I efteråret 1394 er Aalholm udset til at blive stedet, hvor en af Nordens store konflikter skal afsluttes. Den 1. november, allehelgensdag, skal dronning Margrete møde hertug Johan af Mecklenburg, hansestæderne og Den Tyske Orden på borgen og bekræfte en aftale om den fangne svenske kong Albrechts løsladelse. Men mødet bliver aldrig holdt. Ordenens udsendinge når ikke frem: på vejen bliver de selv taget til fange af en pommersk hertug.
Kongen, der havde mistet sit rige
Den 24. februar 1389 havde en svensk-dansk-norsk hær slået kong Albrecht af Mecklenburgs tysk-svenske hær ved Åsle nær Falköping. Albrecht og hans søn blev taget til fange og holdt på Lindholm Slot i Skåne. Margrete kunne derefter sikre sig magten i det meste af Sverige.
Men Stockholm holdt stand. Rostock og Wismar udrustede flåder, der skulle proviantere den belejrede by, og ud af dem voksede fetaljebrødrene – et broderskab af kaperskibe, der snart gik over til rent sørøveri. Hanseskibe blev plyndret, Margrete udrustede sine egne kapere, og handelen på Østersøen blev farlig for alle.
For hansestæderne og for de preussiske byer under Den Tyske Orden var kong Albrechts fangenskab derfor ikke kun et spørgsmål om en svensk krone. Det var et spørgsmål om skibe, varer og tabte indtægter. Sejren på land havde ikke skabt fred på havet.
Aftalen i Helsingborg
I sommeren 1394 samledes hansestædernes udsendinge i Helsingborg. Fra Maria Magdalenes dag, den 22. juli, forhandlede de med dronningen og hendes råd om kongens løsladelse. To herrer fra Preussen deltog på højmesterens og ordenens vegne.
Vi kender resultatet fra de preussiske udsendinges egen beretning. Margrete ville frigive Albrecht og hans søn mod sikkerhed, stillet af otte hansestæder. Kunne kongen ikke inden for en frist nå til forlig med hende, skulle han betale 60.000 lødige mark, overgive Stockholm – eller vende tilbage til fangenskabet, levende eller død, sammen med sin søn og alle de andre fanger. Men først skulle freden være sluttet og besvoret. Uden det skulle ingen af aftalerne gælde.
Og så kom borgen på Lolland ind i historien. For at fuldbyrde overenskomsten blev der, som beretningen siger, berammet et venskabeligt møde på Ålholm førstkommende allehelgensdag. Alle, der drog til mødet, skulle have frit lejde fire uger før og fire uger efter.
Mecklenburgerne sagde ja. Omkring den 8. september forhandlede udsendingene med hertug Johan 2. af Mecklenburg i Rostock, og hertugen, kongens råd og de to mecklenburgske stæder påtog sig at holde mødet på Ålholm. Som sikkerhed tilbød de kongen selv, hans søn, hertug Johan og en af hans brødre, hundrede af landets bedste riddere og væbnere og alle Mecklenburgs byer. Var det ikke nok, ville de pantsætte Stockholm.
Et møde med dronningen
Hvad mødet på Aalholm skulle have været, fremgår tydeligst af et brev fra biskop Tord af Strängnäs til Stockholms forsvarere. Mæglerne, skrev han, var skiltes glade fra dronningen i Helsingborg og rejst til hertug Johan. På allehelgensdag skulle hertugen, de preussiske herrer og stæderne møde dronningen på Ålholm og bekræfte aftalen – og dermed en fred og sone. Samme dag skulle greven af Ruppin sættes fri, og spørgsmålet om de øvrige fanger afgøres.
Aalholm var altså ikke tænkt som et møde mellem udsendinge alene. Planen var, at Margrete selv skulle være der.
