Da Carl Gustafs tropper omsider drog af Lolland, stod Aalholm tilbage som et plyndret hus. Og de næste syv årtier – fra svenskekrigens hærgen til auktionshammeren i 1725 – er slottets stille, grå kapitel: ingen konger ved taflet, ingen byggende lensmænd, ingen fester. Kun en aldrende kæmpe ved noret, der langsomt satte til, mens Danmark forandrede sig omkring den. Men netop de glemte år fortjener deres egen post – både fordi kilderne tegner dem overraskende præcist, og fordi forfaldet, paradoksalt nok, blev middelalderborgens redning.
Regningen efter svenskerne
Opgørelsen efter besættelsen er bevaret, og den er nådesløs læsning. Svenskerne havde “skaltet og valtet med borgen, som de fandt for godt”: Tårnenes bly og skifer var revet af, bræddeklædningen slået ned, tømmeret fordærvet – om det store tårn hed det ligefrem, at det “synes bedst, at samme Taarn nedtages og forbygges med Sparreværk og Mur”. Ikke et eneste vindue på slottet var helt. En samtidig indberetning regnede ud, hvad en blot nogenlunde istandsættelse ville kræve: 15.000 tagsten, 30.000 mursten og 4.000 astrag – gulvfliser – “o.s.v.”, som kilden lakonisk tilføjer. Det “o.s.v.” er måske dokumentets mest sigende ord: Der var så meget i stykker, at skriveren opgav at liste det hele. Forfaldet var i øvrigt begyndt før krigen – allerede synet 1642 fandt ormædt vægklæde selv i kongens kammer, og i 1654 og 1656 var der brugt 500 og 300 daler på nødreparationer (se posterne fra 1642-synet og 1658) – men svenskerne gjorde skaden total. Kun ét lyspunkt havde katastrofeåret budt på: slotsskriverens kone, Johanne Lerche, der jog fjenden på flugt med sin gloende ildrager (se posten fra 1658).
Fra len til amt: Magtens afsked
Og som om murene ikke havde mistet nok, tog den nye tid nu også titlen fra dem. Med enevældens indførelse 1660 blev det gamle lensvæsen afskaffet, og Aalholm Len omdannedes til Aalholm Amt – men værdigheden varede kun ét år: Da den sidste lensmand, Philip Joachim Barstorff, takkede af i 1661, blev amtet lagt sammen med Halsted Kloster amt, og i 1685 forenedes alle tre lollandske småamter under én fælles amtmand med sæde ved Nykøbing. Borgen, der i tre århundreder havde været omdrejningspunkt for Vestlolland, Fuglse og Musse herreder – kongernes hovedslot på øen, dronningernes livgeding, rigets forhandlingsbord – sank ned til at være “et slet og ret anneks til Nykøbing Slot”. Administrativt var Aalholm blevet en fodnote. Og fodnoter får som bekendt kun “de nødtørftigste reparationer”.
Øjebliksbilledet 1671: Den gamle borg fotograferet med ord
Midt i de glemte år kommer så et af de mest værdifulde dokumenter i hele slottets bygningshistorie: synsforretningen fra 1671, der sammen med prospektet i Resens Atlas giver os den middelalderlige borg beskrevet, kort før forandringerne satte ind. Vi ser tre fløje med fire svære tårne, mod vest forbundet af en brandmur med skydeskår og vægtergang, så det hele dannede den lukkede, rektangulære firkant. Vi får rummene med funktion: køkken og bryggers i nordfløjen, fruerstuen ved vindeltrappetårnet i østfløjen, borgestuen østen og maltkøllen vesten for porten i sydfløjen. Og så den detalje, der får enhver læser til at smile: “i vindebroen fungerede endnu hejseværket”. Efter plyndring, forfald og glemsel kørte middelalderens maskineri stadig – man kunne, om man ville, hejse broen op for fjenden i 1671, længe efter at fjenderne var holdt op med at komme. Synet nævner endda et “femte tårn”, som eftertiden har grublet over; standardværket løste gåden – det var et sænket tagparti, der gav hjørnet et tårnagtigt tilsnit (se posterne fra 1938 og 1965). Trods “vitterlig unøjagtighed i mange enkeltheder” er 1671-beskrivelsen vores sikreste billede af det Aalholm, som kongerne og dronningerne havde kendt.
Dronningerne, der aldrig kom
På papiret havde slottet endda fornemme ejere i disse år: Som anneks til Nykøbing hørte det 1670-85 til enkedronning Sophie Amalies og 1699-1714 til enkedronning Charlotte Amalies livgeding – de sidste led i den lange dronningerække (se posten om enkedronningernes livgeding). Men hvor Sophie af Mecklenburg i sin tid havde drevet Aalholm som landets største studegård, var de to enevoldsdronninger fjerne ejere, der aldrig satte deres præg: “Intet synligt minde erindrer om de to dronninger”, konstaterer standardværket tørt. Da Charlotte Amalie døde i 1714, faldt Aalholm hjem til kronen for sidste gang. Frederik 4. overvejede at gøre godset til midtpunkt i et lollandsk ryttergods – planen blev hurtigt opgivet – og i 1725 endte historien, hvor alle ved: på auktion, med Emerentia von Levetzau som køber (se posten fra 1725).
Forsømmelsens gave
Og her kommer de glemte års paradoks, som fortjener at stå med store bogstaver i slottets historie: Fattigdom er den bedste konservator. Fordi ingen i syv årtier havde råd, vilje eller anledning til at bygge om på Aalholm, blev middelaldermurene stående, som de var – lappede, men urørte. Havde 1600-tallets eller det tidlige 1700-tals ejere haft penge og ambitioner, var den gamle borg med stor sandsynlighed blevet moderniseret til ukendelighed, som det skete for så mange danske kongeslotte og herregårde i barokkens og rokokoens århundrede. I stedet ventede murene – og da byggeriet endelig kom igen med grevernes østfløj 1779 og Holms store ombygning 1889, overlevede netop nordmuren, vestmuren og de gamle hjørnetårne: de partier, som Chr. Axel Jensen kunne læse borgen ud af, og som i dag gør Aalholm til “et af landets mærkeligste minder fra middelalderen” (se posten fra 1965). De glemte år glemte at ødelægge. Det er, når alt kommer til alt, den smukkeste eftertanke, forfaldstiden efterlod: Nogle gange er det ikke dem, der byggede, men dem, der lod være, vi skylder mest.