Den 28. juli 1366 skrev man om andet end kongeriger på Aalholm.
Ind imellem de store klausuler, som historikerne husker, gemte sig
nogle små spørgsmål, som ingen gider fortælle om. Hvem skulle slippe ud
af fængslet? Hvilken gammel gæld skulle slettes? Og hvad med de løfter,
kongens datter havde fået?
Et brev handlede om mennesker uden navne. Kong Albrecht af Sverige og
de mecklenburgske hertuger skrev, at de var blevet enige med Valdemar om
at frigive fangerne på begge sider fra pinse og frem – og at de
løsepenge, man havde aftalt, skulle bortfalde. Det var dén klausul, der
betød noget. En frihed, man skal købe, er bare gæld i en anden form. Et
sted rundt om Østersøen sad et par dusin svenskere og danskere i
tårnkamre. En julidag fik de, uden at ane det, både lænker og gæld
slettet med ét stykke pergament fra Lolland.
Et andet brev lukkede et gammelt regnskab: 10.000 mark rent sølv.
Wismar og Rostock havde været med til at belejre Helsingborg, mens der
var fred med Mecklenburg. Grev Adolf af Holsten havde dømt i sagen,
hertugen havde betalt, og nu lovede Valdemar, at hverken han eller hans
efterfølgere nogensinde ville tale om det igen. Man skal ikke forestille
sig kister med sølv, der bæres ind ad porten. Man skal forestille sig et
segl på et papir, hvor der står: Nu er det slut. De dyreste stridigheder
er ikke dem, man betaler for. Det er dem, man genåbner.
Men ikke alt blev tilgivet. I et tredje brev eftergav Valdemar den
svenske konge og hertugerne alle gamle forsømmelser – undtagen én: hans
datter Ingeborgs livgeding, enkesikringen. Hun var gift med hertug
Henrik af Mecklenburg. Faderen gav udsættelse til Mortensdag 1368, men
han gav ikke slip. Om Ingeborg var der, ved vi ikke. Men vi ved, at mens
konger omfavnede hinanden den dag, stod en far fast på sin datters
ret.
Og alt det fine skulle jo skrives rigtigt ned. Her træder fire mænd
frem – gennem deres håndskrift. Udgiverne af Diplomatarium
Danicum har fundet fire forskellige skriverhænder i de ni
Aalholm-traktater, og der er kladder bevaret, med overstregninger og
rettelser. Tænk dig dem i et rum i nordfløjen med lyset fra noret på
pergamentet og blækhornet i hånden – fire mænd, der passede på, at et
komma ikke kom til at sætte én fange for meget fri eller sluge en
prinsesses enkepension.
Kongerne besluttede. Skriverne fik det til at holde.