I 1671 kom embedsmænd til Aalholm med en ganske anden opgave end de konger, dronninger og soldater, der gennem århundreder havde passeret vindebroen. De skulle ikke holde hof, forsvare borgen eller kræve dens nøgler udleveret. De skulle se på murene.
Og det, de fandt, var ikke kønt.
Rigsarkivets gamle registratur fortæller, at der dette år blev foretaget en særlig “Besigtelsesforretning over Bygningernes Brøstfældighed paa Aalholm Slot, Ladegaarden og Bispens Ø”. Med datidens ord var Aalholm brøstfældigt: bygningerne var mangelfulde, nedslidte og i dårlig stand.
Tretten år efter svenskerne
Forklaringen lå lige for.
Under svenskekrigene var Aalholm blevet hårdt medtaget. Bly og skifer var revet af tårnene, vinduer slået i stykker og tagværk og tømmer beskadiget. Slottet havde allerede før krigen haft behov for reparationer, men efter besættelsen var efterslæbet blevet voldsomt.
Samtidig var Aalholms gamle rolle ved at forsvinde. Med enevældens indførelse i 1660 blev lenene afskaffet og Aalholm Len til Aalholm Amt. Den gamle middelalderborg var ikke længere et militært magtcentrum på samme måde som tidligere.
I 1670 fik Frederik 3.s enke, Sophie Amalie, krongodset på Lolland og Falster som livgeding. Året efter blev der ikke blot set på selve Aalholm; kilderne nævner også en besigtigelse af enkedronningens og kronens jordegods på Lolland og Falster. Det ligner en grundig status over det gods, den nye enkedronning havde fået til rådighed.
Aalholm før de store ombygninger
Netop derfor er synet fra 1671 så værdifuldt.
Senere generationer byggede om, rev ned, flyttede vægge og ændrede tage og tårne. Men i 1671 stod meget af det gamle Aalholm endnu, omtrent som middelalderens og renæssancens mennesker havde kendt det.
Sammenholdt med Resens omtrent samtidige prospekt giver beskrivelsen et sjældent indblik i borgen.
Aalholm bestod af tre egentlige fløje og fire kraftige hjørnetårne. Mod vest lukkedes borggården af en mur med forsvarselementer og vægtergang. I nordfløjen lå blandt andet køkken og bryggers. I østfløjen fandtes fruerstuen ved vindeltrappetårnet, og omkring portfløjen lå borgestue og andre arbejdsrum.
Det er ikke længere bare en borg set udefra. Pludselig kan man begynde at forestille sig livet inde bag murene: ild i køkkenet, brygning, tjenestefolk gennem gården, døre mellem rummene og vagten ved porten. Aalholms nuværende historie fremhæver netop synet som et af de sikreste øjebliksbilleder af den gamle borg.
Vindebroen virkede stadig
En detalje er særlig.
Selv efter svenskernes hærgen og år med mangelfuld vedligeholdelse fungerede hejseværket til vindebroen endnu.
Det må have været et levn fra en anden tid. I 1671 var Aalholm ikke længere en borg, der realistisk skulle modstå en belejringshær. Kanoner og moderne krigsførelse havde for længst gjort den klassiske middelalderborg militært forældet.
Men maskineriet var der endnu.
Man kunne stadig hæve broen og skille den gamle borg fra verden udenfor.
Det er måske det nærmeste, vi kommer et øjebliksbillede af Aalholm på grænsen mellem to tidsaldre: middelalderens forsvarsværk stod endnu, mens den stat, der havde bygget det, allerede var i færd med at organisere sig på en helt ny måde.
Det mystiske femte tårn
1671-beskrivelsen har endda givet senere bygningshistorikere en lille gåde.
Kilden omtaler noget, der kunne læses som et femte tårn. Aalholm kendes ellers som anlægget med de fire hjørnetårne. Senere undersøgelser af murværket har peget på, at der sandsynligvis var tale om et bygningsparti, hvis tagform fik det til at fremstå tårnagtigt.
Det viser samtidig, hvor vanskeligt det er at rekonstruere et slot, som generation efter generation har bygget videre på.
Murene kan tale – men de kræver en oversætter.
En borg ingen rigtig ønskede at bygge om
Synet fra 1671 dokumenterede forfaldet, men det førte ikke til nogen stor barok modernisering.
Det skulle siden vise sig at være heldigt.
Aalholm fik i lange perioder kun de reparationer, der var nødvendige for at holde bygningerne nogenlunde i live. Hvor andre gamle kongeborge blev ombygget til moderne slotte eller helt forsvandt, stod store dele af Aalholms middelalderlige murværk videre.
Forfaldet var naturligvis ikke nogen bevaringsplan. Men resultatet blev paradoksalt nok, at noget meget gammelt overlevede.
I dag er synet fra 1671 derfor mere end en rapport om utætte tage og dårlige mure.