Slot.
Begge mænd nærmede sig nu de 70. Ifølge Dansk Biografisk Leksikon synes Knud at have vist kongen så stor lemfældighed, som det var muligt inden for de pålæg, han stadig fik om at passe godt på fangen. Den tidligere så voldsomme mand var blevet gudfrygtig; han efterlod sig en lang salme, som Peder Palladius bearbejdede.
Knud Pedersen Gyldenstierne døde på Kalundborg den 20. juni 1552 og blev begravet i Kalundborg Kirke.
Aalholm var kun et kort kapitel i hans omskiftelige liv. Men navnet i lensmandsrækken fører direkte ind i et drama om kongelig kærlighed, mistanke og tabt magt.
Manden, der i 1517 mistede Aalholm og sin frihed, endte med at vogte over den konge, der havde ladet ham fængsle.