Sommeren 1533 er Danmark uden konge. Frederik 1. er død i april, rigsrådet er samlet i København for at vælge en efterfølger og kan ikke enes, og året efter bryder Grevens Fejde ud. Midt i denne rigskrise står to bønder fra Frejlev foran landets mægtigste mænd. De skal forklare, hvorfor deres landsby har slået Aalholms foged ihjel i skoven – og de skal bede om beskyttelse mod lensmanden på den kongelige borg. Det får de. Omkring den dokumenterede hændelse vokser siden et af Lollands mest sejlivede sagn frem: historien om Knækkerygstenen, de 24 hvide okser med røde ører og Skalkekorset.
En landsby med usædvanlige rettigheder
Frejlev, der ligger få kilometer vest for Nysted, var ikke som de fleste andre landsbyer på Lolland. Bønderne havde deres egne skove og vogtede nidkært over retten til at bruge dem. Den senere tradition fortalte, at ejendomsretten stammede helt tilbage fra dronning Margrete 1., som skulle have belønnet Frejlevbønderne for deres tapperhed. Det er en god historie, men der er ikke bevaret noget dokument fra Margretes tid, som kan bekræfte den, og den bør behandles som det, den er: en oprindelsesfortælling.
Det første sikre dokument er derimod fra 1521. Her stadfæstede Christian 2. Frejlevbøndernes særlige skovrettigheder. De måtte blandt andet lade deres svin gå på olden i deres egne skove uden at betale oldengæld, den afgift som ellers var en vigtig indtægt for kongens len. Privilegiet blev bekræftet af Frederik 1. i 1528, og brevene blev bevaret af Frejlev bylav i landsbyens bykasse, hvor efterfølgerne stadig opbevares.
På papiret var reglerne altså klare. Men der var også Aalholm.
Lensmanden på Aalholm
I 1533 var Jørgen von der Wisch lensmand på Aalholm. Borgen var stadig kongens, og lensmanden administrerede ikke blot slottet, men betydelige jorder, indtægter og rettigheder omkring det. Skovene hørte til det mest værdifulde. De gav tømmer og brænde, græsning og ikke mindst olden til svinene, og retten til en skov kunne være forskellen på en stor indtægt og en stor udgift.
Frejlevbønderne mente, at deres kongelige privilegier gjorde sagen klar. Lensmanden på Aalholm var åbenbart ikke enig. Det er værd at bemærke tidspunktet: Frederik 1., som havde stadfæstet privilegiet fem år tidligere, var netop død, og det kan have set ud, som om der nu var et rum, hvor bøndernes brev ikke længere kunne håndhæves.
Aalholms foged går ind i Frejlev Skov
Det usædvanlige ved denne historie er, at vi ikke kun har sagnet. Vi har en gengivelse af Frejlevbøndernes egen forklaring fra 1533, som den blev fremlagt for Herredagen.
Ifølge den drog Aalholms foged ud i Frejlevs skov sammen med bønder fra en af nabobyerne – senere tradition siger Kettinge – og lod dem fælde træer. Da nyheden nåede Frejlev, samlede bønderne sig og gik ud i skoven for at få at vide, med hvilken ret fremmede fældede træer dér. Konfrontationen eskalerede. I bøndernes egen fremstilling gik fogeden dem i møde med “væbnet hånd og hårde ord”, og de hævdede, at de troede, han ville skyde en af dem. Så tog de sagen i egen hånd, og fogeden blev dræbt. Da de senere skulle forklare sig for rigets øverste myndighed, formulerede de det forsigtigt: de var kommet til at “slå ham ihjel”.
Dermed var det ikke længere en lokal småsag. En af Aalholms embedsmænd var blevet dræbt af bønder, som åbent havde modsat sig lensmandens myndighed.
To bønder rejser til København
Frejlev kunne nu have forventet en voldsom gengældelse fra Aalholm, og den var faktisk allerede i gang. Ifølge bøndernes klage blev landsbyen efter drabet så hårdt truet af lensmandens fogeder og svende, at folk ikke turde gå uden for deres egne huse.
I stedet for at overgive sig gjorde landsbyen noget bemærkelsesværdigt. Den sendte Hans Olufsøn og Henning Stafensen til København for at føre sagen helt op for Herredagen, hvor rigets mægtigste mænd var samlet, og som blandt andet fungerede som landets øverste domstol.
Tidspunktet kunne næsten ikke have været mere dramatisk. Frederik 1. var død på Gottorp Slot den 10. april 1533. Da bønderne fra Frejlev nåede København, havde Danmark derfor ingen konge. Rigsrådet var samlet netop for at vælge en ny, men katolikker og lutheranere stod stejlt over for hinanden, og rådet kunne ikke enes om Frederik 1.s søn, den senere Christian 3. Landet befandt sig i et politisk tomrum, som året efter udviklede sig til borgerkrigen Grevens Fejde. Midt i denne rigskrise stod to bønder fra Frejlev og bad Danmarks rigsråd om beskyttelse mod lensmanden på Aalholm.
Og rådet lyttede.
Afgørelsen af 17. juni 1533
Den 17. juni 1533 udstedte Herredagen sit åbne brev om sagen, og afgørelsen er bemærkelsesværdig. Frejlevbønderne skulle fortsat have lov til at nyde, bruge og beholde deres skove, så længe ingen gennem en lovlig retssag kunne bevise, at de ikke havde ret til dem. Jørgen von der Wisch fik en direkte besked: han og hans folk skulle lade bønderne være i fred. Mente lensmanden, at Frejlevs rettigheder var ulovlige, måtte han gå rettens vej og føre sagen ved herreds- eller landsting – ikke sende sine folk ind i skoven og ikke tage retten i egen hånd.
