Gammel museumsguide cirka 1975
Brochure af Merete og John Raben 1993
Sommeren 1972 står en journalist fra Folketidende i Aalholms vindeltrappe og noterer, at snoningen vender den rigtige vej. Om få dage kan alle, der løser billet, stå samme sted. For første gang i borgens historie åbner familien selve slottet for publikum – ikke parken, ikke bilerne på Stubberupgård, men salonerne, køkkenet, fangekælderen. Familien bliver boende. I 23 sæsoner er Aalholm både hjem og museum.
Et hus, der aldrig havde været åbent
Aalholm havde altid været lukket land.
Kongelige lensmænd, enkedronninger, grever og baroner havde boet bag murene, og de få, der kom ind, var gæster: fyrster, ministre, familie. Almindelige mennesker kendte slottet udefra – fra Nysted, fra dæmningen, fra vandet.
Det ændrede sig i juni 1972.
Nysted Lokalhistoriske Arkiv har bevaret samtidens spor. Den 23. juni 1972 bragte Folketidende artiklen “Ridderes hemmelighed og vindeltrappen med den rigtige snoning” – skrevet, som arkivet noterer, “i anledning af at en del af slottet åbnes for publikum”. Samme år udkom en billedreportage i et ugeblad under titlen “Sørøverne er borte”, ligeledes om åbningen. Overskrifterne fortæller, hvad man solgte: middelalder, mystik og et hus med hemmeligheder.
Åbningen var ikke et brud, men en fortsættelse. Baron Johan Otto Raben-Levetzau havde siden 1964 drevet Aalholm Automobilmuseum på Stubberupgård og fra 1968 veterantoget gennem Hestehaven. Turisme var allerede en del af godsets økonomi. I 1972 fulgte slottet selv med.
Et hjem, ikke en kulisse
Det særlige ved Aalholm var, at man ikke trådte ind i et museum, der var indrettet som museum.
Man trådte ind i et hjem, hvor familien stadig boede.
Et sjældent samtidigt vidnesbyrd findes i fotohistorikeren Alex Steinbachs beretning i tidsskriftet Objektiv (nr. 33, 1985). Han beskriver, hvordan han kørte op ad alléen, om bag slottet og ind ad den private port, og hvordan baronessen tog imod og førte ham op i familiens private fløj, hvor de i et par timer planlagde en udstilling – mens guiderne samtidig viste publikum rundt i museumsdelen.
Det er et præcist billede af arbejdsdelingen: en privat fløj, en museumsdel, og en baronesse, der selv stod for særudstillingerne.
Møblerne, malerierne, porcelænet og sølvet var derfor ikke samlet sammen udefra for at skabe en historisk stemning. De hørte til huset. Generationer af Raben-slægtens ting stod i de rum, hvor de altid havde stået.
Rundgangen
Vi ved i hovedtræk, hvad gæsten fik at se, fordi museets egne guider er bevaret. Nysted Lokalhistoriske Arkiv registrerer tre: “Aalholm Slot. Plan og Guide” (ca. 1975), “Aalholm Guide” (ca. 1985) og den tresprogede “Aalholm. Slottet – The Castle – Das Schloss” (ca. 1992). Den ældste ligger i dag digitaliseret på aalholmslot.dk.
1975-guiden fører gæsten gennem blandt andet Den Røde Salon, Den Lille Spisestue og et gæsteværelse i Louis XVI-stil. Fotografierne viser et Aalholm, der stadig var fuldt møbleret: lysekroner, tæpper, malerier, skabe.
Herfra gik man ned i det gamle slotskøkken, indrettet under lensgreve Frederik Raben-Levetzaus store ombygning omkring 1890 med brændekomfur og kobbertøj til en stab på syv. Kobbergryderne stod der endnu.
Og så gik man videre ned – til de dele af borgen, der var langt ældre end alt det andet.
Fangekælderen
Det var kældrene, der gjorde størst indtryk.
Her blev den fjerneste middelalderhistorie fysisk. Gæsten stod ikke foran et maleri eller læste et skilt, men gik ned i den gamle borg, og formidlingen knyttede rummet direkte til traditionen om kong Christoffer 2., der i 1332 skulle have siddet fanget på Aalholm. Blandt arkivets udklip fra museumsårene findes en udateret artikel med den talende overskrift “I Aalholms fangekælder blev en konge forgivet” – en formulering, der viser, hvor langt den folkelige udgave af historien kunne gå.
Kildekritisk må man holde de to lag adskilt. At Christoffer 2. døde i Nykøbing-området i 1332, og at Aalholm på det tidspunkt var pantsat til de holstenske grever, er dokumenteret. At kongen sad fanget i netop dette kælderrum, og at han blev forgivet, er tradition. Museet fortalte traditionen; det er ikke det samme som at bekræfte den.
En beskrivelse fra Lolland-Falsters historiske årbog 1986 fremhæver netop kontrasten, der bar besøget: fornemme interiører oven på, og nedenunder våbensamlingen, fangekælderen, det gamle toilet over voldgraven og kælderrummene.
Det var historie som oplevelse, længe før ordet “oplevelsesmuseum” fandtes.
Grevens fugle
Aalholm rummede noget, som få herregårde kunne matche: slægtens egne samlinger.
Grev Frederik Christian Raben (1769–1838) havde omkring 1800 opbygget en naturhistorisk samling af internationalt format, og en del af den var blevet på slottet. Det fortælles andetsteds i denne serie. I museumsårene kom den frem igen.
