Han kunne ikke stoppe.
Gennem Milners og Frederik Christians park fik han lagt et smalsporet
spor og sat et rigtigt damplokomotiv på – Stubberup Strand Bane, der
kørte fra museet ned til stranden med masser af røg, fløjt og børn, der
hang ud ad vinduerne mellem de eksotiske træer.
Han købte en udrangeret jetjager af forsvaret og stillede den på
legepladsen.
– Hvad vil De bruge den til, hr. baron?
– Børnene skal kravle på den.
– Javel, hr. baron.
Han købte en af Københavns gamle telefonkiosker – de små runde huse
med kobbertag, hvor man engang kunne ringe for ti øre – og satte den i
haven vest for slottet, hvor den stod som en høflig udlænding mellem
rhododendronerne og de latinske mindesten. Hvorfor? Fordi det morede
ham.
Så kom der et cafeteria, en legeplads og i 1989 en privat flyveplads,
hvorfra man kunne flyve over slottet og se, hvad kongen havde set i
1256: den flade holm, vandet hele vejen rundt og skudvinklerne.
Og filmholdene kom. I 1960’erne og 70’erne var Aalholm kulisse for en
række lette danske komedier med letpåklædte damer og forviklinger på
landet. Riddersalen, hvor Frederik 2.s nar havde signeret væggen, blev
brugt til sengekantsfilm, og skuespillerinder løb i negligé gennem
gyldenlædersalene.
Koryot ville have forstået det. Han havde siddet i tre hundrede år
med ølkanden i hånden og ventet på, at nogen skulle grine under hans væg
igen.