Lensgreve Julius Raben dør barnløs i oktober 1879, og den mandlige linje, der har siddet på Aalholm siden 1750, er uddød. Hans søster Henriette mener, at grevskabet nu tilhører hende. Den 83-årige Josias Raben-Levetzau til Lekkende mener, at hans mandlige sidelinje går foran. Sagen ender i Højesteret, hvor Aalholms fremtid afgøres ved at fortolke dokumenter udstedt under Christian VI og Frederik V mere end et århundrede tidligere. Resultatet bestemmer, hvilken gren af familien der skal eje slottet langt ind i det 20. århundrede.
Kongen dør – nej, greven
Da lensgreve Julius Raben døde den 2. oktober 1879, stod Aalholm over for et problem, som i virkeligheden havde ligget gemt i grevskabets arveregler i mere end hundrede år. Julius var barnløs. Hans ældre bror Gregers Christian Raben var død fire år tidligere, også uden børn. Dermed var den direkte mandlige linje, som havde siddet på Aalholm gennem størstedelen af 1700- og 1800-tallet, slut.
Men hvem skulle så have Aalholm?
På den ene side stod Julius’ søster Henriette Raedel, født komtesse Raben. Hun mente, at grevskabet nu skulle gå til den nærmeste slægtning i den ældre linje, altså hende. På den anden side stod den 83-årige Josias Raben-Levetzau til Lekkende på Sydsjælland. Han var ganske vist længere ude i slægten, men han var mandlig efterkommer gennem en mandlig sidelinje.
Det blev begyndelsen på en arvestrid, som endte ved landets højeste domstol. Den 2. maj 1881 stod sagen i Højesteret under overskriften “angaaende Successionsretten til Grevskabet Christiansholm”.
Et grevskab skabt i 1734
For at forstå striden må man tilbage til den 16. april 1734.
Aalholm var i 1725 blevet købt af Emerentia von Levetzow, enke efter Johan Otto Raben. Hun samlede Aalholm med blandt andet Bramsløkke og Egholm og ønskede at sikre godserne som én samlet besiddelse for familien. Christian VI oprettede derfor i 1734 Grevskabet Christiansholm, og den første lensgreve skulle være hendes barnebarn Christian Raben, som på det tidspunkt kun var ni år gammel. Højesteret gengav i 1881 selve oprettelsesbrevet og konstaterede, at grevskabet var oprettet ved Christian VI’s lensbrev af 16. april 1734.
Det centrale spørgsmål var arvefølgen. Grevskabet måtte ikke deles; det skulle gå videre som én samlet ejendom fra generation til generation. Men lensbrevet åbnede ikke blot for mænd. Det nævnte også kvindelinjen, hvis de mandlige arvinger slap op. Netop den formulering skulle næsten 150 år senere bringe to grene af Raben-slægten i retten.
Otto Ludvig Rabens linje
Den første lensgreve, Christian Raben, døde allerede i 1750, blot 25 år gammel og uden børn. Grevskabet gik derfor videre til hans bror Otto Ludvig Raben, som blev den egentlige stamfader til den linje, der kom til at sidde på Aalholm gennem de næste 129 år.
Efter Otto Ludvigs død i 1791 fulgte sønnen Frederik Christian Raben (1791–1838), derefter dennes ældste søn Gregers Christian Raben (1838–1875) og efter ham broderen Julius Raben (1875–1879). Både Gregers og Julius døde barnløse.
Da Julius døde den 2. oktober 1879, var Otto Ludvig Rabens mandlige linje dermed uddød. Det er præcis den situation, Højesterets referat beskriver. Spørgsmålet var nu, om man skulle blive i Julius’ nærmeste familie og lade hans søster arve, eller gå længere tilbage i slægtstræet og finde den nærmeste mandlige Raben i en anden gren.
Julius’ søster kræver Aalholm
Julius havde to søstre, som var relevante for arvefølgen. Den ældste var Anna Catharina Henningia Raben, stiftsdame i Vallø. Den næste var Henriette Raben, gift Raedel. Anna Catharina gav afkald på sine rettigheder til fordel for Henriette og hendes livsarvinger, og dermed stod Henriette som den nærmeste kvindelige efterkommer i den ældre gren.
Hun mente, at hun havde ret til at overtage hele Grevskabet Christiansholm fra dagen efter sin brors død, altså fra den 3. oktober 1879. Det var ikke et symbolsk krav. Sagen drejede sig om besiddelsen af hele grevskabet med Aalholm og de tilhørende godser og rettigheder. Henriette lagde derfor sag an.
Men en gammel mand på Lekkende havde allerede overtaget
Mens Henriette gjorde krav på Aalholm, havde Josias Raben-Levetzau allerede taget grevskabet i besiddelse.