Ifølge Lolland-Falsters historiske årbog blev fuglesamlingen åbnet for publikum i 1974. Den rummede eksemplarer af arter, der siden var uddøde – men ikke længere den mest berømte. Aalholms gejrfugl var i 1971 solgt til Island, året før slottet åbnede. I 1976 blev rundgangen udvidet med en sommerfuglesamling og en samling flintredskaber fundet på Aalholms egne jorder.
Dermed kunne en enkelt rundgang føre gæsten fra middelalderborg over herregårdskultur til naturhistorie og oldtid.
Et museum i bevægelse
Slotsmuseet stod ikke stille. Arkivets udklip viser en fast rytme af sommerudstillinger.
I juni 1981 vistes en samling antikke topografiske billeder fra Lolland-Falster. I juli 1984 fik baronen et avanceret kamera fra omkring 1900 i gave, og Folketidende noterede, at gaven havde givet “en ny idé”: næste års særudstilling skulle handle om gamle fotografiapparater.
Hvordan den idé blev til virkelighed, ved vi usædvanligt detaljeret, fordi Alex Steinbach fra Nykøbing F. selv skrev det ned. Han læste om efterlysningen i lokalavisen, tøvede en måned, ringede til slottets sekretær og blev spurgt, hvilket apparat han havde. Han svarede, at det måtte hun selv vælge – der stod omkring 350 på hylderne derhjemme. Der blev stille i telefonen. Baronessen fortalte ham senere, at der kun var kommet 10–12 opringninger, og at det ikke kunne blive til meget udstilling. De blev enige om, at hans samling skulle bære den.
Udstillingslokalet var ikke ideelt – det var delt af en glasvæg og uden montrer, så apparaterne måtte stilles op på én lang række. Alligevel: da udstillingen lukkede den 1. september 1985, havde 33.000 gæster set den, og guiderne fortalte Steinbach, at publikum havde været begejstrede.
Tallet er værd at standse ved. 33.000 mennesker gennem én sommerudstilling på første sal af et privat slot på Lolland.
Rækken fortsatte. I maj 1989 kunne Folketidende fortælle, at “baronessen henter det kolde gys i England” – årets særudstilling. Arkivet gemmer også en udateret omtale af en udstilling af gamle apoteksgenstande, “Fra vore gamle apoteker”.
Og i juni 1987 bragte Berlingske Tidende en artikel om Aalholm Slotsmuseum med en overskrift, der siger alt om, hvad slottet kæmpede med i skyggen af bilerne: “Der er andet end biler på Aalholm.”
Et af Sydhavsøernes store udflugtsmål
Automobilmuseet trak folk til Nysted. Men slottet blev en selvstændig del af dagen.
En senere samlet fremstilling anslår, at slot og automobilmuseum tilsammen havde mellem 40.000 og 50.000 besøgende om året og var blandt Danmarks kendteste turistattraktioner. Man kunne bruge det meste af en dag på stedet: slottet, samlingerne, parken, veterantoget, bilerne.
Baronparret stillede gerne slot, park og biler til rådighed for samtidens danske film – de to optagelser i 1976 og 1977 har deres egen historie i denne serie – og filmene sendte igen publikum til Nysted.
Men inde bag murene var oplevelsen en anden end på Stubberupgård. Der var stille. Der var tæpper på gulvene. Man var på besøg hos nogen.
Øjebliksbilledet fra 1986
Beskrivelsen i Lolland-Falsters historiske årbog 1986 læser næsten som en rejsefører. Indendørs så man møbler, malerier og dekorationer fra især de seneste hundrede års herregårdsliv. Der var fugle- og sommerfuglesamling, slotskøkkenet, våben, fangekælderen og de gamle kælderrum.
Det er måske den mest præcise beskrivelse af, hvad Aalholm Slotsmuseum var.
Det var ikke én samling. Museet var slottet selv – bygningen, rummene, tingene og familien i én oplevelse.
Da dørene lukkede
Johan Otto Raben-Levetzau døde i vinteren 1992. Sønnen John Raben-Levetzau overtog godset sammen med sin hustru Merete – og med gæld, arveafgift og forpligtelser over for resten af familien.
Sæsonerne 1994 og 1995 skuffede. Den 12. august 1995 citerede Folketidende John Raben-Levetzau for, at han godt forstod, at museerne fik for få gæster. Den 31. august 1995 var forsidehistorien “Aalholm Gods gået i betalingsstandsning”, ledsaget af artikler om et familiedynasti, der rystedes, og om et alvorligt tilbageslag for Lollands turisme. Sidst på efteråret opgav kreditorerne, og i januar 1996 blev slot, gods og bilmuseum solgt til forretningsmanden Stig Husted-Andersen.
Den 14. marts 1996 gik Folketidende sammen med den øvrige presse “sidste rundvisning på Aalholm Slot” – inden auktionen. I dagene 20.–23. maj 1996 solgte Sotheby’s slottets indbo: 2.209 numre, 21,6 millioner kroner. Den auktion har sin egen historie i denne serie.
Den nye ejer holdt automobilmuseet åbent. Slot og park blev lukket for offentligheden.
Historisk Atlas angiver 1972–1996 som den periode, hvor hovedbygningen fungerede som turistmål. Reelt var 1995 den sidste publikumssæson; marts 1996 var en afsked for pressen.
23 år, hvor man kunne gå ind
Fra sommeren 1972 til efteråret 1995 kunne tusindvis af mennesker opleve Aalholm indefra.
De gik ad vindeltrappen med den rigtige snoning, gennem salonerne, forbi grevens fugle og ned i kældrene. De så kobbertøjet i køkkenet og sporene efter århundreders ombygninger, og de gik forbi en dør, bag hvilken familien boede.
For en hel generation på Lolland-Falster er det stadig sådan, Aalholm huskes: ikke som et lukket slot ude i noret, men som et sted, man kunne gå ind.
