Fjerde del: Excellencen
Den 15. marts 1885 blev en kongeørn skudt ved Aalholm.
Vi ved det med dags præcision, fordi Jonas Collin i 1895 udgav sin store fortegnelse over danske fugle, og under artens gamle latinske navn, Aquila fulva, står lokalitet efter lokalitet – og midt i rækken: “Ved Aalholm 15. Marts og 24. Okt. 1885 (Jagtt.)”. Kilden er Dansk Jagttidende. Og en moderne gennemgang af alle sjældne fund før 1965 fjerner tvivlen: Begge fugle er klassificeret som “sk”. Skudt.
Det var ikke nogen almindelig rovfugl. Kongeørnen er blandt Europas største, med et vingefang over to meter og en vægt på op mod seks kilo, og den lever af harer, fugle og mellemstore dyr – med andre ord af præcis det, et jagtvæsen kaldte sit vildt. Datoerne passer med trækmønstret: Skandinaviske kongeørne kommer til Danmark som vintergæster i oktober-november og forlader landet omkring marts. Der var formentlig tale om strejfende gæster fra nord, ikke en lokal bestand.
Forestil Dem synet. En enorm, mørk rovfugl kommer glidende ind over det flade lollandske landskab efter uger på vandring. I dag ville kikkerten komme frem. I 1885 kom bøssen frem.
Det er fristende at spørge, hvordan man dog kunne. Men så misforstår man 1885. På datidens godser var naturen groft opdelt i det, man ønskede flere af, og det, der konkurrerede om det. Harer, agerhøns og fasaner skulle fremmes. Ræve, mårdyr, krager og rovfugle skulle holdes nede – “rovtøj”, som et professionelt jagtvæsen havde pligt til at bekæmpe, og skydepenge for dræbte rovfugle var på mange godser en del af skytternes løn. Dansk Jagtforening, stiftet året før, havde det ligefrem på programmet: gråanden fredet i yngletiden – og rovfuglene udryddet.
Og netop på Aalholm skete der noget andet i præcis de år. I 1884 var Richardson tiltrådt og havde bygget fasaneriet op efter den engelske metode, hvor de unge fugle blev sat ud som fire-seks uger gamle – stærke og vilde, men også særligt udsatte for alt, der havde klør. Metoden krævede en nådesløs bekæmpelse af rovvildtet, og den satte han og Saurbrey i gang.
1884: Fasaneriet opbygges. 1885: To kongeørne skydes.
Ingen kilde siger, hvem der skød dem, eller om de faldt som led i fasaneriets kampagne. Det skal ikke påstås. Men de to begivenheder tilhører umiskendeligt den samme udvikling.
Og så skete det igen. Den 16. november 1889: Aalholm, én kongeørn, skudt. Mindst tre kongeørne på mindre end fem år.
Der ligger et paradoks i det. Mange af de fugle, datidens naturforskere kendte, kendte de, fordi fuglene var blevet skudt, sendt til konservator, udstoppet og noteret i jagttidsskrifterne. Ødelæggelsen af naturen blev kilden til viden om den. Frederik Christian havde samlet fugle for at forstå dem. Hans efterkommeres skytter skød dem for at beskytte fasanerne – og gjorde dem dermed til videnskab.
I 1922 blev rovfuglene fredet i yngletiden, i 1967 totalfredet. I 1999 fik et kongeørnepar for første gang med sikkerhed unger på vingerne i Danmark. Hvis en kongeørn i morgen svævede ind over Aalholms skove, ville ingen skytte få besked på at hente bøssen. Folk ville standse. Fuglefolk ville køre langt for et glimt.
Tre korte notitser i Dansk Jagttidende fortæller om et helt andet forhold mellem mennesket, jagten og naturen – og om, hvor meget det forhold siden har ændret sig.
Kilder til dette kapitel
← 1884 – Englænderen og fasanerne | Indhold | 1885–1889 – Da slottet fik sit ansigt →