I foråret 1864 blev slottet ved Nysted Nor til hospital. Mændene kom med skib fra krigen i syd. Tolv af dem kom aldrig videre, og året efter samlede byens beboere penge ind til en obelisk over dem.
Foråret 1864
Den 18. april 1864 stormede preussiske styrker Dybbøl-stillingen. Det kostede på dansk side syv hundrede døde og over fem hundrede sårede, og mere end tre tusind mand blev taget til fange. Resten af den udmattede danske hær trak sig ud på Als, hvor de blev slået igen den 29. juni.
Da krigen sluttede med freden i Wien den 30. oktober, havde Danmark afstået Slesvig, Holsten og Lauenborg — en tredjedel af monarkiets areal og fyrre procent af dets befolkning.
De sårede skulle et sted hen.
Hvorfor Nysted
Nysted lå så langt fra kamphandlingerne, som man kunne komme i det danske monarki — og byen havde den eneste naturlige havn på Lollands sydkyst.
Det er formentlig hele forklaringen. Sårede blev sejlet nordpå fra Als og Sønderborg, og der blev indrettet lazaretter i købstæder over hele riget. I Assens døde halvtreds mand på byens lazaret.
Og på holmen ved Nysted Nor lå et slot med plads.
Slottet som hospital
Aalholm fungerede som lazaret for sårede soldater i krigen 1864.
Godset tilhørte dengang grev Gregers Christian Raben — doktor i filosofi og klassiske sprog, manden der lod buster med latinske indskrifter opstille i parken og opførte det gule lysthus Bjørnehuset. Han døde barnløs i 1875, og med ham uddøde linjen.
Hvor på slottet de sårede lå, ved vi ikke. Men det er værd at holde fast i, hvad bygningen oprindelig var til: en befæstet vandborg, anlagt af kongen i slutningen af 1200-årene til forsvar for den sydligste del af det danske rige.
Seks hundrede år senere lå den fyldt med mænd, der var blevet skudt i stykker i den krig, hvor den sydligste del af riget gik tabt.
Hvad et lazaret var i 1864
Man skal forstå, hvad de kom til.
Kirurgien i 1864 var før antiseptikken. Behandlingen bestod i at fjerne kugler, hvis det kunne lade sig gøre — og ellers hovedsageligt i amputationer. Det var indgrebet, brigadelægerne kunne udføre, og det var ofte det eneste, der var.
Bagefter kom det, samtiden kaldte sårfeberen. Infektionen. I årene efter talte man om “sårfeberen fra 1864” som et begreb for sig.
Hertil kom, at de danske myndigheder under de slesvigske krige afviste international hjælp — og afviste kvinder som sygeplejersker. Ti år efter at Florence Nightingale havde vist, hvad organiseret sygepleje kunne udrette på Krim, sagde man i København nej tak.
Det er den virkelighed, mændene på Aalholm lå i.
De tolv
Den 6. oktober 1865 blev der rejst en obelisk på Nysted kirkegård. Den står der endnu.
På forsiden læses: “Dette Monument opreist den 6te October 1865 af Beboere i Nysted, Landsognet og Herritzlev til taknemlig Erindring om de 12 Fædrenelands Forsvarere som i 1864 døde paa Aalholms Lazareth.”
På den anden side står et salmevers fra Salme 68, og derefter navnene på de tolv. Nederst: “Herren bevare de Trofaste.”
De døde i perioden fra april til august 1864.
Tre af dem
Takket være et omfattende privat registreringsarbejde over danske krigergrave fra de to slesvigske krige, gennemført af bibliotekaren Michael Bach, kan flere af de tolv sættes navn og skæbne på.
Mads Hansen var født den 20. maj 1833 i Nørre Lyndelse i Odense amt. Hans forældre var ikke gift, og han blev sat i pleje hos en gårdmand i sognet. Han blev såret ved Dybbøl den 12. april 1864 — seks dage før stormen — og amputeret. Han døde på Aalholm lazaret den 26. juni og blev begravet på Nysted kirkegård den 30.
Der er to en halv måned mellem den kugle, der ramte ham, og den dag, han døde. Det er sårfeberen fra 1864, sat på én mand.
Hans Rasmussen var konstabel ved artilleriets 3. fæstningskompagni, født den 2. april 1841 i Tillitse på Lolland. Han blev såret ved Dybbøl den 14. april og døde på Aalholm.
Han var altså hjemme. Han blev kørt fra fronten til et lazaret femogfyrre kilometer fra den sogn, hvor han var født — og døde der.
Hans Christian Hansen, menig ved 5. infanteriregiment, født i Tarup ved Odense i 1836, døde ikke af sine sår. Han døde af tyfus.
Det er værd at bemærke. Et lazaret i 1864 var ikke kun farligt på grund af kirurgien. Det var også et sted, hvor mange mænd lå tæt.
Det er glædeligt og opmuntrende for vor tappre Armee at see, hvorledes Alle i Landet, Store og Smaa kappes om at yde deres Skjærv for at lindre de ulykkeliges Lidelser, der saarede eller syge maa tye til Lazaretherne.
Ogsaa herpaa Lolland viser denne Interesse for vore Fædrelandsforsvarere sig i det skjønneste Lys. I enhver By indrettes der Bazarer og samles Penge. Eieren af Berritzgaard, hvilken stod ubeboet, har stillet samme til Disposition, og der indrettes for Tiden et Lazareth.
Men fremfor Alle maa fremhæves Dr. phil. Grev Raben til Christiansholm, der har stillet sin deilige Eiendom „Aalholm Slot“ til Regeringens Disposition uden derfor at fordre nogensomhelst Godtgjørelse. Greven med Familie beboede dette Slot indtil nu, og da Regeringen med Taknemlighed modtog Tilbudet flyttede den grevelige Familie hele det betydelige Bohave i nogle faa Dage.
Aalholm er nu maaskee et af de bedste Lazarether, Armeen har; der findes prægtige høie Værelser med bagved liggende Korridorer, foran Slottet udmærket smukke gamle Lindealleer, med en deilig Udsigt over Skov og Sø, i Nærheden af Slottet en stor Have med sjeldne Træer, som Plataner, Liriodendron &c.
Kort sagt dette lille Punkt er et reent Paradis.
Hvem der betalte for stenen
Der er en detalje i indskriften, som er let at overse.
Monumentet blev rejst af beboerne i Nysted, landsognet og Herritslev. Ikke af staten. Ikke af hæren. Og ikke af greven, hvis slot de var døde i.
Det var almindelige mennesker fra tre sogne på Sydlolland, der samlede ind til en obelisk over tolv fremmede mænd fra Fyn og Lolland, som var blevet båret ind i deres by og ikke båret ud igen.
Femten måneder efter den sidste af dem døde, stod stenen.
