Det er foråret 1359, og riget er i krig med sig selv. I Jylland er stormændene igen i oprør mod kongen, og på Fyn kæmpes der stadig om borgene. Bisperne klager til kongen: klostre og kirker bliver ædt op af krigens byrder og af ubudne gæster, der kræver kost og logi. Mandag den 29. april er Valdemar Atterdag på Aalholm. Herfra sender han et forbud ud i riget – og det gælder også hans egne fogeder.
Et rige, der skulle samles
Valdemar havde været konge siden 1340. Han havde overtaget et rige, der var pantsat stykke for stykke til holstenske grever og andre udenlandske panthavere, og han havde brugt knap tyve år på at samle det igen: ved indløsning, ved diplomati og ved våbenmagt. Lolland og Falster var kommet tilbage under kronen i 1348.
Men genrejsningen havde en pris. Kongen inddrog gods, skærpede skatterne og krævede det krongods tilbage, som stormændene havde sat sig på i de kongeløse år. I Jylland førte det til oprør, først i 1351–53 og igen fra 1357. I foråret 1359 var det andet jyske stormandsoprør endnu ikke slået ned. På Fyn havde kongen året før taget Tranekær fra hertugen af Slesvig, mens holstenerne stadig sad på borgene i øens vestlige og sydlige del.
Det var i det rige, at kirker og klostre skulle holde deres daglige liv i gang.
Gæster, man ikke kunne afvise
Et af problemerne havde et tilforladeligt navn: gæsteri.
Gæsteri var i middelalderen pligten til at give rejsende husly og kost. Over for de mægtige kunne pligten blive tung. Både konger og bisper havde ret til frit ophold med deres følge i klostre og kirker, ofte i et nøje fastsat antal dage om året. At modtage en fornem gæst var derfor også en økonomisk forpligtelse.
Når nogen tiltvang sig mere, end de havde ret til, var afstanden mellem gæstfrihed og udplyndring ikke stor. Og i en krigstid, hvor bevæbnede mænd drog rundt i landet, var fristelsen til at forsyne sig uden betaling nærliggende.
Problemet var ikke nyt. Allerede i 1304 havde Erik Menved på hoffet i Nyborg forbudt, at nogen gæstede andre på urimelig måde, og især ikke klostre og gejstlige mænd.
Bispernes klage
Ifølge Valdemars brev var det bisperne og andre troværdige mænd, der havde bragt sagen til kongen. Deres beretning var dyster. Klostre, kirker og præster, deres folk og tjenere, var kommet i en sådan armod, at munke og nonner af mangel på det nødvendigste måtte forlade deres klostre og skaffe sig føden blandt lægfolk. Og præster med sjælesorg ville blive tvunget til at forlade deres kirker, hvis kongen ikke greb ind.
Årsagerne nævnes ved navn: overgreb i krigstider, og gæsterier og ulovlige tvangsbeskatninger fra, som brevet siger, omstrejfende ugudelige mennesker.
Brevet peger altså ikke på én bestemt gruppe som de skyldige. Det navngiver ingen foged og ingen herremand, og det nævner ingen bestemt egn.
Forbuddet
Kongens svar var et forbud, udstedt under trussel om tab af hans nåde. Ingen af hans fogeder, ingen af deres embedsmænd, og overhovedet ingen, uanset stilling eller stand, måtte herefter besvære præster og klostre med gæsteri og ulovlige skatter. Den, der gjorde det alligevel, skulle regne med kongens hævn.
Begrundelsen var religiøs. Gudstjenesterne og forvaltningen af sakramenterne måtte ikke ophøre, fordi kirken manglede folk til at holde dem. At værne om gudsdyrkelsen, skrev kongen, hørte i højeste grad til hans kongelige værdigheds pligt.
Der er en pointe i, hvordan forbuddet er bygget op. Kongens egne fogeder nævnes først blandt dem, der ikke måtte tynge kirken. Men det var også fogederne, der sammen med bisperne skulle straffe overtræderne hårdt. Kongens mænd var på én gang en del af problemet, som brevet forestiller sig det, og det redskab, der skulle løse det.
Et brev til Jylland – og til Lolland
Brevet blev udfærdiget i mindst to eksemplarer.
Det ene var stilet til alle, der bor i landet Jylland – der, hvor oprøret rasede. Det er i dag kendt gennem en bekræftet afskrift, en vidisse, dateret den 2. maj 1359, blot tre dage efter at brevet var givet på Aalholm.
Det andet var stilet til alle i Odense stift, som dengang omfattede både Fyn og Lolland-Falster. Det originale brev er tabt, men dets spor fører direkte tilbage til Lolland. Da præsteskabet på Lolland i 1589 skulle dokumentere sine rettigheder over for herredagen, var brevet blandt de breve, det sendte ind. Og i 1626 blev det registreret efter originalen, som dengang lå i Stokkemarke Kirke.
Kongens forbud rakte altså langt ud over borgens nærmeste omegn. Men det er også blevet bevaret af de lollandske præster, der i mere end to et halvt århundrede gemte det som et dokument, de kunne få brug for.
Aalholm som regeringssæde
Forbindelsen til selve Aalholm er usædvanlig tydelig. På latin slutter brevet med ordene Datum Aleholm nostro sub sigillo et in presencia nostra – givet på Ålholm under vort segl og i vor nærværelse.
Det passer ind i middelalderens rejsekongedømme. Kongen og hans følge af stormænd og kancelli bevægede sig mellem kongsgårde, slotte og byer, og regeringsarbejdet fulgte med. Et slot kunne være både opholdssted og arbejdsplads for kongemagten.
Når man i dag forestiller sig Aalholms middelalder, er det let at tænke på volde, våben og belejringer. Men borgens betydning lå også i de beslutninger, der blev truffet her. Med kancelliet i kongens følge kunne en befaling rejse fra Aalholm til Jylland og Fyn.
Samme år fik kongens søn Kristoffer titel af hertug af Lolland. Lolland var ikke længere et pantsat randområde, men en del af kongeslægtens egen kerne.
Fra forbud til landefred
Et år senere, på pinsedag den 24. maj 1360, holdt kongen et rigsmøde i Kalundborg. Her blev landefredsforordningen vedtaget – en kontrakt mellem kongen og rigets ledende mænd, som afsluttede det jyske oprør. Rigets gamle love og rettigheder skulle respekteres, ingen måtte fængsles uden lov og dom, og rigets fred skulle opretholdes.
Og gæsteriet var med. Kapitler, klostre, kirker og gejstlige skulle nyde deres gamle rettigheder. Og alle lovede, at ingen uden ret og skel måtte tage ind som gæst hos nogen uden værtens gode vilje. Den, der gjorde det, skulle dømmes som en åbenbar røver.
Det, der i 1359 var et kongeligt forbud udstedt på Aalholm, var i 1360 blevet et fælles løfte, beseglet af kongen, hertugerne, bisperne og rigets riddere og væbnere.
At samle Danmark krævede mere end at vinde jord og borge. Det krævede også, at magten kunne sætte grænser for dem, der udøvede den.
Den 29. april 1359 blev en sådan grænse trukket fra Aalholm.