I 1880 udkom i København et værk på over 600 sider, som lige siden har stået som den store biografi om Valdemar Atterdag: C.E.F. Reinhardts Valdemar Atterdag og hans Kongegjerning. For Aalholm er bogen noget nær en familiebibel – det er den lærde fortælling om kongen, hvis marsk belejrede borgen i 1346, hvis søn blev hertug af Lolland med Aalholm som residens, og under hvem borgen blev scene for topmødet 1362, Aalholm-traktaten 1366 og den snedigt afværgede belejring 1368. Men bogens egen tilblivelseshistorie er næsten lige så bevægende som dens indhold: Forfatteren fuldførte den som blind.
Historikeren, der skrev i mørke
Christian Emanuel Frits Reinhardt (1829-1896) var historiker, embedsmand og en af de nationalliberales foreningsfolk – en mand af den generation, for hvem nederlaget i 1864 var livets store sår. Og det er ingen tilfældighed, at netop han kastede sig over netop denne konge: Biografien er, som det siden er blevet formuleret, skrevet lige efter og under indtryk af nederlaget i 1864. Danmark var igen blevet lemlæstet, igen havde riget mistet land til tyske hertuger og grever – og Reinhardt fandt sit svar i 1300-tallet: historien om kongen, der overtog et rige, som ikke fandtes – pantsat stykke for stykke til holstenske grever – og som med list, penge og jernvilje samlede det igen, borg for borg. Valdemar Atterdag som national medicin.
Værket blev til under vilkår, der gør det til en præstation af rang: Reinhardt mistede synet undervejs, men fuldførte – med sin “mærkelige Energi”, som Dansk biografisk Lexikon skrev – det store værk “trods sin fuldstændige Blindhed og øvrige Skrøbelighed”; udgivelsen måtte besørges af en kollega. Man skal have det billede med, når man læser de 616 sider: en blind mand, der dikterede Danmarks genrejsning frem af sin hukommelse og sine hjælperes oplæsning. Leksikonets dom lød, at der i det “livfulde, af en stærkt patriotisk bevæget Fremstilling prægede Arbejde” var nedlagt “en omfattende Viden og megen Skarpsindighed” – og at det havde “sikret Reinhardts Navn mod Forglemmelse”. Det holdt: Endnu i dag står bogen i faglitteraturens litteraturvejledninger som én af kun to biografier, der nogensinde er skrevet om Valdemar Atterdag.
Bogen og dens metode: Diplomerne taler
Undertitlen røber værkets ambition: “Med et Tillæg af hidtil utrykte Diplomer”. Reinhardt byggede ikke på krønikernes gode historier alene, men gravede breve, traktater og pantebreve frem, som aldrig før var trykt – et tidligt forsøg på kildekritisk historieskrivning, udgivet i selve overgangsøjeblikket, lige før den unge Kristian Erslev revolutionerede faget. Erslev anmeldte da også bogen indgående i Historisk Tidsskrift 1881 – samme Erslev, hvis lensmandsværker et årti senere blev grundlaget for Aalholms egen malede lensmandsfrise (se lensmandssiden). Trådene i 1880’ernes historikermiljø løber påfaldende ofte forbi borgen ved noret.
For Aalholms tidslinje er bogen rygraden i hele det gyldne 1300-tal: Her udfoldes grev Johans panteherredømme, indløsningerne og vinterfelttoget 1346, hertug Christoffer af Lolland, Gotlandstoget 1361 – hvor hertugen i øvrigt red ved sin faders side – fyrstemøderne og traktaterne på Aalholm og den store koalitionskrig 1368-70, hvor lensmand Kersten Kule forhandlede borgen fri (se sidens poster fra 1346, 1360, 1362, 1366 og 1869). Og tillægget af utrykte diplomer er et researchmål i sig selv: Blandt Reinhardts fremdragne breve kan der gemme sig Lolland- og Aalholm-stof, som fortjener at blive holdt op mod Diplomatarium Danicum.
1864 på borgens vægge
Der er en sidste tråd, som binder bogen til slottet på en måde, Reinhardt aldrig selv fik at se. Da Aalholms riddersal i det følgende halve århundrede fik sit malede bånd med rigets landevåben, skrev man ved våbnene årstallene for det tabte og det genvundne: Norge 1388-1814, Holsten 1460-1864 – og “Slesvig, til 1864, igen 1920” (se lensmandssiden). Det er præcis Reinhardts følelse, sat på en væg: bevidstheden om et rige, der kan miste og genvinde. Bogen fra 1880 og frisen fra Genforeningsårene udspringer af samme kilde – og midt imellem dem står Valdemar Atterdag, manden der beviste, at det tabte kan vindes hjem. Det var derfor, en blind historiker brugte sine sidste kræfter på ham. Og det er derfor, hans bog hører hjemme på Aalholms hylde: Ingen enkelt bygning i Danmark bevidner kongens genrejsningsværk mere håndgribeligt end borgen, hans marsk vandt tilbage over isen i 1346.