Beviset fylder tre latinske ord, men det er af den gode slags. Den 4.
oktober 1503 sluttede kong Hans et brev til ærkebiskop Birger Gunnersen
i Lund med ordene Ex castro nostro Aleholm. Fra vor borg
Aalholm.
Brevet findes endnu, på papir, med rester af seglet, i det svenske
rigsarkiv. Det er ikke et sagn. Det er et dokument. Og kongen var ikke
på besøg. Han regerede. Han udskød en jordsag “indtil Gud vil, at vi kan
tale sammen”, og fra Aalholm ophævede han forbuddet mod at udføre “korn
og ædende varer” af riget. Danmarks kornpolitik blev afgjort den dag ved
bredden af Nysted Nor.
Kongen rejste ikke alene. Med ham fulgte hofmænd, tjenere, vagter,
heste og hele kancelliet. Magten var på hjul i 1503: Når kongen
flyttede, flyttede regeringen med, og i et par dage var den lille holm
hjertet i et helt kongerige.
Men 1503 var ikke noget almindeligt år. Seks år før var Hans blevet
kronet til konge af Sverige, og Kalmarunionen var samlet under én konge.
Så kom nederlaget i Ditmarsken, oprøret i Sverige og Sten Sture som
rigsforstander. Hans tog af sted efter forstærkninger og lod dronning
Christine blive tilbage og forsvare Stockholm Slot. Belejret, udsultet
og decimeret måtte hun overgive sig i maj 1502 – få dage før
undsætningsflåden dukkede op. Hun sad som svensk fange bagefter.
Hun blev først løsladt i efteråret 1503. Omtrent samtidig med, at
hendes mand sad på Aalholm og satte segl på breve.
Og alligevel indleder han sit brev med hele titlen: Johannes, af
Guds nåde konge af Danmark, Sverige og Norge. Konger opgiver aldrig
en titel. De mister rigerne og beholder ordene.
Hans’ far, Christian 1., havde boet her i 1454. Hans’ søn, Christian
2., skulle bo her i 1516 og 1519, kort før han selv blev konge af
Sverige i nogle måneder – indtil Det Stockholmske Blodbad. Tre
generationer af oldenborgere brugte den flade holm som kongebolig. Når
Hans skrev “vor borg”, var det ikke for sjov.