Sommeren 1905 sidder ejeren af Aalholm i Udenrigsministeriet i København, mens unionen mellem Norge og Sverige falder fra hinanden. Norge skal have en konge. Kandidaten er en dansk prins. Og henvendelsen til ham går gennem lensgreven fra Lolland.
En greve i regeringen
I 1905 var ejeren af Aalholm ikke blot lensgreve.
Frederik Christopher Otto Raben-Levetzau (1850–1933) var Danmarks udenrigsminister.
Han havde ikke gjort sig gældende i politik før. Han var uddannet cand.polit., havde været attaché i Paris og Wien i slutningen af 1870’erne og generalkommissær for den danske deltagelse i verdensudstillingen i Paris 1900. Da J.C. Christensen dannede regering den 14. januar 1905, blev Raben-Levetzau hentet ind som udenrigsminister – almindeligvis regnet for højremand i en Venstre-regering.
Fem måneder senere stod han midt i den største nordiske krise i mands minde.
Norge bryder med Sverige
Den 7. juni 1905 erklærede Stortinget unionen mellem Norge og Sverige for opløst.
Situationen var farlig. Sverige anså beslutningen for et brud på unionsakten. Hen over sommeren blev den svenske marine sendt til Strömstad, og Norge mobiliserede delvist i september, mens forhandlingerne i Karlstad var ved at bryde sammen.
Samtidig skulle Norge afgøre, hvad landet skulle være: republik eller monarki. Og hvis monarki – med hvem?
Stortinget tilbød først tronen til en prins af det svenske kongehus, det såkaldte Bernadotte-tilbud. Det var en forsoningsgestus over for Sverige. Men kong Oscar 2. var ikke indstillet på at tage imod, og den norske regering ledte fra begyndelsen efter en reserve.
Reserven hed prins Carl af Danmark.
Den danske prins
Carl var den næstældste søn af kronprins Frederik, den senere Frederik 8. Han var søofficer, ikke politiker.
Men han havde noget, Norge havde brug for. Hans hustru Maud var datter af den britiske kong Edward 7. En norsk konge fra det danske kongehus ville dermed have både skandinaviske rødder og direkte familiebånd til den stormagt, Norge helst ville stå nærmest: Storbritannien.
I løbet af juni blev prinsen sonderet fra både britisk og norsk side. Han svarede forsigtigt – men uden at lukke døren.
Den norske udsending og Aalholm-greven
Manden bag kandidaturet på norsk side var diplomaten Fritz Wedel Jarlsberg.
Han havde været norsk-svensk minister i Madrid, søgte sin afsked ved unionsopløsningen for at arbejde for Norges sag, og foreslog statsminister Christian Michelsen, at kronen skulle tilbydes prins Carl, hvis Bernadotte-tilbudet blev afvist. Sommeren og efteråret 1905 var han den norske regerings udsending i København.
Men en dansk prins kunne ikke bare hentes ud af København uden om den danske regering.
Her kom Frederik Raben-Levetzau ind.
Dansk Biografisk Leksikon skriver, at han som udenrigsminister formidlede Wedel Jarlsbergs henvendelse til prins Carl om at overtage den norske trone. Aalholms greve stod dermed direkte mellem den norske udsending og den kommende norske konge.
Den 29. juni 1905 gav prins Carl Wedel Jarlsberg sit betingede svar i København: Han var villig til at tage imod kronen – men kun hvis kong Oscar definitivt havde afslået den på sit hus’ vegne, og hvis både hans farfar Christian 9. og hans svigerfar Edward 7. gav deres samtykke. Og først skulle Norge og Sverige nå til enighed om selve unionsopløsningen.
Sverige måtte ikke ydmyges
Raben-Levetzau havde samtidig et andet hensyn.
Sverige.
Hvis Danmark for ivrigt hjalp Norge til en dansk konge, risikerede man at forgifte forholdet til Stockholm i en generation. Danmark var en småstat med Tyskland i ryggen og havde ikke råd til fjender mod nord.
Ifølge Dansk Biografisk Leksikon søgte Raben-Levetzau derfor også at virke modererende på de svenske krav under unionskrisen – blandt andet kravet om nedlæggelse af de norske fæstninger langs grænsen til Sverige. Fæstningsspørgsmålet var det mest betændte punkt i Karlstad-forhandlingerne, som endte i forlig den 23. september 1905 med en neutral zone og sløjfning af de nyeste norske grænseværker.
Det var klassisk diplomati. Danmark ønskede en dansk prins på Norges trone, men kunne ikke tillade, at Sverige opfattede resultatet som en dansk sejr.
Den 26. oktober frasagde Oscar 2. sig den norske krone og afviste officielt Bernadotte-tilbudet. Nu var vejen fri.
Prinsen ville have nordmændenes ja
Prins Carl var ikke villig til at modtage en krone gennem diplomatiske aftaler alene.
I Norge var der i efteråret opstået en livlig republikansk bevægelse, især i Venstres radikale fløj og i Arbeiderpartiet. Rygterne nåede København. Prinsen ville have sikkerhed for, at nordmændene faktisk ville have ham.
Statsminister Michelsen ville helst undgå en folkeafstemning. Store norske leksikon skriver, at den danske udenrigsminister, det danske kongehus og ikke mindst Carl selv ville have den. Michelsen måtte bøje sig.
Afstemningen blev klogt formuleret. Nordmændene skulle ikke stemme om monarki eller republik som princip, men om Stortingets bemyndigelse til regeringen til at opfordre prins Carl til at lade sig vælge. Det var lettere at sige ja til.
Den 12. og 13. november 1905 stemte nordmændene.
259.563 stemte ja. 69.264 stemte nej. Knap 79 procent for.
Den 18. november valgte Stortinget enstemmigt prins Carl til Norges konge. Telegrammet fra stortingspræsident Carl Berner blev afleveret i København samme aften, og prinsens svar kom tre timer senere: Han tog imod valget, antog navnet Haakon 7. og gav sin søn Alexander navnet Olav.
Det var Wedel Jarlsberg, der overbragte nyheden til Christian 9., og som ledsagede det nye kongepar til Norge. Den 25. november blev de modtaget i snevejr og tåge ved Drøbak.
Aalholm midt i Europas diplomati
Det er let at se Frederik Raben-Levetzau som godsejeren på Aalholm – manden bag den store ombygning i 1889–90, jagterne og selskaberne.
Men i 1905 sad han ved et af de centrale borde i nordisk storpolitik.
Dansk Biografisk Leksikon nævner netop to ting fra hans indsats under unionskrisen: Han formidlede henvendelsen om prins Carls kandidatur, og han arbejdede for at begrænse de svenske krav mod Norge.
Hans ministertid blev kort. I 1908 indgav han sin afskedsbegæring efter afsløringen af justitsminister Albertis bedrageri og fremkaldte dermed regeringens fald. Han deltog ikke siden i politik og døde på Aalholm i 1933.
Resultatet af 1905 eksisterer stadig.
Det norske kongehus, der i dag sidder på tronen, begynder med Haakon 7. Og i den diplomatiske proces, der førte den danske prins fra København til Kristiania, finder man også navnet på manden fra Aalholm.