Tirsdag den 8. september 1908 stod ministrene på Toldboden i
København og ventede på enkekejserinde Dagmar og dronning Alexandra af
England. Mens de spejdede efter skibet, hviskede indenrigsministeren til
statsministeren, at justitsminister Alberti lige havde meldt sig selv
til politiet for bedrageri og dokumentfalsk. Christensen skrev samme
aften i sin dagbog: et tordenslag. Han turde ikke sige noget til
Frederik 8. midt i ceremonien og bad i stedet kongens bror, kong Georg
af Grækenland, om at fortælle ham det på vejen hjem.
Alberti havde svindlet for femten millioner – nok til at købe hele
Lolland. Og Christensen var dobbelt ramt, for han havde samme år ladet
statskassen låne halvanden million til den sparekasse, Alberti var
formand for.
Fra Toldboden kørte man direkte til ministermøde. Christensen spurgte
selv, om de skulle gå af. To ministre var enige, deriblandt grev Raben.
De andre sagde nej: At gå af var at indrømme. Man ville blive siddende,
til Rigsdagen trådte sammen.
Greven var ikke tilfreds. Om fredagen talte han om at gå. Om aftenen
skrev han det. Lørdag den 12. september kl. halv ti sad de to over for
hinanden.
– Jeg står fast, hr. statsminister. Men jeg vil først tale med
kongen.
Christensen forstod det sådan, at de ville tale sammen igen, før der
blev besluttet noget. Greven var med til ministermødet kl. ti og til
audiensen hos kong Georg kl. halv tolv. Ved ettiden kom
kabinetssekretæren ind til Christensen: Kongen ville tale med ham mellem
to og tre. Grev Raben havde bedt om sin afsked – og fået den. Mens han
stod og fortalte det, kom et bud med grevens brev.
Christensen kogte. På vej til kongen mødte han tilfældigvis Raben på
gaden. De vekslede et par ord og skiltes, som dagbogen siger, temmelig
brat.
Frederik 8. var nervøs. Han meddelte, at greven var gået, og bad nu
om hele ministeriets afsked. Så talte han længe om Alberti, om lånet og
om forsvaret. Og her kom den anden strid frem: Raben ville have forter
syd for København, fra Køge Bugt til Roskilde. Hvis Christensen ville
foreslå dem, sagde kongen, ville greven blive.
Christensen sagde nej – med den sætning, der er blevet citeret lige
siden: Han kunne jo ikke købe grev Raben for nogle forter.
Ministeriet fortsatte nogle uger og faldt den 12. oktober.
Christensen sagde til sine venner, at greven havde handlet på en
misforståelse, men i god tro. Og at det var så meget desto mærkeligere,
at Raben selv gik rundt og troede, han skulle med i næste ministerium.
Folk, der vælter en regering uden at have villet det, tror tit, at man
vil takke dem for det.
Alberti var årsagen, lånet var svagheden. Men det var greven fra
Aalholm, der gik til kongen. Da han kom ud igen, var regeringen begyndt
at falde. Han tog hjem til Aalholm og dukkede aldrig mere op i rigets
politik.