I 1580’erne gennemgik Aalholm sin største forvandling i flere hundrede år. Bag den gamle østmur rejste sig en ny, grundmuret fløj, og de to nordvendte tårne blev bygget færdige. Da kong Frederik 2. og dronning Sophie kom på besøg i 1585, skrev hele hoffet sig på væggen — fra rigets kansler til kongens hofnar. Væggen findes endnu, og navnene kan læses.
En usædvanlig byggekontrakt
Finansieringen af det store byggeri var et lille studie i renæssancens statsadministration. Fra 1581 til 1584 fik lensmanden på Aalholm reduceret sin afgift til kongen — mod til gengæld for egen regning at opføre en grundmuret fløj på slottet. Kronen betalte altså ikke med rede penge, men med skatterabat: lensmanden lagde ud, kongen gav afslag i lensafgiften, og Aalholm fik sin nye østfløj.
Aftalen kan følges i Kancelliets Brevbøger — kongens udgående korrespondance, hvor Aalholms len og lensmænd optræder igen og igen i netop disse år. Det var sådan, riget blev drevet: kronens slotte blev vedligeholdt og udbygget gennem lensmændene, og regningen blev gjort op i afgifter, korn og kvæg.
Manden, der stod for det hele, var Hack Holgersen Ulfstand — en af tidens fremragende mænd, lensmand fra 1577. Slottet var ved hans overtagelse “meget bygfældigt”, som kilderne tørt bemærker. Det var det ikke, da han var færdig.
Renæssancen flytter ind i middelalderborgen
Byggeteknikken afslører præcist, hvornår arbejdet skete — og man kan stadig se det med det blotte øje.
Hvor borgens ældste mure står i middelalderens munkeskifte, blev der i 1580’erne muret med krydsskifte, 1500-tallets teknik. På de to nordtårne løber grænsen mellem de to teknikker i omkring femten alens højde — knap ti meter oppe. Alt derunder er middelalder. Alt derover er Ulfstand.
Tårnene stod nemlig ufærdige, da han gik i gang, og i august 1585 fik han overdraget at lade de to ufuldendte tårne på Aalholm bygge færdige. Det er de samme svære, firkantede tårne, der i dag rejser sig på slottets nordvestlige og nordøstlige hjørne — den skyline, der stadig møder én over Nysted Nor.
Aalholm havde udspillet sin militære rolle; kanoner og nye fæstningstyper havde gjort de gamle ringmursborge forældede. Men som kongeligt slot og lenets centrum skulle borgen stadig kunne huse en konge standsmæssigt. Indskrifter i bygningen viser, at værket stod fuldført i 1585.
Timingen var ingen tilfældighed. Frederik 2. var danmarkshistoriens store byggekonge: samme år, 1585, stod hans pragtslot Kronborg færdigt ved Øresund. Ombygningen af Aalholm var den lollandske gren af samme bevægelse — renæssancens Danmark, hvor kongens slotte skulle vise rigets magt og moderne smag.
Sommeren 1585: Kongen kommer
Den sommer færdedes Frederik 2. med sin dronning og hele hofstaten omkring på Lolland og Falster, og de tog ophold på Aalholm — måske netop for at tage resultatet af de nye byggearbejder i øjesyn.
Det er fristende at se en sammenhæng i datoerne: kongen besøgte slottet den sommer, og i august udgik ordren om at bygge de to tårne færdige. Bygherren kom, så — og bestilte mere.
Og hoffet efterlod sig et minde, der hører til borgens største skatte.
Væggen: Danmarks fornemste gæstebog
På den røde murstensvæg — som tidligere dannede en del af trappeopgangen til det største tårn — satte kongen, dronningen og deres hofmænd deres navne og valgsprog, eller disses forbogstaver, i store og tydelige træk, omgivet af alskens sælsomme tegn og mærker. Indskriften sidder på begge sider af et vindue, og bogstaverne er af meget ulige størrelse.
Alle valgsprogene er på tysk — hoffets sprog under Frederik 2. Til sammenligning kendes en lignende navneliste fra Christian 4.s besøg i Bergen i 1599, men dér veksler sprogene mellem dansk, tysk, fransk og latin. Aalholm-væggen er den ældre og den strammere af de to.
Få danske rum kan fremvise noget lignende. Mens Kronborgs berømte kongetapeter blev vævet i netop årene 1581-85, fik Aalholm sin egen, mere personlige kongelige udsmykning: monarkens egen signatur, malet direkte på muren.