Josias var født i 1796 og tilhørte en anden gren af slægten. Hans far var Frederik Sophus Raben, yngre bror til Aalholms tidligere lensgreve Otto Ludvig Raben. Det gjorde Josias til fætter til Frederik Christian Raben, og dermed en generation længere ude end Julius’ søster. Højesteret formulerede slægtskabet ganske præcist: Josias var søn af Otto Ludvig Rabens yngre bror Frederik Sophus Raben og dermed søskendebarn til Julius’ far.
Men der var én afgørende forskel. Josias nedstammede gennem mænd fra den mandlige Raben-linje. Hvis nærhed i familien var afgørende, stod Henriette stærkt. Hvis mandlig arvefølge havde forrang, stod Josias stærkt. Og netop dét spørgsmål havde familien faktisk forsøgt at løse allerede i 1760.
Dokumentet fra 1760
26 år efter grevskabets oprettelse var der opstået tvivl om, hvordan lensbrevet fra 1734 skulle forstås, og familien ønskede en præcisering. Den 31. maj 1760 blev der udstedt en kongelig konfirmation, som nærmere forklarede arvefølgen.
Her blev princippet gjort langt tydeligere: Så længe der fandtes mandlige efterkommere gennem mandlige linjer, skulle disse have forrang for de kvindelige. Dokumentet fastsatte, at mændene skulle have “Præferencen for Kvindekjønnet”.
Det havde enorme konsekvenser i 1879. For selv om Henriette var søster til den afdøde lensgreve, fandtes der stadig en mandlig Raben i en yngre sidelinje. Hvis 1760-bestemmelsen var gyldig, vandt Josias.
Henriettes argument: 1760-bestemmelsen kunne ikke bruges
Henriette accepterede ikke, at sagen dermed var afgjort. Hun gjorde gældende, at det oprindelige lensbrev fra 1734 gav hende en bedre ret til Aalholm, og hendes angreb rettede sig derfor mod dokumentet fra 1760.
Hun argumenterede blandt andet for, at den kongelige konfirmation var blevet til under problematiske omstændigheder. En central person bag ansøgningen havde været Frederik Raben, far til blandt andre Otto Ludvig og Frederik Sophus. Men Frederik Raben havde aldrig selv været lensgreve, og Henriettes side pegede på, at dokumentet betegnede ham på en måde, som juridisk ikke var helt korrekt.
Det erkendte retten faktisk. Dommerne skrev, at betegnelsen af Frederik Raben som “primus acqvirens”, den første erhverver, var mindre korrekt. Henriettes argument var derfor i praksis: Hvis kongen i 1760 havde fået et forkert billede af de faktiske forhold, kunne man så virkelig lade denne senere fortolkning tilsidesætte hendes rettigheder efter det oprindelige dokument fra 1734? Det var ikke noget ubetydeligt juridisk spørgsmål.
Retten går tilbage til Christian VI og Frederik V
Sagen udviklede sig dermed til en undersøgelse af næsten 150 års lensret. Domstolen gennemgik oprettelsesbrevet fra 1734, den kongelige resolution fra 1735, præciseringen fra 1760, de grevelige privilegier fra 1671 og de senere handlinger, der kunne vise, hvordan familien selv havde forstået reglerne.
Et særligt vigtigt punkt viste sig at være noget, Otto Ludvig Raben havde gjort i 1787. Her var 1760-bestemmelsen blevet tinglæst ved Lolland-Falsters Landsting efter hans foranledning. Retten anså dette som stærkt bevis for, at Otto Ludvig kendte bestemmelsen og i hvert fald efterfølgende havde accepteret dens gyldighed.
Det svækkede Henriettes argument betydeligt. Hvis hendes egen forfader og daværende lensgreve havde kendt og accepteret arvereglen, var det langt vanskeligere mere end 90 år senere at hævde, at den var ugyldig.
7. marts 1881: Henriette taber
Sagen blev først afgjort af Landsover- samt Hof- og Stadsretten den 7. marts 1881. Retten fandt, at 1760-bestemmelsen var gyldig, og hvis den var gyldig, var resultatet klart: Josias’ mandlige linje havde forrang.
Retten behøvede derfor ikke engang endeligt afgøre, om Henriette ville have stået stærkest, hvis man kun havde anvendt lensbrevet fra 1734. 1760-dokumentet var fortsat gældende, og Josias Raben-Levetzau blev frifundet.
Henriette fik altså ikke Aalholm. Men hun gav ikke op. Sagen blev indbragt for Højesteret.
2. maj 1881: Sagen når Højesteret
Mandag den 2. maj 1881 kom Aalholm-sagen for Højesteret som sag nr. 144: Kammerherre, hofjægermester Josias Raben-Levetzau mod enkefru Henriette Raedel, født komtesse Raben, om successionsretten til Grevskabet Christiansholm.
