Han havde kæmpet mod den danske konge. Lidt senere finder vi ham
blandt de mænd, kongen byggede sin politik på. Den slags sidebytte
overraskede ingen i 1400-tallet. Det overrasker heller ikke mange i
dag.
Erik Krummedige var holstensk adelsmand med gods i Slesvig. I 1411
havde han erobret Flensborg for hertugerne ved et natligt overfald, og i
1413 regnede man ham stadig for kongens fjende. Så skiftede han side,
gik over til Erik af Pommern, og så gik det stærkt: rigsråd i 1417,
lensmand på Aalholm i 1419, hofmester i 1424. Den tidligere fjende sad
nu på en kongelig borg på Lolland – og han vidste bedre end nogen, hvad
stridighederne mellem kongen, Holsten og Hansestæderne kostede. Han
havde selv sat jord og hoved på spil.
I 1423 så det ud, som om man kunne nå en varig aftale. Kongen sad med
tre kroner, men tre kroner gjorde ham ikke fri af Østersøens købmænd. Et
brev fra Lübeck i januar opremser klagerne med en købmands sans for
detaljer: fredelig handel, frigivelse af byernes fanger, udlevering af
beslaglagte skibe og varer – og så lige spørgsmålet om kobberpenge. Bag
diplomatiets store ord stod der altid en købmand og spekulerede på, om
han mon fik sin last at se igen.
Den 15. juni 1423 sluttede kong Erik i København en stor traktat med
Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar, Lüneburg, Greifswald og Anklam:
tusind mand til gensidig hjælp inden tre måneder, regler for deres
forplejning, beskyttelse af folk og varer, årlige møder – og endda
dronning Philippas enkesikring, hvis hun overlevede kongen. Blandt de
rigsråder, der satte deres segl under, står der: Erik Krummedige til
Ålholm.
Forbundet skulle vare evigt.
Tre år senere, den 27. september 1426, sluttede hertugerne af Slesvig
forbund med Lübeck, Stralsund, Hamborg, Rostock, Wismar og Lüneburg –
mod kong Erik. De byer, der havde lovet kongen tusind mand, vendte de
samme våben mod ham. Og i 1431, efter at Flensborg var faldet, brændte
Krummediges fjender hans gård Rundtoft af. Den storpolitik, han havde
været med til at lave, bankede på hans egen dør.
Evige traktater holder sjældent længere end interessen hos dem, der
skriver under. Den her holdt i tre år. Navnet Aalholm står der
stadig.