Det er lørdag den 12. september 1908. Klokken halv ti om formiddagen sidder Aalholms lensgreve, udenrigsminister Frederik Raben-Levetzau, over for regeringschefen J.C. Christensen i ministeriet. Fire dage tidligere har justitsminister Alberti meldt sig selv til politiet for bedrageri, og greven vil ud af regeringen. Christensen tror, at de har en aftale: Raben taler med kongen, og derefter taler de to sammen igen, før noget besluttes. Ved ettiden får Christensen besked om, at greven allerede har fået sin afsked. Da regeringschefen kort efter selv står over for Frederik VIII, forlanger kongen hele ministeriets afgang. Forløbet kender vi usædvanligt godt, fordi J.C. Christensen skrev det ned i sin dagbog.
Et tordenslag på Toldboden
Tirsdag den 8. september 1908 stod regeringen på Toldboden i København for at tage imod enkekejserinde Dagmar og dronning Alexandra af England. Mens ministrene ventede på de kongelige gæster, fortalte indenrigsminister Sigurd Berg regeringschefen, at Peter Adler Alberti havde meldt sig selv til politiet for bedrageri og dokumentfalsk. J.C. Christensen kaldte det i dagbogen et tordenslag. Han turde ikke sige det til Frederik VIII midt i modtagelsen og bad i stedet den græske kong Georg, kongens bror, om at overbringe nyheden på hjemvejen.
Alberti havde været justitsminister siden 1901 og var en af landets mest magtfulde politikere. Skandalen ramte regeringen dobbelt hårdt, fordi J.C. Christensen som finansminister samme år havde ladet statskassen låne halvanden million kroner til Den Sjællandske Bondestands Sparekasse, som Alberti stod i spidsen for. Christensen skrev senere ærligt, at han var ked af lånet, men at han dengang havde handlet i tillid til, at intet var galt.
Raben ville gå fra første dag
Direkte fra Toldboden kørte ministrene til ministermøde. Her rejste J.C. Christensen selv spørgsmålet om at indgive sin afsked. To ministre støttede tanken: udenrigsminister grev Raben og Svend Høgsbro. De øvrige, navnlig finansminister Neergaard, var imod, fordi en afgang let kunne opfattes som en indrømmelse af medskyld i Albertis forbrydelse og desuden kunne skade Danmarks omdømme og finanser i udlandet. Regeringen besluttede at blive siddende, indtil Rigsdagen trådte sammen om cirka tre uger.
Kongen accepterede den linje, da Christensen dagen efter forelagde den for ham. Men Raben-Levetzau var ikke tilfreds. Fredag den 11. september noterede Christensen, at greven havde betænkeligheder både ved de kommende forsvarslove og ved den politiske stilling, og at han havde talt om at gå. Christensen frarådede det. Samme aften kom et brev fra Raben: han ønskede fortsat at træde tilbage.
Lørdag den 12. september
Christensen tilkaldte greven til ministeriet lørdag klokken halv ti. Raben fastholdt sit ønske, men ville først have en samtale med kongen om, hvorvidt han burde gå. Christensen forstod aftalen sådan, at de to under alle omstændigheder skulle tale sammen igen, før greven traf sin endelige beslutning. Derefter deltog Raben i ministermødet klokken ti, hvor finanslovsforslaget blev behandlet, og klokken halv tolv var ministrene i audiens hos kong Georg i Palæet i Bredgade. Ifølge kollegerne erklærede kong Georg sig enig i, at regeringen ikke burde gå, før Rigsdagen var samlet, og han tilføjede, at Frederik VIII så på sagen på samme måde.
Ved ettiden kom kabinetssekretær Rosenstand ind til Christensen i Marineministeriet. Kongen ville tale med regeringschefen mellem klokken to og tre. Grev Raben havde bedt om sin afsked og fået den. Mens de to talte, kom et bud med grevens skriftlige afskedsansøgning.
Christensen var oprørt over fremgangsmåden, som efter hans opfattelse ikke stemte med formiddagens samtale. På vej til kongen mødte han tilfældigvis Raben på gaden. De talte lidt frem og tilbage, men skiltes, med dagbogens ord, temmelig brat. Christensen fastholdt, at greven burde have sagt det rent ud på forhånd, hvis han ville bære sig sådan ad.
Kongen i nervøs tilstand
Christensen traf Frederik VIII i det, han kaldte en nervøs tilstand. Kongen meddelte ham Rabens afsked og bad nu om hele ministeriets. Derefter fulgte en lang tale om Alberti, om lånet fra statskassen, som kongen hævdede først nu at have hørt om (Christensen satte et spørgsmålstegn i margenen), og om forsvarssagen.