Her kommer en vigtig detalje, som gør historien lidt anderledes end en almindelig højesteretsdom. Højesteret foretog ikke en ny, omfattende materiel afgørelse af arvereglerne. Henriette havde fået tilladelse til hurtigt at indbringe sagen, men efter at stævningen var udtaget, mødte hun ikke og lod heller ingen møde for sig. Josias var lovligt varslet, men mødte heller ikke.
Højesteret konstaterede derfor ganske kort, at den tidligere dom skulle stå ved magt. Dermed var resultatet endeligt. Josias beholdt Aalholm.
En 121 år gammel bestemmelse afgjorde sagen
Det fascinerende ved sagen er, at Julius Rabens død i 1879 udløste præcis den type konflikt, som familien allerede i 1760 havde frygtet. I dokumentet fra 1760 stod ligefrem, at formålet med præciseringen var at forhindre fremtidig “Tvivl” og “vidtløftig Proces” om arvefølgen. 121 år senere kom processen alligevel, og det var netop dette gamle dokument, der sikrede Josias sejren.
Henriette var Julius’ søster. Josias var en fjernere slægtning. Men lensretten fulgte ikke nødvendigvis den person, der genealogisk stod den afdøde nærmest. Den fulgte den arveorden, som var knyttet til grevskabet. Så længe der fandtes en kvalificeret mandlig efterkommer af den rette slægtslinje, gik han foran den kvindelige linje.
Josias bliver greve – i en alder af 84 år
Josias Raben-Levetzau var allerede en gammel mand, da han overtog Aalholm. Han var født den 20. august 1796 og havde siden 1820’erne haft Lekkende. Da arvesagen var afsluttet, var han omkring 84 år gammel.
Med grevskabet fulgte også den formelle grevelige status. Ved åbent brev af 24. maj 1881, blot 22 dage efter højesteretssagen, blev det fastslået, at Josias Raben-Levetzau fra sin tiltrædelse af grevskabet hørte til den danske grevelige stand. Dermed opstod den gren, der fremover blev kendt som Raben-Levetzau på Aalholm.
Josias beholdt grevskabet indtil sin død i 1889. Aalholms egen ejerrække placerer ham som lensgreve fra 1879 til 1889.
Sønnen begyndte allerede at tage over
Josias var så gammel, at sønnen Frederik Christopher Otto Raben-Levetzau hurtigt fik en central rolle i administrationen. I Aalholms arkiv findes endda en fuldmagt fra 1881, hvor Josias giver sønnen ret til at handle på sine vegne.
Frederik kom senere til at sætte et langt større aftryk på Aalholm end faderen. Han overtog formelt grevskabet ved Josias’ død i 1889 og beholdt det til 1933, og han blev dansk udenrigsminister 1905–1908. Dermed fik retssagen i 1881 betydning langt ud over spørgsmålet om, hvem der skulle have Aalholm umiddelbart efter Julius Raben. Den bestemte, hvilken familiegren der skulle eje slottet langt ind i det 20. århundrede.
Hvis Henriette havde vundet
Det er svært ikke at overveje alternativet. Hvis domstolen havde tilsidesat bestemmelsen fra 1760 og i stedet givet Henriette medhold efter hendes fortolkning af lensbrevet fra 1734, var Aalholm gået til Julius Rabens søster og hendes efterkommere.
Så var Raben-Levetzau-grenen fra Lekkende sandsynligvis aldrig kommet til Aalholm. Frederik Raben-Levetzau var ikke blevet Aalholms lensgreve, og den store restaurering og ombygning af slottet under ham omkring århundredskiftet ville have fået en helt anden historie, hvis den overhovedet var blevet gennemført i samme form.
Den slægt, som siden kom til at sidde på Aalholm til 1990’erne, kom altså til slottet som følge af en fortolkning af en kongelig arvebestemmelse fra 1760.
En arvestrid, der havde ventet i mere end et århundrede
Da Christian VI oprettede Grevskabet Christiansholm i 1734, kunne ingen vide, at to grene af familien næsten 150 år senere ville stå over for hinanden i retten med Aalholm som stridens genstand. Men selve problemet var blevet opdaget allerede i 1760: Hvem skulle have grevskabet, når den direkte mandlige linje en dag døde ud?
Da dagen kom i oktober 1879, mente Julius Rabens søster Henriette, at Aalholm nu tilhørte hende. Josias Raben-Levetzau mente, at hans mandlige sidelinje gik foran. Den 7. marts 1881 gav Landsover- samt Hof- og Stadsretten Josias medhold. Den 2. maj lod Højesteret dommen stå ved magt. Og blot få uger senere blev Josias formelt anerkendt som greve Raben-Levetzau.
Dermed begyndte et nyt kapitel i Aalholms historie. Den gamle Raben-linje på slottet var uddød. Raben-Levetzau var kommet til Aalholm.
