Aalholms lensgreve Gregers Christian Raben er doktor i filosofi, medlem af et lærd selskab i Jena og kammerherre. Men i Vestjylland, hvor han i 1860’erne opdyrker hede og udsætter franske frøer i en dam i skoven, får han et andet navn: den gale greve. Herfra stammer historierne om bjørnen på Christian IX’s taffel og greven, der fik sendt et ekstratog efter sig. Og herfra rejser hans adoptivdatter til Borbjerg Kirke for at gifte sig med Norges nationaldigter.
En greve, der ikke ville bo på Aalholm
Gregers Christian Raben (1796–1875) overtog Grevskabet Christiansholm i 1838, da faderen, naturforskeren Frederik Christian Raben, døde i Rio de Janeiro. Han var, som vi har fortalt, manden der fik lov at give grevskabet navnet Aalholm tilbage, og han satte sit præg på slotsparken med buster, latinske indskrifter og lysthuse.
Men Gregers var ikke en godsejer, der sad stille på sit slot. Han var dr.phil., fra 1843 hofjægermester, fra 1846 kammerherre og medlem af Det latinske Selskab i Jena. Han havde giftet sig uden for adelen: Anna Margrethe Lund, som døde i 1851. Ægteskabet var barnløst – men ikke uden barn. Parret havde adopteret Anna Margrethes niece, Anna Marie Amalie, født i Næstved den 1. december 1832 som datter af billardholder Svend Nordberg og Erikke Lund. Hun voksede op som komtesse Amalie Raben.
Efter hustruens død opholdt Gregers sig i lange perioder andre steder end på Lolland. Han ejede Søbo på Fyn, hvor han døde i 1875, og fra 1860’erne den gamle vestjyske herregård Rydhave ved Vinderup.
Rydhave: hede, frøer og en heks
Rydhave havde tilhørt slægten Sehested i over to hundrede år, var i 1825 havnet hos Viborg Stift og var siden gået fra hånd til hånd. Gregers købte gården – de lokale kilder siger med det formål at opdyrke de vidtstrakte hedearealer under godset. Han var velstående og brugte store summer på at sætte hovedbygningen i stand i den historiserende herregårdsstil, som den stadig har. Ombygningen dateres til 1864.
Det var ikke landbruget, der gav ham øgenavnet. Historisk Samfund for Skive og Omegn skriver, at han blev kaldt “den gale greve”, mest for sine mange idéer – som opdræt af importerede avlsfrøer fra Frankrig. Efterskolen, der i dag har til huse på Rydhave, fortæller børnene om greven, der gravede en frødam i skoven til sine franske frøer og engang skød en heks.
Navnet blev hængende. Lokalarkivet i Vinderup har stadig en mappe med titlen “Den gale greve på Rydhave” – og en anden om komtesse Amalie Raben, skrevet af egnens lærer J.P. Christensen.
Bjørnen, der endte på kongens bord
Den mest berømte af historierne fortalte folkemindeforskeren August F. Schmidt i Hardsyssels Aarbog i 1957.
Gregers var passioneret jæger, og rejserne gik til Norge på bjørnejagt. På en vinterjagt nedlagde han en stor bjørn. For de fleste jægere ville historien være endt dér, men greven lod dyret lægge på en slæde og transportere fra Norge gennem Sverige til København, hvor det blev foræret til hoffet – og serveret ved et af Christian IX’s tafler. En af gæsterne skal have fundet kødet temmelig sejt. Bjørnekød blev ikke nogen succes ved det danske hof.
Schmidt fortæller også om grevens strid med stationsforstanderen i Vinderup. Jernbanen mellem Skive og Struer åbnede den 17. november 1865, og greven brugte toget på sine rejser. En dag stod han på perronen og så toget mod Struer køre – efter hans ur fem minutter for tidligt. Stationsforstanderen forsøgte at tale ham til rette, men greven krævede, at der blev telegraferet til Struer. Resultatet var, ifølge overleveringen, et ekstratog, der blev sendt tilbage til Vinderup for at hente den triumferende greve.
Det er gode historier. De er også nedskrevet i 1957, tre generationer efter greven, og de skal læses som det, de er: en egns erindring om en excentrisk herremand. Bjørnen kan hverken be- eller afkræftes uden hofmarskallatets taffellister.
Norgesforbindelsen: Digteren og komtessen
Men Norgesrejserne havde en konsekvens, som kan dokumenteres.
På en af sine rastløse rejser i 1860’erne – efter tabet af sin første hustru og begge sønner – traf den norske digter Andreas Munch (1811–1884) komtesse Amalie Raben. Munch var Norges første digter med statspension, en af de tre, der ifølge samtiden havde grundlagt en selvstændig norsk litteratur.
Den 10. oktober 1865 blev de gift i Borbjerg Kirke i Jylland. Borbjerg er nabosognet til Ryde. Brylluppet blev altså holdt fra Rydhave, samme år som greven ifølge de fleste kilder overtog gården.
Parret levede resten af Munchs liv i Danmark – om vinteren i København, om sommeren i deres villa i Nysted, med Aalholms park som nabo. Det var den forbindelse, der i 1874 fik Munch til at skrive sin hyldest til slottet, som vi har fortalt om i en tidligere artikel. Grevens svigersøn var med andre ord ikke en tilfældig sommergæst, men familie, og Norgesjagterne og digterbrylluppet er to sider af samme historie.
Greven, der gav til de fattige
Da Gregers solgte Rydhave i 1873 til grev Danneskiold-Samsøe, efterlod han sig mere end anekdoter. I Aalholms arkiv ligger fundatsen for et legat, oprettet af Gregers Raben “til fordel for værdige fattige i Ryde sogn og grevskabet Christiansholm”. Han knyttede altså sin jyske og sin lollandske verden sammen i én stiftelse. Schmidt angiver kapitalen til 70.000 rigsdaler – i 1870’erne en enorm sum.
Manden, folk kaldte den gale greve, brugte sin formue på hedeopdyrkning, herregårdsrestaurering, videnskab og fattighjælp. Det er ikke galskab. Det er en type godsejer, som 1800-tallet kendte flere af: lærd, stædig, gavmild og uden tålmodighed med tog, der kørte fem minutter for tidligt.
Slægtens ende
Gregers Christian Raben døde den 27. maj 1875 på Søbo. Han efterlod ingen mandlig arving, og grevskabet gik til broderen Julius, der døde fire år senere, også uden børn. Så var Otto Ludvig Rabens linje uddød, og kampen om Aalholm endte i Højesteret.
Amalie Munch overlevede dem alle. Hun døde i København den 24. februar 1905, og hendes datter Anna E. Munch udgav i 1954 familiens breve – en kilde til miljøet omkring Nysted og Aalholm i 1870’erne, som endnu ikke er udnyttet i denne serie.