I begyndelsen af 1920’erne udkom et af de mest ambitiøse værker, der
nogensinde er skrevet om danske herregårde: Danske Herregaarde ved
1920, tre tykke bind og næsten to tusind sider. Aalholm fik sit
kapitel i andet bind.
Det hele ligger i de tre små ord i titlen: ved 1920. Med
grundloven i 1915 og loven i 1919 havde Danmark besluttet at afvikle de
sidste rester af privilegiesamfundet. Fire mænd – personalhistorikeren
Louis Bobé, arkitekturhistorikeren Vilhelm Lorenzen, baron
Berner-Schilden-Holsten og baron Palle Rosenkrantz, jurist og Danmarks
første kriminalforfatter – ville fastholde den verden, præcis som den så
ud i det øjeblik, den forsvandt. To lærde og to adelsmænd byggede et
mindesmærke over den verden, loven var ved at skille ad.
Og Aalholm var, da billedet blev taget, på toppen af sin anden
storhedstid: Holms slot, kongebesøget i 1913 med troner, tusind lamper
og fyrværkeri, og en herre, der havde været minister.
Men på slottet vidste man godt, hvad 1920 betød – på mere end én
måde. Det var netop da, at våbenfrisen i riddersalen ved Slesvigs våben
fik indskriften: til 1864, igen 1920. Genforeningens glæde og
lensafløsningens alvor, malet på de samme vægge i det samme år.
Familien blev i tre generationer endnu, til 1995, men som ejere, ikke
længere som lensbesiddere. Værket ældes ikke, for det er et
øjebliksbillede. Det var det sidste blik på grevernes Danmark, mens det
endnu levede.