Her dukkede en anden konflikt op, som havde ligget under overfladen. Raben og Christensen var uenige om Københavns befæstning. Kongen fortalte, at greven kunne blive i regeringen, hvis Christensen ville foreslå nogle forter i en sydlig linje fra Køge Bugt til Roskilde. Det var i realiteten oberst Lütkens plan, som Christensen havde drøftet med Raben og andre.
Christensen sagde nej. Sagen var ikke færdigbehandlet i ministeriet, den hørte under Rigsdagen, og han ville ikke binde sig på forhånd. Og så faldt den sætning, der siden er blevet citeret: han kunne jo slet ikke købe grev Raben for nogle forter.
Kongen holdt endnu et foredrag om neutraliteten, forholdet til Tyskland og sagkundskaben, men enden blev, at Christensen skulle indgive sin afskedsbegæring, hvorefter kongen ville rådføre sig med Rigsdagens formænd. Christensen opfordrede kongen til forsigtighed, forsikrede om sin loyalitet og gik. Klokken tre samledes ministrene, og stemningen var opbrusende. Kongen ønskede, at det skulle fremgå af offentliggørelsen, at initiativet var hans. Kollegerne var imod, fordi de frygtede, at det ville skade kongen i folkets omdømme, og fordi det omvendt kastede et skær af taburetklæberi over ministeriet. Christensen skrev i hast et udkast til en anden formulering, og den blev forelagt kongen.
Efterspillet
Samme dag besluttede Christensen, at han ikke ville fortsætte, hverken i det gamle ministerium eller i et nyt. Kongens behandling havde efter hans egen vurdering berøvet ham den autoritet, en regeringschef må have. Til sine nærmeste kolleger gav han tre grunde: der krævedes en syndebuk, og den var han nærmest til at være; kongen måtte lære, at man ikke kan jage et ministerium på døren uden skade; og uden autoritet kunne han ikke være minister.
Regeringen fungerede formelt videre, mens Rigsdagen trådte sammen og situationen blev afklaret. Den 12. oktober 1908 gik ministeriet af, og Niels Neergaard dannede en ny regering. Grev Raben blev ikke udenrigsminister igen. Posten gik til grev C.W. Ahlefeldt-Laurvig.
Dagbogen giver også et sjældent indblik i, hvordan grevens handling blev opfattet i hans eget parti. Da Venstrereformpartiet mødtes i slutningen af september, var Raben til stede, og Christensen sagde i partiet, at greven efter hans opfattelse havde handlet på en misforståelse, men i god tro. Stemningen var ham ikke desto mindre ikke god. Christensen tilføjede, at det var så meget desto mærkeligere, at Raben selv gik rundt i den tro, at han skulle med som udenrigsminister i det næste ministerium.
For Frederik Raben-Levetzau blev september 1908 afslutningen på hans nationale politiske karriere. Han vendte tilbage til livet som en af landets største godsejere og til Aalholm. Senere sad han i Nysted Sogneråd, men i rigspolitikken deltog han ikke igen.
Hvorfor var greven overhovedet udenrigsminister?
Det er værd at standse ved. Raben-Levetzau var i 1905 et overraskende valg. Han blev almindeligt anset for højremand og havde ikke gjort sig politisk gældende. Hans diplomatiske karriere lå tyve år tilbage: attaché i Paris 1877–78 og i Wien 1879–81. Dansk Biografisk Leksikon konstaterer nøgternt, at J.C. Christensens motiv til at vælge ham er ukendt, og nævner som muligheder ønsket om at imødekomme de frikonservative og grevens familiære forbindelser i Berlin. Som udenrigsminister fulgte han Christensens linje om, at dansk neutralitet aldrig kunne vendes mod Tyskland, og Optantkonventionen 1907 er den konkrete frugt af hans embedstid.
Set i det lys er 1908 en historie om en godsejer, der var trådt ind i politik uden egentlig politisk base, og som trådte ud igen på en måde, der fik større konsekvenser, end han selv synes at have forudset.
Aalholm og danmarkshistorien
Alberti var årsagen til krisen. Det var hans bedrageri, der rystede regeringen, og J.C. Christensens lån til sparekassen, der gjorde regeringschefen sårbar. Men det var Aalholms greve, der nægtede at fortsætte som hidtil. Han gik til kongen. Han bad om sin afsked. Og hans beslutning skabte den situation, hvor Frederik VIII krævede hele regeringens afgang.
Både Dansk Biografisk Leksikon og danmarkshistorien.dk formulerer det på samme måde: Raben-Levetzau indgav sin afskedsbegæring og fremkaldte dermed regeringens fald. Det gør lørdagen den 12. september 1908 til en af de mærkeligste forbindelser mellem Aalholm og Danmarkshistorien. En greve fra Lolland gik ind til kongen som udenrigsminister. Da han kom ud igen, begyndte regeringen at falde.