I 1538 lukkede det sidste franciskanerkloster i Danmark. Det lå i Nysted, et stenkast fra Aalholm. Lensmanden på slottet skrev sølvet op, en munk gravede det ned i jorden, og markerne blev lagt ind under godset.
Byen mellem borgen og klostret
Nysted opstod i anden halvdel af 1200-tallet i tæt tilknytning til den kongelige borg Aalholm. Og stedets betydning understreges af det franciskanerkloster, der blev stiftet i byen i 1286 — på jord skænket af herrerne til gårdene Kærstrup og Kjeldstrup.
Borgen og klostret er altså jævnaldrende. De voksede op sammen, inden for kort afstand af hinanden, og byen voksede op imellem dem.
Franciskanerne kaldtes i Danmark gråbrødre efter deres uldne kutter. De var en tiggerorden — munke, der efter ordensreglen ikke måtte eje noget, men skulle leve af almisser og virke ude blandt folk. Ordenen anlagde kun klostre i byer af en vis betydning. At der blev bygget et i Nysted, siger derfor noget om, hvad stedet var værd i 1286.
Hospitalet for de fine
Et gråbrødrekloster var ikke kun et bedehus. Det var også et sted, man kunne dø.
Klostret i Nysted husede syge medlemmer af det danske hof og af adelen. Blandt dem var Odensebispen Valdemar Podebusk, som levede sit sidste år i 1392 og blev hædret med begravelse i klosterkirken. Andre navne, der nævnes, er Lyder Colbaltus Kabel og Anders Sjundesen til Kærstrup — formentlig en efterkommer af klostrets egne stiftere.
Det er en detalje, der er værd at holde fast i. På den ene side af byen lå borgen, hvor lensmanden holdt ret og krævede skat ind. På den anden side lå klostret, hvor de samme mennesker kom, når de blev syge — og hvor de blev begravet.
Og selv om brødrene officielt var tiggermunke, var klostrene ikke uden midler. Mange adelige betænkte dem i deres testamenter, ikke mindst når munkene havde plejet dem i sygdom eller alderdom.
1477: Slagsmålet
I slutningen af 1400-tallet gik ordenen i indre strid.
To fløje stod mod hinanden. Observanterne krævede, at ordensreglens oprindelige bestemmelser om fattigdom og forbud mod ejendom blev overholdt til punkt og prikke. Konventualerne var mere indstillet på at leve et behageligt liv.
Munkene i Nysted var konventualer.
I 1477 gik observanterne til håndgribeligheder. De pryglede brødrene i Nysted korporligt og smed dem på porten.
To år senere skete det modsatte.
Striden var ikke kun et internt anliggende. Reformbevægelsen synes ligefrem at have udløst en mindre fejde mellem flere af de adelsfamilier, der var knyttet til klostret. Det var stormændene på egnen, der havde skænket jorden, betalt for messerne og skullet begraves der — og de tog parti.
I det lange løb sejrede observanterne. Så kom reformationen.
1537 og 1538
I 1537 udgik der et generelt forbud mod tiggerordener i Danmark. Klostrene skulle tømmes.
Men i Nysted skete der ikke noget.
Der fandtes ingen folkelig bevægelse mod franciskanerne i byen, og reformationen synes ikke at have udløst den store modvilje mod brødrene. Klostret meldes stadig at eksistere i 1538 — hvor det så endelig blev lukket.
Dermed blev Nysted gråbrødrenes sidste tilholdssted i Danmark. Det er en bemærkelsesværdig plads i danmarkshistorien for en lille købstad på Sydlolland: her holdt en middelalderorden ud længst.
Lensmandens fortegnelse
Da det var forbi, blev der skrevet op.
Lensmanden på Aalholm lod udarbejde en fortegnelse over værdierne i klostret. Der var blandt andet fire forgyldte sølvkalke, fire forgyldte skåle og tre små hvide sølvskeer.
Det er en kort liste. Man kan læse den som et regnskab. Man kan også læse den som en dødsattest: alt, hvad to hundrede og halvtreds års fromhed og adelige testamenter havde efterladt i huset, kunne rummes i en enkelt opremsning.
Og der var en, der ikke ville finde sig i det.
En af munkene tog skattene og gravede dem ned i jorden. Han ville redde dem til bedre tider.
De blev fundet og afleveret til kongens kasse.
Vi kender ikke hans navn. Vi ved ikke, hvor han gravede, eller hvem der angav ham. Men det er det sidste, vi hører om en gråbroder i Nysted: en mand, der troede, at det her nok skulle gå over.
Hvad Aalholm fik
Klostrets besiddelser blev fordelt.
Agerjorden blev lagt ind under Aalholm Slot. Klostrets abild- og humlehave fik sognepræsten i Nysted tilladelse til at benytte.
Det er værd at holde fast i, hvad det betyder. Godsets marker rummer den dag i dag jord, som gråbrødrene dyrkede i to et halvt århundrede. Aalholm arvede klostret.
Nedbrydningen tog to hundrede år
Bygningernes dødsdom blev beseglet kort efter lukningen. Allerede i 1551 udgik der kongelig befaling om nedrivning.
Men mure af munkesten giver sig ikke let. En del af komplekset stod endnu i 1577, og derefter blev murværket brudt ned lidt efter lidt gennem generationer.
Den endelige rydning kom omkring år 1800. Den daværende ejer af vænget — told- og konsumtionsinspektøren — bortførte munkesten i masse og plyndrede tomten for over tusind læs kampesten.
Pladsen, som kaldes Spurvevænge, har siden ligget under plov.
Hvad der alligevel overlevede
Og så er der alligevel noget tilbage.
Et signet. På klostergårdens grund, i lavningen tæt ved gasværket, blev der opgravet et middelalderligt signet af malm, 3,8 centimeter i tværmål. Under en baldakin af gotisk stavværk ses apostlen Peter med nøglen i hånden, og forneden en lille knælende munk med foldede hænder. Randskriften lyder: “Petre amas me” — Peter, elsker du mig. Det er Kristi spørgsmål til Peter efter opstandelsen.
Et håndskrift. Klostrets bog befinder sig i dag i Haag i Nederlandene. Det er ét af kun fire bevarede danske klosterhåndskrifter fra hele middelalderen.
Et martyrologium, som blev genfundet i 1966 og omtalt i Folketidende samme februar.
Og gravene. Der blev foretaget sporadiske udgravninger i slutningen af 1920’erne, da området lå tomt. I december 1976 kunne avisen melde, at grave fra klostertiden var fundet ved Nysted. Det kom ikke som nogen overraskelse — man vidste godt, de var der.
Og endelig gadenavnene. Klostervej, Kirkestien og Munkestien omkranser stadig det gamle klosterområde. Det er det sidste synlige minde om huset.
To huse, én overlevede
Der er en symmetri i historien, som er svær at komme udenom.
Borgen og klostret blev anlagt inden for en generation af hinanden, få hundrede meter fra hinanden, og af de samme mennesker — kongen og stormændene på Lolland. I to et halvt århundrede stod de side om side som byens to poler: magten og bønnen.
I 1538 forsvandt det ene. Stenene blev kørt væk, jorden blev pløjet, og markerne gik ind under det andet.
Aalholm står endnu.