Fjerde del: Excellencen
Den 1. maj 1903 stod en syttenårig jyde af toget ved Nysted med en lille kuffert og hele sin verden i den.
Marius Nielsen var forældreløs. Han kom fra en mager hedegård ved Læborg, hvor sandjorden gav lidt og krævede alt, og hvor hans far havde samlet tabte halmstrå op fra staldgangen, fordi intet måtte gå til spilde. Han havde tjent to et halvt år på en bondegård og kaldte det siden et slaveliv: ingen fast arbejdstid, ingen fri søndag, ingen udsigt til noget bedre. Hans bror, kusk på Hardenberg, havde vist ham udvejen: Bliv landvæsenselev på en herregård. Så er der en spinkel chance for at nå til noget.
Han vidste to ting om Lolland. Det ene havde skolelæreren fortalt: at der på grevskabet Ålholm var en park, hvor man avlede sydlandske frugter. Det andet var historien om den gamle kone, der gik på apoteket i Nysted og bad om kajenne for 10 øre kajenne kajenne – et lollandsk, drengene hjemme i Læborg havde hylet af grin over. Hverken frugterne eller sproget viste sig at være overdrevet.
Mødet med Ålholm beskrev han som en revolution i sin tilværelse og i hele sit livssyn. I stedet for hede og forkrøblet krat: den fede muld, lysegrønne bøgeskove og Østersøen med fiskerbåde og badestrand. Han fik sit eget værelse med kakkelovn, servante og lampe, og en pige kom hver dag og redte sengen og fyrede op, så der var varmt, når han kom hjem. Fra april til november fik alle folkene en flad lommeflaske snaps med i marken. Til påske fik hver mand ti kogte æg. Arbejdstiden var fast, sommer seks til syv, vinter syv til fem, og efter fyraften gik man, hvorhen man ville, uden at spørge nogen. For en karl fra bondegårdenes vilkårlighed var det næsten ufatteligt. Han var dybt beskæmmet over al den godhed, skrev han.
Godheden havde et navn: forpagterparret Ulrich. Forpagteren var en ældre mand med langt hvidt skæg, og hans kone gik hver søndag rundt til alle folkeværelserne med rene håndklæder. En søndag i april stod hun i døren hos Marius og udbrød, at han da ikke havde ild i ovnen. Nej, det var ikke nødvendigt længere. Hun skuttede sig og syntes, det var koldt. Han glemte hende aldrig for de ord.
Avlsgården var en stor virksomhed: 700 tønder land, 14 spand heste, 170 malkekøer, 250 svin. Forvalteren hed Baggesen-Schmidt, påstod at nedstamme fra digteren og tjente 450 kroner om året. En førsteårselev fik 180. Det, der forbløffede jyden mest, var maskinerne. Hjemme havde han tærsket en hel vinter med plejl; her gjorde et damptærskeværk 150–200 sække om dagen. Halm, der derhjemme var foder, blev her strøet i overdådighed for at lave gødning, og gødningen blev kørt ud på det fineste græstæppe, han nogensinde havde set – og pløjet ned. Hjemme ville man have grædt.
Så var der søndagene i sommervarmen, hvor alle fjorten spand red ned gennem Nysteds hovedgade og ud på stranden, hvor karlene klædte sig af, sprang op på hestene og red ud, til dyrene mistede bunden og svømmede. En svømmende hest, noterede han, har ikke andet end hovedet over vandet.
Og så var der slottet. Marius så det udefra, fra avlsgårdens side, og det er derfor, hans blik er så værdifuldt. Grevens stald med tyve heste, passet af fem mand i gult liberi, spidsbukser og stiv hat – skæg forbudt, bakkenbarter påbudt. Rideknægten, der fulgte komtesserne, når de i flyvende galop lod hestene springe over kornhobene. Fem tjenere, en kok importeret fra Pommern, en kammertjener, der fulgte greven til Paris og Ægypten, oldfrue, jomfruer, piger. Marius regnede nøgternt ud, at alt dette blev betalt af arbejdet på grevens otte herregårde – og at de mennesker, der pløjede jorden, ikke ejede så meget af den, at det kunne fylde en urtepotte.
Han bed især mærke i én ting. Når greven, og navnlig grevinden, gav en ordre, hed det ikke kan De eller vil De. Det hed: Du skal! Sagt med eftertryk, som for at understrege svælget mellem den rige mand og den fattige Lazarus. Sådan udtrykte den højere dannelse sig, bemærkede Marius tørt, når man var lensgreve, kammerherre og hofjægermester – og to år senere udenrigsminister.
Det var en tid, hvor det nye dukkede op år for år. Ikke engang greven ejede en bil. Men netop det år åbnede en bilrute fra Nysted til Nykøbing, efter Marius’ viden den første i landet, valgt fordi der ingen bakker var. Den eneste lille stigning lå ved gården, og her kørte bilen jævnligt fast og trillede baglæns, så passagererne måtte ud og skubbe. Ingen tog det tungt. Og i Nysted så han sin første film: en barber, der skar hovedet af kunden, barberede det på bordet og satte det tilbage. Dengang lo man, skrev han et halvt århundrede senere, og man kunne stadig trække på smilebåndet.
Han blev kun ét år. Den 1. maj 1904 rejste han til Falster. Men året havde ændret ham. Hans far havde haft for vane at bebrejde sine sønner, at de ikke duede – ikke af ondskab, men af uforstand – og Marius var trådt ud i livet som fjortenårig med en følelse af at være ringere end andre. Da han rejste, skrev forpagter Ulrich ham en anbefaling, der sluttede med, at det var forpagteren en glæde at anbefale ham til enhver, der måtte få brug for ham. Den sætning hjalp ved senere ansøgninger. Men det vigtigste, skrev Marius, var, at den gav ham troen og tilliden til sig selv tilbage.
Så gode forhold, tilføjede han, har der næppe eksisteret på Ålholm hverken før eller siden.
Det er den eneste beretning fra Excellencens Aalholm, der er skrevet af en, der stod med greb i hånden. Alle de andre så slottet fra salene. Marius så det fra Kvievænget.
Kilder til dette kapitel
← 1901 – Byen begynder sin dagbog | Indhold | 1905 – Udenrigsministeren →
