I sommeren 1843 gik der et sus gennem Lolland-Falster. Det rygtedes, at kongeparret ville komme – ikke som en fjern skikkelse på en mønt eller et farvelagt kisteblad, men i egen høje person, med hestene, vognene og et følge på tresindstyve mennesker. For de fleste lollikker var det en engangsbegivenhed. Rødby havde efter avisernes udsagn ikke set en konge inden for sine grænser siden Christian 4.
Besøget var berammet til dagene fra den 20. til den 27. juli. Den 22. juli var det Nysteds og Aalholms tur.
En rejse med dobbelt bund
Rejsen var i sit udspring en privatsag. Christian 8.s helbred skrantede, og målet var vadehavsøen Føhr, hvor kongen skulle styrke kræfterne i Vesterhavets bølger. Men vejen fra Sorgenfri til Føhr kunne lægges, som man ville – og den blev lagt hen over Sydhavsøerne.
Dermed blev den private rejse til en officiel visitats. Kongen skulle ses, hyldes og kendes af sit folk. Han skulle inspicere. Og han skulle – uden at det stod i noget program – dæmme op for den politiske uro, der var ved at gnave i enevældens fundament. Allerede ved hans tronbestigelse i 1839 var der fra Nørre Herred på Vestlolland kommet en bondeadresse med ønske om en fri forfatning efter norsk forbillede. Den slags huskede Christian 8.
Han var ikke en pragtudfoldelsens konge som sin forgænger. Hvor Frederik 6. havde rejst rundt med parader og militærinspektioner, rejste Christian 8. med notesbog. Han gennemgik rådstueprotokoller, prøvede brandsprøjter, gik i arresterne, overværede undervisning og skrev det hele ned i sin dagbog om aftenen. Ingen detalje var for lille, ingen embedsmand for ubetydelig.
Forberedelserne
I ugerne op til besøget blev der arbejdet på højtryk over hele stiftet. Rådhussale blev malet, døre istandsat, gader fejet, æresporte rejst af grønt og flag. Også rådstuen i Nysted blev hvidtet, før kongen satte sin fod i den.
Værten var stiftamtmand Mathias Reinhold von Jessen, og hans korrespondance med overhofmarskal Joachim Godsche von Levetzau viser en mand, der balancerede på en knivsæg. To dage før ankomsten skrev han i alarm til hoffet: der gik rygter om, at kongen ville lade sig ledsage af tyve dragoner, sådan som det var sket på Møn, hvor det havde vakt misstemning. Von Jessen indestod med sin embedsed for, at kongeparret ville blive modtaget med den oprigtigste hengivenhed – og bad indtrængende om, at der ikke blev sendt militær til Lolland-Falster. Mellem linjerne lå den uudtalte trussel: kom kongen med bevæbnet eskorte, ville han få den stemning, han havde frygtet. Dragonerne blev sendt retur fra Møn.
Den 22. juli
Programmet for dagen var delt. Mens kongen kørte ind i Nysted for at gøre sin pligt som landsfader, kunne dronningen, som von Jessen havde lagt det til rette allerede i juni, “tage directe fra Nyekjøbing til Aalholm for der at forenes med Hans Majestæt Kongen”.
Det er den sætning, der gør 1843 til Aalholms historie og ikke blot Nysteds. Dronning Caroline Amalie – der en stor del af opholdet var upasselig og under behandling af den medfølgende rejselæge – slap for byens ceremoniel og kørte direkte ud over dæmningen til borgen i noret. Her ventede hun på kongen.
Herskabet på Aalholm var på det tidspunkt endnu nyt i rollen. Lensgreve Frederik Christian Raben, den rejsende botaniker, var død i Rio de Janeiro i 1838, og grevskabet var gået videre til den ældste søn, Gregers Christian Raben. Han var en anden slags mand end faderen: klassisk dannet, doktor i filosofi, en samler af latinske citater snarere end af brasilianske planter. I parken lod han med årene rejse lysthuse og mindestøtter med indskrifter fra oldtidens digtere. Samme år, 1843, blev han udnævnt til hofjægermester.
Hvad der blev sagt inden for murene den dag, ved vi ikke. Hverken hoffets arkivkasser eller de censurerede aviser har efterladt os et referat af timerne på Aalholm. Det er en påmindelse om, hvordan kilderne fungerer: det officielle er velbelyst, det private er tavst.
Kongens blik på Nysted
Inde i byen gik det efter den vante skabelon. Kongen så byens offentlige indretninger, holdt audiens og skrev bagefter sine bemærkninger ned. Om skolen i Nysted noterede han, at den unge lærer Friess forekom ham dygtig, men at det var beklageligt, at han samtidig skulle undervise i klassen for indbyrdes undervisning – der burde ansættes en lærer mere.
Over for byen selv var han venligere stemt. Ifølge Lolland-Falsters Stiftstidende udtrykte kongen sin tilfredshed med de forandringer og forbedringer, der var sket i Nysted, siden han sidst havde været der – dengang som prins, adskillige år tilbage.
Undertonen
At stemningen ikke overalt var ren jubel, fik kongen selv at føle tre dage senere i Nakskov. Da sogneforstanderskaberne trådte frem med en takkeadresse, hvis formuleringer strøg farligt tæt på ønsket om skattebevillingsret, mistede den ellers beherskede monark tålmodigheden. Efter en øjenvidneberetning fra godsejer Laurits Jørgensen på Søllestedgård svarede kongen skarpt, at han havde givet folket en ny kommunallov – statens sager skulle han nok selv passe. Han sagde det i en så vred tone og var ifølge beretningen næppe fri for at stampe i gulvet.
Om aftenen skrev han selv i dagbogen, at tonen ganske havde forandret sig i Nakskov.
Sølvmedaljen
Efter afrejsen fra Nakskov Havn den 27. juli, hvor kongeskibet Ægir lettede anker, fik hver af øernes købstæder overrakt kongens kroningsmedalje i sølv – et tegn på allerhøjeste tilfredshed og et minde om besøget. Byerne lagde medaljerne i kæmnerkasserne.
Af dem alle er kun én bevaret. Det er Nysteds. Den findes i dag indrammet på Nysted Lokalhistoriske Arkiv – det sidste håndgribelige spor af den dag, hvor Danmarks sidste enevoldskonge kom over dæmningen til Aalholm.
Fem år senere var Christian 8. død. Seks år senere var enevælden det også.