Hoffet på væggen — navn for navn
Det bemærkelsesværdige er, at listen kan læses som en rangfølge over Danmarks magtelite anno 1585.
Lige efter kongen står Niels Kaas — rigets kansler og næst kongen rigets første mand. Derefter Absalon Juul, der få år forinden havde afløst historieskriveren Arild Huitfeldt som øverste sekretær i det danske Kancelli. Hans von Stralendorff var kongens skænk og hofmarskal. Hofjunkerne Preben Bild og Tage Krabbe nåede senere begge samme værdighed.
Flere af navnene var eller blev kongelige lensmænd: Gabriel Sparre på Dalby Kloster, Knud Rud på Korsør, Magnus Svave i Gynge Herred og Ditlev Holck på Gotland — hvis søn blev den ryttergeneraler fra Trediveårskrigen, der lever videre i Schillers Wallenstein.
Wilhelm von der Wense drog i 1589 til Skotland som kammerjunker for kongedatteren Anna, da hun rejste ud for at blive dronning af Skotland — og siden af England. Og Reinholdt Fuchs var kongens “hingstrider”; hans tilnavn von Boineburg er på væggen blevet til “Røneborgh”.
En sommerdag i 1585 stod de alle sammen i samme rum på en holm i Nysted Nor.
Og nederst: hofnarren
Sidst i indskriften står et navn, der ikke ligner de andre: Christopher Koryot.
Det er indrammet af et narrehoved og en ølkande, og der hører en filosofisk devise til. Da bygningshistorikeren S. Skouboe gennemgik væggen for Illustreret Tidende i 1906, tillod han sig den slutning, der ligger lige for: her har vi formentlig bevaret navnet på kongens hofnar.
Kansler, sekretær, hofmarskal, junkere, lensmænd — og narren, med ølkanden malet ved sit navn. Renæssancens hof, komplet, på en væg på Lolland.
Slottets senere fortællinger om hofnarren har med andre ord en dokumenteret rod. Han hedder Christopher, og han har stået der siden 1585.
Skjult, genfundet — og rettet lidt for hårdt
Væggen har ikke altid været fremme.
I lang tid lå indskriften skjult under trappeopgangens kalkpuds, og først i 1882 blev den fundet og afdækket — syv år før den store ombygning gik i gang. Det er værd at tænke over: havde pudsen ikke gemt den, havde fire hundrede års kalkning og slid formentlig taget den.
Til gengæld kan man se, at en senere opfriskning af indskriften er gået lidt for håndfast til værks. Dronningens og kanslerens tyske valgsprog er blevet forvansket undervejs, bogstaver er faldet ud af Tage Krabbes fornavn, og af ét navn er kun tre bogstaver tilbage — måske resterne af hofmanden Düring Ramel. Væggen bærer altså både 1585 og sine restaureringer i sig, som resten af slottet.
Dronningen der kom igen
Besøget i 1585 fik et efterspil, ingen i salen kunne forudse. Tre år senere, i 1588, døde Frederik 2. — og enkedronning Sophie fik Lolland-Falster som sit livgeding: enkedronningens forsørgelsesgods, med Aalholm blandt lenene.
Kvinden, der i 1585 satte sit navnetræk på væggen som gæst, blev fra 1588 egnens egentlige herskerinde — og forblev det i mere end fire årtier, frem til sin død i 1631. Sophie viste sig som en af tidens skarpeste godsadministratorer og finansfolk, så velhavende, at hun lånte penge ud til fyrster over hele Nordeuropa. Hendes styre af de lollandske len kan følges i hendes kopibøger fra 1588-1617 — den direkte fortsættelse af den historie, der begynder med navnetrækket på væggen.
Efterskrift: 1906
Væggen blev nyhedsstof én gang til.
Da kong Frederik 8. besøgte Aalholm i sommeren 1906, gjorde Illustreret Tidende noget elegant: i samme nummer som reportagen fra kongebesøget trykte bladet S. Skouboes gennemgang af væggen fra 1585 — et kongebesøg spejlet i et andet, med 321 år imellem.
Bladet sluttede med ordene om, at indskriften nu atter var kommet til ære og værdighed og langt ned i fremtiden ville bringe bud fra længst forsvundne dage, “da et Kongebesøg sikkert har faaet Slottets Haller til at genlyde af munter Skæmt og Bægerklang.”
Det gør den stadig.
