Blandt tidslinjens mere uventede kapitler er dette: I 1970’ernes anden halvdel blev Aalholm fast kulisse for dansk films mest folkelige – og mest berygtede – genre. Mindst to, formentlig tre af de berømte stjernetegnsfilm, søsterserien til sengekantsfilmene, blev helt eller delvist optaget på og omkring slottet: “I Løvens tegn” (1976), “Agent 69 Jensen i Skorpionens tegn” (1977) – hvor slottet ligefrem spiller superskurkens hovedkvarter – og efter slottets egne oplysninger også seriens store finale, “Agent 69 Jensen i Skyttens tegn” (1978). Folketidendes samtidige udklip, bevaret her på siden, dokumenterer epoken. Man kan trække på smilebåndet – det gjorde samtiden også – men historien hører med, og den fortæller mere om 1970’ernes Aalholm, end man skulle tro.
Baggrunden: Da erotikken reddede dansk film
Konteksten er et stykke ægte Danmarkshistorie: I maj 1969 gjorde justitsminister Knud Thestrup som den første i verden billedpornografien lovlig – og kastede dermed, som Folketidende siden har formuleret det, en redningskrans ud til dansk film, der var i alvorlig krise under fjernsynets fremmarch. Løsningen blev en særegen dansk opfindelse: folkekomedien med erotik – godmodige lystspil med Ole Søltoft, Karl Stegger, Poul Bundgaard og tidens elskede komikere, krydret med det, der nu var blevet lovligt. Fra “Mazurka på sengekanten” (premiere 31. august 1970) til “Agent 69 Jensen i Skyttens tegn” (21. juli 1978) blev der produceret fjorten film i sengekant- og stjernetegnsserierne, og de trak millioner af danskere – og tyske turister – i biograferne. I dag står de som et kulturhistorisk tidsbillede af frisindets årti, senest behandlet i kulturjournalisten Brian Iskovs bog “Danmark på sengekanten”.
1976: Løven lander ved noret
Først kom “I Løvens tegn” – instrueret af Werner Hedman, med premiere den 16. juli 1976 – som brugte Aalholm som kulisse til indspilningerne. Kontakten var skaffet af filmens producent Anders Sandberg, der lavede aftalen direkte med slottets herre, Johan Otto Raben-Levetzau – manden, denne tidslinje sidst mødte som den 9-årige dreng med øllebrøden ved Christian X’s morgenbord (se posten fra 1913). Lolland leverede i det hele taget “såvel hovedperson som kulisser” til filmbølgen, som Folketidende siden mindedes – og på egnen blev optagelserne naturligvis et tilløbsstykke: Et rigtigt filmhold med stjerner, lamper og kameraer på det gamle slot var ikke hverdagskost ved noret.
1977: Skorpionens hovedkvarter
Samarbejdet må være faldet i god jord, for året efter vendte holdet tilbage med et større program: “Agent 69 Jensen i Skorpionens tegn” (premiere 22. juli 1977) – seriens drejning over i ren James Bond-parodi med Ole Søltoft som den kluntede agent 69 Jensen – blev ifølge filmdatabasen danskefilm.dk “for en stor del filmet i og omkring Aalholm Slot”. Og denne gang fik borgen en egentlig rolle: Aalholm spiller hovedkvarter for filmens superskurk, Skorpionen – gestaltet af selveste Karl Stegger! Selv gitterporten ved Aalholm Parkvej optræder på lærredet. Der er noget uimodståeligt i castingen: Borgen, der i syv århundreder havde huset rigtige magthavere – panteherrer, lensmænd, enkedronninger – fik nu lov at spille en Bond-skurks fæstning i en dansk parodi. Typecasting, fristes man til at sige.
1978: Finalen i Skyttens tegn
Serien sluttede, hvor den var nået højest i budget og lavest i blufærdighed: “Agent 69 Jensen i Skyttens tegn” (premiere 21. juli 1978, atter Hedman og Sandberg) blev den fjortende og allersidste film i hele sengekant/stjernetegns-eventyret – mikrofilm i pudderdåser, agenter fra øst og vest, og et stjernegalleri af danske skuespillere i deres karrierers mest uvante omgivelser. Efter slottets egne oplysninger lagde Aalholm også lokationer til denne finale, så borgen var med til både at åbne og lukke agentkapitlet. Dermed kan Aalholm som filmlokation skrive sig ind i selve genrens punktum: Da klaptræet faldt for sidste gang i 1978, var det den hårde pornoindustri, der havde udkonkurreret den godmodige danske sexkomedie – og et særegent kapitel i dansk filmhistorie var forbi.
Værten: Bilbaronen, der sagde ja til alt
At netop Johan Otto åbnede portene – flere år i træk – er alt andet end tilfældigt. Den sidste greve på Aalholm var sin tids store entertainer blandt danske godsejere: Fra genfindingen af faderens indemurede Rolls-Royce Silver Ghost i 1954 over åbningen af Aalholm Automobilmuseum i 1964 – med tiden over 250 veteranbiler, en kopi af brødrene Wrights flyvemaskine, kæmpemodeljernbane og fra 1968 et veterandamptog gennem Hestehaven – til åbningen af selve slottet som museum i 1972 byggede han Aalholm op til en af Danmarks kendteste turistattraktioner med 40-50.000 gæster om året. Og som det hedder i lokationsdatabasens biografi af godset: Parret “stillede gerne både biler, slot og parkanlæg til brug for samtidens danske filmproduktioner”. Filmholdene var med andre ord ikke et enkeltstående lune, men en del af en bevidst strategi: Et slot i det 20. århundrede måtte tjene sit eget underhold – gennem gæster, oplevelser, opmærksomhed og filmleje. Man kan se 1970’ernes optagelser som endnu et kapitel i den lange historie om slottets evne til at finde nye roller: kongeborg, lensslot, grevesæde, museum – og filmkulisse.
Slottet på lærredet: Et bevægeligt tidsdokument
For eftertiden har optagelserne en sidegevinst, som fortjener at nævnes med et glimt i øjet: Filmene er – hvor besynderligt det end lyder – bevægelige tidsdokumenter over 1970’ernes Aalholm. Mellem løjerne fastholder deres billeder slottet, gitterporten, parken og omgivelserne, præcis som de stod i Johan Ottos velmagtsdage – to årtier før auktionen spredte indboet (se posten fra 1996) og tre en halv, før bilsamlingen fulgte efter. Film- og lokalhistorikere kan i dag spole sig gennem scenerne og genfinde rum, porte og udsigter, der siden er forandrede. Sådan kan selv en sexkomedie ende som kildemateriale – historien er sjældent kræsen med, hvem den lader bære sine vidnesbyrd.
Murene, der har set alt
Og dermed føjer 1970’erne sig ind i rækken med en pointe, kun Aalholm kan levere: De samme mure, der har hørt grev Johans kancelli diktere privilegiebreve, Margretes Hanse-forhandlinger, Frederik 2.s taffel og Christian X’s øllebrødsdrillerier, har også genlydt af klaptræer, agentreplikker og Karl Steggers skurkelatter. Slottet har aldrig været et museum for finkultur alene – det har været i brug, århundrede efter århundrede, til det, tiden nu bragte. 1970’ernes Danmark bragte frisind, biografkøer og Ole Søltoft. Aalholm sagde ja tak – og det klæder faktisk historien, at tidslinjen tør fortælle det med et smil.