Den 23. marts 1628 sidder Christian IV i Burg på Femern og skriver tre breve. Det første er et pas for en gruppe fangne officerer. Det andet er en ordre om at låse dem inde i kahytten på overfarten til Lolland. Det tredje er en befaling til tolderen i Rødby om at føre dem under streng bevogtning til Aalholm Slot og aflevere dem til lensmanden Christoffer Urne. På én eneste dag forvandler kongens kancelli det gamle slot ved Nysted til et militært fængsel.
Krigen kommer til Østersøen
I foråret 1628 stod Danmark midt i den vanskeligste krig i Christian IV’s regeringstid. Kongen var i 1625 gået ind i den europæiske storkrig som leder af den protestantiske sag i Nordtyskland, og det var gået galt. Den 27. august 1626 blev hans hær slået ved Lutter am Barenberge, og i løbet af 1627 rykkede de kejserlige tropper under Wallenstein og Tilly op gennem Holsten og Jylland. Ved årsskiftet 1627–28 var hele den jyske halvø besat. Også Femern, den lille ø mellem Holsten og Lolland, var faldet i fjendens hænder.
Men kongen havde stadig ét afgørende kort på hånden: flåden. Kejseren rådede ikke over skibe, som kunne udfordre den danske i Østersøen, og så længe det var tilfældet, var øerne uden for rækkevidde. Lolland blev dermed frontlinje. Herfra kunne kongen slå tilbage over vandet.
I marts 1628 samledes tropper, skibe, proviant og artilleri i Rødby og Nakskov. Styrken var broget: tyske lejesoldater, engelske og skotske kompagnier og udskrevne danske bønder. I en ordre af 20. marts fastlagde kongen selv rækkefølgen ved landgangen på Femern – først de tyske professionelle, derefter englænderne og skotterne, og til sidst bønderne med våben, skovle og spader. Søfareren Jens Munk, der få år forinden var vendt hjem fra sin katastrofale ekspedition til Hudsonbugten, havde fået instruks om, hvordan skibene skulle gå frem.
Få dage senere sad Christian IV i Burg på Femern. Og der stod han nu med et praktisk problem: en gruppe fangne fjendtlige officerer, som skulle bort fra øen.
Tre kaptajner, tre løjtnanter, tre fændrikker, seks sergenter
Passet, som kongen udstedte den 23. marts, opregner fangerne usædvanligt præcist. Der var tre kaptajner – Polidor, Carre og Fontaine – samt tre løjtnanter, tre fændrikker og seks sergenter. I alt femten officerer og underofficerer.
De skulle føres fra Femern til København og undervejs forsynes med heste og vogne, fri færge, mad og øl. Det var ikke almindelige soldater, der blev drevet af sted som en flok. Officerer var værdifulde: de kunne udveksles mod danske fanger, de kunne afhøres, og de blev efter tidens skik behandlet med en vis anstændighed. Men de skulle frem for alt bevogtes.
Indelukket i kahytten
Samme dag fik Marcus Hes, der skulle sejle fangerne over Femern Bælt, sin egen ordre – og den er langt mere håndfast end passet. Han skulle tage fangerne om bord sammen med otte soldater. Under overfarten måtte fangerne ikke bevæge sig frit på skibet; de skulle indelukkes i kahytten og holdes under omhyggelig bevogtning af både besætningen og soldaterne. Så snart de var afleveret på Lolland, skulle de otte soldater straks vende tilbage til kongen på Femern.
Kongen tog tydeligvis ingen chancer. Et flugtforsøg på en kort sejlads i et farvand, hvor begge parter opererede, ville have været pinligt – og dyrt.
Tolderen i Rødby og vejen til Aalholm
Da skibet nåede Lolland, overtog Rasmus Jørgensen, tolder i Rødby, ansvaret. Kongens brev til ham er kort og klart. Han skulle tage fangerne i “god Forvaring” og straks sende dem videre til Aalholm Slot, til Christoffer Urne til Aasmark, embedsmanden sammesteds. Hele vejen fra Rødby til Aalholm skulle bevogtningen være så streng, at tolderen personligt kunne stå til ansvar over for kongen, hvis noget gik galt.
Fangetransporten kan derfor følges skridt for skridt: Femern – skib over Femern Bælt – Rødby – over land gennem Lolland – Aalholm Slot. Ved ankomsten ventede lensmanden Christoffer Urne bag slottets mure.
Det er værd at bemærke, hvad Aalholm var i 1628. Slottet var stadig kongelig ejendom og administrativt centrum for det østlige Lolland, med tykke mure, tårne og mulighed for at holde folk under sikker bevogtning. Beliggenheden gjorde det særligt anvendeligt netop nu: Femern lå lige på den anden side af vandet, Rødby var militært knudepunkt, og tropper og forsyninger bevægede sig frem og tilbage gennem Lolland. Aalholm lå lige bag fronten. Da kongen pludselig stod med en gruppe værdifulde fanger, var slottet det naturlige sted at føre dem hen – en station på vejen mod København, sikker nok til at man ikke behøvede haste.
For en tid blev slottets gamle mure dermed brugt til en af de funktioner, middelalderborge oprindeligt var bygget til: at holde mennesker inde.
Femten eller seksten?
Kilderne rummer et lille mysterium. Passet opregner tre kaptajner, tre løjtnanter, tre fændrikker og seks sergenter – præcis femten. Men i ordren til Marcus Hes, skrevet samme dag, tales der om “nærværende 16 Fanger”, og i brevet til tolderen i Rødby igen om “medfølgende 16 Fanger”.
Vi ved derfor ikke, om der faktisk var femten eller seksten mand. Måske manglede én i den detaljerede opregning – en tjener, en skriver, en såret mand uden rang. Måske er det en skrivefejl i et af kancelliets dokumenter. Det afgørende er, at uoverensstemmelsen ikke er opstået i senere litteratur. Den findes allerede i de samtidige kongelige breve, og den kan ikke løses ud fra Kancelliets Brevbøger alene.
Et øjebliksbillede fra marts 1628
Vi ved ikke, hvor på Aalholm fangerne blev anbragt. Vi ved ikke, hvor længe de sad på slottet, før rejsen fortsatte mod København, og vi ved ikke, hvad der siden blev af Polidor, Carre og Fontaine. Kilderne tier.
Men den 23. marts 1628 giver de tre kongelige breve os et usædvanligt skarpt øjebliksbillede. Et skib sejler fra den krigshærgede ø Femern mod Lolland. Nede i kahytten sidder en gruppe officerer indespærret. På dækket står otte bevæbnede soldater. I Rødby venter kongens tolder. Og længere mod øst venter Christoffer Urne bag murene på Aalholm.
For mere end fire hundrede år siden var Aalholm således ikke blot slot og lensadministration. Det var også Christian IV’s fængsel for krigsfanger fra Trediveårskrigen.