Første del: Kongen i kælderen
I efteråret 1394 var Aalholm udset til at blive stedet, hvor en af Nordens store konflikter skulle afsluttes. Det blev den ikke. Og grunden er en historie for sig.
Fem år før, den 24. februar 1389, havde Margretes hær slået kong Albrecht af Mecklenburg ved Åsle nær Falköping. Albrecht og hans søn sad siden fangne på Lindholm Slot i Skåne, og Margrete havde sikret sig magten i det meste af Sverige. Men Stockholm holdt stand, og Rostock og Wismar udrustede flåder, der skulle proviantere den belejrede by. Ud af dem voksede fetaljebrødrene – et broderskab af kaperskibe, der snart gik over til rent sørøveri. Hanseskibe blev plyndret, Margrete udrustede sine egne kapere, og handelen på Østersøen blev farlig for alle. For hansestæderne og for Den Tyske Orden i Preussen var kongens fangenskab ikke et spørgsmål om en svensk krone. Det var et spørgsmål om skibe, varer og tabte indtægter.
I sommeren 1394 forhandlede hansestædernes udsendinge med dronningen i Helsingborg. Resultatet var sindrigt: Margrete ville frigive Albrecht og sønnen mod sikkerhed stillet af otte hansestæder. Kunne kongen ikke inden en frist nå til forlig med hende, skulle han betale 60.000 lødige mark, overgive Stockholm – eller vende tilbage til fangenskabet, levende eller død. Men først skulle freden være sluttet og besvoret.
Og så kom borgen på Lolland ind i historien. For at fuldbyrde aftalen blev der berammet et venskabeligt møde på Ålholm førstkommende allehelgensdag, den 1. november, med frit lejde fire uger før og fire uger efter. Mecklenburgerne sagde ja i Rostock i september, og som sikkerhed tilbød de kongen selv, hans søn, hertug Johan, hundrede af landets bedste riddere og alle Mecklenburgs byer. Var det ikke nok, ville de pantsætte Stockholm.
Biskop Tord af Strängnäs skrev til Stockholms forsvarere, hvad mødet skulle være: På allehelgensdag skulle hertugen, de preussiske herrer og stæderne møde dronningen på Ålholm og bekræfte aftalen – en fred og sone. Aalholm var altså ikke tænkt som et møde mellem udsendinge. Planen var, at Margrete selv skulle være der.
I oktober red rådsnotaren Konrad Römer fra Rostock til Preussen for at sikre, at ordenens folk kom af sted. Andre meldte fra: Staden Kampen skrev, at den ikke kunne sende nogen, fordi det på denne tid af året var så vinterligt og så langt borte. Rejsen var ikke ufarlig; Stralsunds borgmester var på vej til Helsingborg blevet dræbt af en dansker.
Den Tyske Orden sendte komturen af Schwetz, ordenens storskaffer og nogle borgere af sted mod Lolland. De kom aldrig frem.
Vi kender deres skæbne fra et brev, højmesteren skrev i Montau på Mortensdag, den 11. november, til hertug Vartislav den Yngre af Stolp i Pommern. Han havde sendt sine folk til mødet på Ålholm, skrev han, fordi begge parter havde bedt ham om det, for fredens skyld på havet og til gavn for hansekøbmanden. Og så: Disse vore bude har I taget til fange. Hertugen havde en helt anden strid med ordenen og havde grebet mæglerne på vejen. Fredsmæglerne i den nordiske konflikt var blevet fanget ind i en pommersk.
Der er en ironi i hertugens navn, som ingen på Aalholm kunne have set. Vartislav af Stolp var far til den unge Erik af Pommern – den dreng, Margrete netop havde udset til sin arving. Det var hendes kommende tronfølgers far, der standsede mæglerne på vej til hendes møde.
Allehelgensdag kom og gik på Aalholm. Man kan forestille sig det: dronningen i den nye sydfløj, lejdebrevene klar, mecklenburgerne i færd med at komme over vandet – og ingen preussere. I februar 1395 skrev Lübeck til de preussiske stæder: Som I ved, blev der ikke noget ud af det møde, som var aftalt til at holdes på Ålholm. Det var udskudt til Sankt Jørgens dag ved Falsterbo.
Freden blev fundet et andet sted, på Lindholm i Skåne, hvor Albrecht stadig sad. Han blev løsladt, Stockholm blev overladt til hanseaterne som pant for en løsesum, der aldrig blev betalt, og i 1398 fik Margrete byen.
Aalholm fik ikke sit møde. Men i efteråret 1394 var borgen det sted, hvor dronningen, Mecklenburg, hansestæderne og Den Tyske Orden havde aftalt at afslutte en konflikt, der berørte hele Østersøen. At det ikke lykkedes, siger noget om, hvor svært det var bare at nå frem til bordet. Før kongen kunne blive fri, måtte nogen først få hans fredsmæglere ud af fangenskabet.
Kilder til dette kapitel
← 1394 – Nordens mægtigste kvinde | Indhold | 1409–1471 – Kongernes karavane →