Sommeren 1559. Riget har fået en ny konge, og to gamle konger er døde inden for få uger. På Aalholm kræver kronen skat af en gruppe af slottets bønder. De nægter at betale. Som bevis på, at de er fri, fremlægger de et brev fra Christian 2. – en konge, der blev jaget fra tronen for 36 år siden og netop er død som fange på Kalundborg. Den 18. juli skriver Frederik 2. fra København til Aalholm og beder om at få sagen undersøgt.
Et år med tre konger
1559 begyndte med et dødsfald. Christian 3. døde nytårsdag, og hans søn Frederik 2. blev konge.
Få uger senere, i januar, døde også Christian 2. Han havde regeret fra 1513 til 1523, da den jyske adel opsagde ham troskaben og han måtte gå i landflygtighed. I 1532 blev han lokket til Danmark og ført til Sønderborg Slot som fange. Fra 1549 sad han på Kalundborg, hvor han levede sine sidste ti år – de første af dem under opsyn af Knud Pedersen Gyldenstierne, den mand, der i 1517 havde mistet Aalholm i Dyveke-sagens skygge.
Christian 2. havde fået ry som en konge, der var bønder og borgere venligt stemt. Hvor meget af det ry, der er eftertidens konstruktion, er svært at sige. Men hans Land- og Bylov fra 1522 styrkede i nogen grad bøndernes retsstilling – indtil adelen efter hans fald brændte lovene på landstinget i Viborg og erklærede dem ugyldige.
Nu var han død. Men et brev med hans navn lå stadig i en kiste et sted under Aalholm.
Slottets ugedagsmænd
De bønder, sagen drejede sig om, var ikke alle bønder i Aalholm Len. Kilden kalder dem slottets ugedagstjenere: kronens bønder, der boede tæt ved slottet og gjorde ugentligt arbejde på det.
Deres stilling var særlig. Hvor almindelige fæstebønder svarede landgilde og ydede ægt og arbejde efter behov, var ugedagsmændene bundet til slottets daglige drift. Det gjorde dem til en gruppe, som kongemagten gentagne gange måtte tage særlig stilling til, når der skulle udskrives skat. Da Frederik 2. i 1584 udskrev en almindelig bondeskat over hele riget, skulle kronens ugedagsmænd ved slotte, klostre og gårde betale en nedsat sats, mens adelens ugedagsmænd i samme sogn som herregården slap helt.
Aalholms ugedagsmænd mente, at de havde et privilegium. Deres repræsentanter fremlagde et brev fra Christian 2., hvorefter de skulle være fri for kongeskat. Samtidig erklærede de, at de var så fattige, at de ikke kunne betale det nye krav.
Kongens svar
Frederik 2.s svar blev skrevet i København den 18. juli 1559. Det gik til Mogens Erichsen, embedsmand på Aalholm, som fik ordre til at undersøge sagen. Havde bønderne været fritaget for de seneste kongeskatter under Christian 3., skulle de også være fri nu.
Svaret er værd at læse nøje. Kongen tog ikke stilling til, om et brev fra en afsat konge overhovedet var gyldigt. Han spurgte ikke til dets ordlyd eller dato. Han spurgte i stedet til praksis: Hvad havde bønderne faktisk betalt under hans far?
Det var en klog måde at løse sagen på. Et brev fra Christian 2. var et politisk vanskeligt dokument; hans love var brændt, og hans tilhængere havde tabt en borgerkrig. Men hvis Christian 3. i sin tid havde ladet ugedagsmændene slippe for skatten, havde den nye konge en fritagelse, han kunne stå ved uden at bygge på den gamle konges myndighed.
Hvad vi ikke ved
Her standser referatet. Det fortæller ikke, hvad Mogens Erichsens undersøgelse viste, eller om skattekravet blev frafaldet. Vi kan derfor ikke gøre bønderne til sejrherrer.
Vi kender heller ikke Christian 2.s brev. Det er kun kendt fra omtalen i 1559, og vi ved ikke, hvornår det blev givet, hvad der præcist stod i det, eller om det var stilet til netop Aalholms ugedagsmænd.
Men henvendelsen viser noget væsentligt om livet under Aalholm. Bønder kunne forsvare sig ved at påberåbe sig gamle løfter og få deres sag lagt frem for kongen. Et brev kunne være værd at gemme i en menneskealder – også efter at den konge, der havde udstedt det, havde mistet både magt og frihed.
Christian 2. kunne ikke længere regere. Men på Aalholm kunne hans navn stadig bruges til at tvinge en ny konge til at tage stilling.