Februar 1658. Danmark er i krig med Sverige, og en usædvanlig hård vinter har lagt is over bælterne. På Aalholm sidder lensmand Philip Barstorff, da budskabet når Lolland: Fyn er faldet, og den svenske konge er på vej – ikke med skibe, men til hest hen over det frosne Storebælt.
En konge, der gik på vandet
Karl X Gustav havde egentlig ikke ønsket krigen. Men da Frederik III erklærede Sverige krig i 1657, marcherede svenskekongen i ilmarcher fra Polen op gennem hertugdømmerne og stod snart i Jylland med drømmen om intet mindre end Danmarks erobring. Problemet var vandet – Lillebælt og Storebælt lå mellem ham og København.
Så greb vejrguderne ind. Vinteren 1657–58 blev en af de hårdeste i mands minde, og den slags var ikke ukendt i datidens Danmark: I 1630 og 1635 havde det frosset så hårdt, at man kunne gå fra Skåne til Bornholm. Den 30. januar 1658 førte Karl Gustav sin hær over Lillebælts is til Fyn, slog de danske styrker ved Tybring Vig – og begyndte straks at spekulere: Kunne kunststykket gentages? Kunne man gå videre over Langeland og Lolland og ramme riget i hjertet?
En ung svensk officer, Erik Dahlberg, blev sendt ud for at undersøge isen. Med 40 udvalgte ryttere red han den 2. februar over isen fra Langeland til Lolland, jagede en dansk strandvagt på flugt mod Nakskov, huggede huller i isen for at måle dens tykkelse – og red hjem igen i skarpt trav for at prøve, om den holdt. Den 4. februar om aftenen stod han hos kongen og fremviste isens tykkelse på en snor, han havde bundet i et knaphul.
Kongen skal glædestrålende have udbrudt: “Nu broor Friederich, skole vij tales medh på godh swånske.”
Eftertiden har ofte givet Dahlberg æren for den berømte isgang. Men som Nordentoft påpeger i sin gennemgang fra 1936, var Dahlberg blot en ung patruljefører blandt flere – planen, beslutningen og risikoen var Karl Gustavs egen. Både feltmarskal Wrangel og den landflygtige danske rigshofmester Corfitz Ulfeldt, der fulgte svenskekongen, frarådede det dumdristige foretagende i et natligt krigsråd i Nyborg. Kongen holdt fast.
Imens i Nakskov: en fæstning uden vilje
På Lolland lå Nakskov, øens fæstning, og her var forholdene alt andet end krigeriske. Kommandanten, den franskfødte oberst François Edmond, var ankommet i december uden at kunne et ord dansk – og mødte en by, der hverken ville forsvares eller betale for det. Borgmestrene nægtede at rydde haver og plankeværker foran voldene, så kanonerne kunne få frit skud; den ene havde nemlig selv kornlade og have derude, den anden to avlsgårde. Borgerne klagede over indkvartering, og da flygtende danske ryttere fra Fyn blev lagt i byen, skreg de på torvet: Vi har hverken hø eller halm og har i øvrigt gjort nok for kongen!
Lollands forsvar hvilede reelt på landstormen – bønder med begrænset uddannelse og endnu mere begrænset lyst. Den gamle landkommissær Christoffer Steensen, som havde ofret sine sidste kræfter på at organisere den, var død i december. Hans unge efterfølger, Erik Rosenkrantz til Krænkerup, stod næsten alene med opgaven.
Næsten. For der var én adelsmand til på øen, som Nordentoft fremhæver som Rosenkrantz’ eneste reelle standsfælle og støtte: lensmanden på Aalholm, Philip Barstorff.
Aalholms mand i frontlinjen
Den 4. februar 1658 – samme dag som Karl Gustav i Nyborg besluttede sig endeligt – ankom landmajor Johan Felten til Nakskov med 300 mand af landstormen. Med ham fulgte Philip Barstorff fra Aalholm.
Samme dag holdt Barstorff krigsråd med kommandant Edmond og oberst Heinrich Volrath Both, en tysktalende officer, der frivilligt havde tilbudt sin hjælp. Resultatet blev, at landstormens hovedstyrke blev stillet under Barstorffs kommando, posteret et par kilometer uden for byen på vejen mod Taars – dér, hvor svenskerne måtte ventes at komme i land. Et mindre kompagni med 16 ryttere skulle vogte selve kysten mellem Taars og Grimsted.
Det blev en kort fornøjelse. Natten til den 5. februar plyndrede svenske ryttere Grimsted, og ved synet af de fremmede patruljer smurte landstormskompagniet ved Taars ganske enkelt haser og flygtede hjem til gårdene. Hovedstyrken blev derefter trukket ind bag Nakskovs volde, hvor omkring 2.100 mand efterhånden var samlet til fæstningens forsvar.
Samme dag, den 5. februar om aftenen, tog Karl Gustav sin endelige beslutning i Svendborg. Ved daggry stod han i Rudkøbing, og ved middagstid den 6. februar red han ud på Storebælts is med godt 4.500 mand – ryttere, fodfolk og artillerister – ad den 13 kilometer lange vej over isen til Lolland. Klokken to om eftermiddagen landede den svenske hær ved Grimstedgaard, det nuværende Frederiksdal, kun en god mils vej fra Nakskov.
Svenskekongen stod på Lolland. Vejen mod København – og mod den fred i Roskilde, der skulle koste Danmark Skåne, Halland og Blekinge – var åben.
Aalholm og den store historie
Historien om isgangen 1658 fortælles oftest som Karl Gustavs og Dahlbergs historie. Men set fra Lolland var det også historien om de mænd, der med utilstrækkelige midler forsøgte at stille sig i vejen: en fransk kommandant uden sprog, en ung landkommissær uden erfaring – og Aalholms lensmand, der red til Nakskov og tog kommandoen over øens bønder, da det gjaldt. At landstormen brød sammen ved det første syn af svenske ryttere, kan man dårligt bebrejde hverken bønderne eller Barstorff; over for Europas måske bedste hær, anført af en konge, der lige havde gjort det umulige og krydset to bælter til fods, var slaget tabt på forhånd.
Nakskov overgav sig kort efter – men det er en anden god historie.
