Femte del: Bilbaronen
Men baronen boede ikke kun på Aalholm. Det gjorde ingen af dem nogensinde.
Han havde et hus på Sankt Annæ Plads i København, i kvarteret, hvor faderen havde haft Amaliegade. Han havde – og det er den detalje, der bedst fortæller, hvem han var – fyrre hektar sand ved Ringkøbing Fjord, som han i 1930’erne havde tabt sit hjerte til, og hvor han byggede sin egen private ferieby: eksotiske huse, tennisbane, og en svømmepøl med havvand, hentet op fra fjorden gennem en slange. En privat ferieby. For sig selv og sine gæster. I Vestjylland.
Og han havde en bemandet motoryacht på Rivieraen.
Når baronen skulle til Cannes, fløj han. Det var moderne, og han var moderne. Men en baron kan ikke ankomme til havnen i en taxa. Så chaufføren blev sendt i forvejen – hele vejen fra Lolland, ned gennem Tyskland og Frankrig, dag efter dag – med Rolls-Roycen, så baronen kunne blive kørt standsmæssigt fra lufthavnen til havnen, hvor yachten lå og ventede.
Man kan forestille sig chaufføren. En lollandsk mand i uniform bag rattet i en Rolls-Royce på Route Nationale 7, forbi vinmarkerne og de franske landsbyer, med et kort på passagersædet og en baron, der skulle hentes om tre dage. Man kan forestille sig ham stå ved lufthavnen i Nice med kasketten i hånden, og baronen, der kommer ud i solen, og nikker, og sætter sig ind, og siger: “Havnen.”
Det var ikke vanvid. Det var stil. Men det var stil, der kostede.
Kilder til dette kapitel
← 1980 – Merete og John | Indhold | 1989 – Mørkt og tretten grader →