Engang i middelalderen var der en lensmand på Aalholm, der hed Johan
Frille. Krigens strabadser havde gjort ham lam.
Han sørgede over, at han ikke længere kunne ride sin gode hest. Så
han forlangte, at hesten – opsadlet, med bidsel og stigbøjler – skulle
følge ham overalt: gennem gangene, ind i salene og op og ned ad
trapperne. En lam mand i en stol og bag ham en fuldt opsadlet hest, hvor
han end kom, så han i det mindste kunne høre hovene.
Sagnet siger, at hr. Johan Frilles hest stadig spøger på Aalholm. Man
hører den om natten, siger folk, slå med hovene på fliserne i en gang,
hvor der ingen hest er. Den leder efter sin herre. Eller også følger den
ham stadig.
Christoffer Koryot står der endnu på væggen i den østre sal med sin
narrehue og sin kande, under kongen, dronningen og alle rigsråderne, og
griner ad dem alle sammen, som han har gjort siden 1585.
Christoffer 2. sidder ikke længere i kælderen. Men folk, der går
derned, lægger mærke til en særlig stilhed.
Og Emerentia von Levetzau, der købte et slot for 94.929 rigsdaler og
stiftede et grevskab til evig tid, går stadig sine runder i de lange
gange, når der mangler en arving. Hun holder øje. Det har hun gjort i
tre hundrede år.
Om hun går i dag, ved ingen. Men man ved, at slottet står der, på den
flade holm i noret, hvor saltvand møder ferskvand – rødt og tungt og
alligevel, set fra syd i aftenlyset, når solen skinner mellem træerne
over de gamle mure, smilende.
Engang stod en konge her og så kun skudvinkler.
Skønheden kom senere. Men den kom.
Alle kildehistorierne år for år på aalholmslot.dk/slot/historie.