Det var en opsigtsvækkende afgørelse. En bondeby, hvis mænd netop havde dræbt Aalholms foged, fik på det centrale spørgsmål om skoven beskyttelse mod lensmanden på den kongelige borg. Brevet blev så vigtigt for Frejlev, at teksten mere end hundrede år senere blev fremlagt i sin helhed under endnu en stor retssag om skovene ved Højesteret i 1673. Også dér lykkedes det bønderne at forsvare deres gamle rettigheder.
Men hvad med Knækkerygstenen?
Her forlader vi de sikre dokumenter og træder ind i sagnet.
Den mand, som brevet fra 1533 blot omtaler som Aalholms foged eller delefoged, fik i senere fortællinger et navn, Steffen, og en karakter: en brutal bondeplager, som piskede Frejlevbønderne eller truede med at skyde dem. Bønderne rev ham af hesten. I én version slog hver eneste bonde ham én gang, så ingen bagefter kunne udpeges som den egentlige drabsmand. I en anden blev han stukket ned med høtyve. Og i den mest berømte version tog landsbyens smed fat i fogeden og kastede ham hen over en stor, spids sten nede ved kysten, så hans ryg knækkede.
Stenen har siden været kendt som Knækkerygstenen, og den står der endnu på strandengen ved Frejlev. Den cirka 1,4 meter høje sten er fredet, og i 1924 blev fire mindre markeringssten sat omkring den. Det er værd at bemærke, at stenen står et stykke fra det sted i skoven, hvor konfrontationen ifølge bøndernes egen forklaring fandt sted. Om Aalholms foged virkelig døde på netop denne sten, kan vi ikke bevise. At fogeden blev dræbt, kan vi.
De 24 hvide okser med røde ører
Så bliver historien endnu bedre. Ifølge sagnet blev Frejlevbønderne dømt til at betale en usædvanlig bod: 12 par – altså 24 – kridhvide okser med røde ører. Sådanne dyr var naturligvis ikke lette at finde, og efter lang tids søgen havde bønderne skaffet 11 par, men manglede det sidste.
Her træder en kvinde ind i sagnet; i nogle versioner hedder hun Sorte Ellen. Hun fandt løsningen: to hvide okser fik ganske enkelt ørerne malet røde. Bedraget så ud til at lykkes, indtil det begyndte at regne. Farven løb af ørerne, og bønderne var afsløret.
Ifølge fortællingen tog kongen bedraget med bedre humør, end man kunne forvente. Frejlevbønderne var nogle skalke – skælme eller bedragere – og som straf skulle de rejse et stort kors ved landsbyen til evigt minde om deres skalkagtighed. Det blev til Skalkekorset, som stadig står ved Enghavevej mellem Frejlev by og skoven med årstallet 1533 på tværarmen. Det nuværende trækors er ikke fra 1533; korset er fornyet igen og igen gennem århundrederne, senest i 2014, men traditionen med at bevare det er gammel, og i Frejlev opfattes det i dag snarere som et sejrsmærke end som en skamstøtte.
Kongen, der ikke fandtes
Der er bare ét stort problem med fortællingen om kongen og okserne: der var ingen dansk konge den 17. juni 1533.
Frederik 1. var død to måneder tidligere, og Christian 3. blev først konge året efter. Netop den Herredag, der behandlede Frejlevs sag, var samlet i København, fordi den skulle vælge en konge – og den endte med slet ikke at gøre det. Historien om Christian 3., der dømmer bønderne til de røde okser i 1533, kan derfor ikke være rigtig i den form, sagnet senere fik.
Det betyder ikke nødvendigvis, at alle dele af fortællingen om en bod er opdigtede. Et drab på en kongelig embedsmand kan meget vel have udløst en mandebod, også selv om skovsagen faldt ud til bøndernes fordel. Men de 24 hvide okser, Sorte Ellen, den afvaskede maling og kongens ordre om Skalkekorset hører til sagnet, ikke til det, vi kan dokumentere i afgørelsen af 17. juni.
Den virkelige historie er næsten bedre
Sagnet om Knækkerygstenen og de røde okseører er blevet fortalt i næsten fem hundrede år. Men den dokumenterede historie er mindst lige så bemærkelsesværdig.
I 1533 forsøgte lensmanden på Aalholm at hævde sin myndighed over nogle af de mest værdifulde ressourcer i området. Frejlevbønderne nægtede at bøje sig, og konfrontationen endte med, at Aalholms foged blev dræbt. Derefter sendte en lille lollandsk landsby to af sine egne mænd hele vejen til København for at stå foran rigets adelige og biskopper og hævde, at Aalholm havde krænket deres lovlige rettigheder. Og rigsrådet gav dem i det væsentlige ret: lensmanden måtte lade dem være i fred og føre sin sag ved domstolene. Frejlev beholdt sine skove.
Dokumenterne blev bevaret gennem generationer i landsbyens bykasse, og bønderne fortsatte i århundreder med at forsvare deres rettigheder mod Aalholm. De kongelige privilegier blev fornyet igen og igen op gennem 1500- og 1600-tallet, og Højesteret gav Frejlev medhold igen i 1673. Ude på Frejlev Mark står stadig det hvide kors med ordene ANNO 1533 – det år, hvor Aalholms foged gik ind i Frejlev Skov og aldrig kom tilbage.
