Den 1. maj 1903 steg en syttenårig jyde af toget i Nysted med en
lille kuffert, der indeholdt hele hans verden.
Marius Nielsen var forældreløs. Han kom fra en hedegård ved Læborg,
hvor sandet gav lidt og krævede alt, og hvor hans far samlede de
halmstrå op, der var faldet på staldgangen, for intet måtte gå til
spilde. Han havde tjent to et halvt år hos en bonde: ingen fast
arbejdstid, ingen fridag, ingen fremtid. Hans bror, kusk på Hardenberg,
havde vist ham døren: Bliv landvæsenselev på en stor herregård.
Om Lolland vidste han to ting. Skolelæreren havde fortalt, at man på
grevskabet Ålholm dyrkede sydlandske frugter i en park. Og derhjemme
fortalte man om den gamle kone, der gik ind på apoteket i Nysted og bad
om kajenne for 10 øre kajenne kajenne – et lollandsk, der fik
drengene i Læborg til at hyle af grin. Hverken frugterne eller sproget
var overdrevet.
Det blev, skrev han senere, en revolution i hans liv. I stedet for
hede og forkrøblet krat: fed muld, lysegrønne bøgeskove, Østersøen og
fiskerbådene. Et værelse for sig selv med kakkelovn, servante og lampe,
og en pige, der redte sengen og fyrede op, så der var varmt, når han kom
hjem. Fra april til november en lommelærke snaps med i marken. Til påske
ti hårdkogte æg pr. mand. Fast arbejdstid – og efter fyraften kunne man
gå, hvorhen man ville, uden at spørge nogen. Han var, sagde han,
dybt beskæmmet over al den godhed.
Godheden havde et navn: forpagter Ulrich, en gammel mand med langt
hvidt skæg, og hans kone, der hver søndag gik rundt til værelserne med
rene håndklæder. En søndag i april stod hun i Marius’ dør.
– Har De da ikke ild i kakkelovnen?
– Det er ikke nødvendigt mere, frue.
Hun rystede sig og syntes, det var koldt. Han glemte hende aldrig for
de ord.
Avlsgården var en stor forretning: 700 tønder land, 14 spand heste,
170 malkekøer og 250 svin. Forvalteren, Baggesen-Schmidt, påstod at
nedstamme fra digteren og tjente 450 kroner om året; en elev fik 180.
Maskinerne tog pusten fra jyden. Derhjemme havde han tærsket en hel
vinter med plejl. Her lavede et damptærskeværk 200 sække om dagen.
Halmen blev strøet ud som strøelse, gødningen blev kørt ud på den
fineste græsmark, han nogensinde havde set – og pløjet ned. Derhjemme
ville de have grædt.
Om sommeren, om søndagen, red man alle fjorten spand ned gennem
hovedgaden og ud på stranden, hvor karlene smed tøjet, sprang op på
barbagen og drev hestene ud, til de mistede bunden og svømmede. En
svømmende hest, skrev han, har ikke andet end hovedet over vandet.
Og så var der slottet. Marius så det udefra, fra avlsgårdens side, og
det er derfor, hans blik er så værdifuldt. Tyve heste i grevens stald,
fem staldkarle i gult liberi med knæbukser og stiv hat – skæg forbudt,
bakkenbarter påbudt. En rideknægt, der fulgte komtesserne, når de i fuld
galop lod hestene springe over neg-stakkene. Fem tjenere, en kok fra
Pommern og en kammertjener, der fulgte greven til Paris og Ægypten.
Marius regnede nøgternt efter: Det hele blev betalt af grevens otte
herregårde. Og de folk, der pløjede jorden, ejede ikke nok af den til at
fylde en urtepotte.
Én ting bed han især mærke i. Når greven, og endnu mere grevinden,
gav en ordre, hed det aldrig vil De eller kunne De.
Det hed: Du skal! – med eftertryk, som for at understrege
svælget mellem den rige mand og den fattige Lazarus. Sådan talte den
højere dannelse, bemærkede Marius tørt, når man var lensgreve,
kammerherre, hofjægermester og – to år senere – udenrigsminister.
Verden forandrede sig år for år. Greven havde ikke bil. Men netop det
år åbnede en busrute mellem Nysted og Nykøbing, efter Marius’ mening
landets første, valgt fordi der ingen bakker var. Den eneste lille
stigning lå ved avlsgården, og der gik bussen i stå og trillede baglæns.
Passagererne stod ud og skubbede, og ingen blev sure. I Nysted så han
sin første film: en barber, der skar hovedet af sin kunde, barberede det
på bordet og satte det på igen. Man lo dengang, skrev han halvtreds år
senere, og man kan stadig trække på smilebåndet.
Han blev kun et år. Men hans far havde haft for vane at sige til sine
sønner, at de ikke duede til noget – ikke af ondskab, men af uforstand –
og Marius var gået ud i livet med en følelse af at være mindre værd end
andre. Da han rejste, skrev forpagter Ulrich en anbefaling, der sluttede
med, at det var en fornøjelse at anbefale ham til enhver, der fik brug
for ham. Den sætning kunne han bruge senere. Men vigtigst af alt, skrev
han, gav den ham troen på sig selv tilbage.
Så gode forhold, tilføjede han, har der næppe eksisteret
på Ålholm hverken før eller siden.
Det er det eneste vidnesbyrd om Excellencens Aalholm, skrevet af en
mand med en greb i hånden. Alle de andre så slottet fra salonerne.
Marius så det fra Kvievænget.