Vejen til Aalholm
I oktober 1394 red rådsnotaren Konrad Römer fra Rostock til Preussen for at sikre, at højmesteren sendte sine folk til Aalholm – med fuld magt, og om nødvendigt også på vegne af de livlandske stæder, som dronningen havde udpeget som borgere, men som måske ikke kunne nå frem.
Andre meldte fra. Staden Kampen skrev til Lübeck, at den ikke kunne sende nogen til mødet på Ålholm, fordi det på denne tid af året var så vinterligt og så langt borte. Kampen ville heller ikke stå som borgen for kongen.
Rejsen var ikke ufarlig. Allerede ved forhandlingerne i Helsingborg var Stralsunds borgmester Gregor Swerting ifølge den lübske krønikeskriver Detmar blevet dræbt af en dansker på vej til dronningen.
En hertug griber ind
Den Tyske Orden sendte komturen af Schwetz, ordenens storskaffer og nogle borgere af sted. De kom aldrig til Aalholm.
Vi kender deres skæbne fra et brev, som højmesteren skrev i Montau på Mortensdag, den 11. november. Det er stilet til hertug Vartislav den Yngre af Stolp i Pommern. Udgiverne af Diplomatarium Danicum har henført det til 1394.
Højmesteren forklarer, at han havde sendt sine folk til mødet på Ålholm mellem dronningen af Danmark og hertugen af Mecklenburg om kongen af Sveriges løsladelse – fordi begge parter havde bedt ham om det, for fredens skyld på havet og til gavn for hansekøbmanden. Og så kommer anklagen:
“Disse vore bude har I taget til fange.”
Hertugen havde ifølge udsendingene beskyldt ordenen for at nægte at møde ham til forhandling om deres egne stridigheder. Højmesteren afviste det, krævede sine folk løsladt og tilbød at holde et møde med hertugen.
Mæglerne i den nordiske konflikt var dermed blevet fanget ind i en helt anden strid – mellem ordenen og Pommern. Brevet fortæller ikke, hvor eller hvordan de blev grebet. Men Pommern lå på vejen mellem Preussen og de danske øer.
Der er en ironi i hertugens navn. Vartislav af Stolp var far til den unge Erik af Pommern, som Margrete netop havde udset til sin arving. Det var altså hendes kommende tronfølgers far, der standsede mæglerne på vej til hendes møde.
Mødet, der forsvandt fra kalenderen
Den 17. februar 1395 skrev rådet i Lübeck til de preussiske stæder. Som I ved, hed det, blev der ikke noget ud af det møde, som var aftalt til at holdes på Ålholm allehelgensdag. Lübeck og Stralsund havde sammen med mecklenburgerne været hos dronningen, og mødet var nu udskudt til Sankt Jørgens dag, den 23. april, ved Falsterbo og Skanør. Preusserne blev bedt om at sende befuldmægtigede, og i god tid – for dronningen ønskede det særligt.
Brevet siger ikke, hvorfor Aalholm-mødet faldt bort. Tilfangetagelsen af ordenens udsendinge var én grund, men ikke nødvendigvis den eneste: Kampen havde meldt fra, og de livlandske stæder kunne måske ikke komme.
Freden blev fundet et andet sted
I 1395 blev forliget sluttet på Lindholm Slot i Skåne, hvor Albrecht stadig sad fangen. Både hansestæderne og Den Tyske Orden var repræsenteret. Albrecht blev løsladt, og Stockholm blev overladt til hanseaterne som pant for løsesummen. Den blev aldrig betalt, og i 1398 fik Margrete byen.
Aalholm fik altså ikke sit møde. Men i efteråret 1394 var borgen det sted, hvor dronningen, Mecklenburg, hansestæderne og Den Tyske Orden havde aftalt at afslutte en konflikt, der berørte hele Østersøområdet. At det ikke lykkedes, siger noget om, hvor svært det var bare at nå frem til forhandlingsbordet.
Før kongen kunne blive fri, måtte nogen først få hans fredsmæglere ud af fangenskabet.