Tidslinjens første epoke hedder “Kongernes og dronningernes Aalholm” – og dronningerne er ikke pynt i den titel. I omtrent et kvart årtusinde var Aalholm nemlig, sammen med det øvrige krongods på Lolland-Falster, øremærket rigets enkedronninger: Når en dansk konge døde, fik hans enke slottene og lenene ved noret som livgeding – sin forsørgelse på livstid. Ordningen begyndte som løsere panterettigheder i 1400-tallet, blev fast tradition fra Christian 2.s tid og holdt, til den sidste enkedronning døde i 1714. Det er en af de længste røde tråde i slottets historie – og forklaringen på, at Aalholms herre gennem flere generationer slet ikke var en herre, men en frue: enke, dronning og godsejer i én person.
Hvad var et livgeding?
Et livgeding var middelalderens og renæssancens svar på enkepension i kongeligt format: gods, len og slotte, som ved ægteskabets indgåelse eller kongens død blev tillagt dronningen til underhold, så længe hun levede. Lolland-Falster egnede sig perfekt – rigt landbrugsland, samlede krongodsmasser og bekvem afstand til magtens centrum – og øerne blev derfor dronningeprovinsen frem for nogen. For Aalholm betød det, at lensmanden på borgen i lange perioder ikke blev udnævnt af kongen i København, men af en enkedronning på Nykøbing Slot: Slottet havde bogstaveligt talt en dronning som chef.
Rækken: Fra Dorothea til den landflygtige Elisabet
Traditionens rødder går til dronning Dorothea af Brandenburg, Christian 1.s myndige enke, der havde særlige rettigheder – formentlig en panteret – i det lollandske krongods frem til sin død 1495, om end Kalundborg var hendes egentlige livgeding. Kong Hans’ dronning Christine kendte også vejen: Hun vides at have gæstet Aalholm et par gange. Men det var Christian 2.s dronning, Elisabet, der først fik Lolland formelt tilsagt som livgeding – et løfte, historien gjorde til intet: Kongeparrets fald og landflygtighed kom imellem, og Elisabet døde i eksil uden nogensinde at nyde sit lollandske gods. Alligevel var præcedensen skabt: Fra nu af hørte enkedronningerne og Lolland-Falster sammen.
Sophie af Pommern: Livgedinget, der måtte vente på en borgerkrig
Frederik 1.s dronning, Sophie af Pommern, fik ved sin forsinkede kroning i 1525 tilsagn om Nykøbing, Aalholm og Ravnsborg – men to rigsråder, der tidligere havde beseglet løftet til forgængersken Elisabet, følte sig bundet af den gamle forpligtelse og nægtede deres samtykke. Og da Sophie efter Frederik 1.s død i 1533 skulle tiltræde, krydsede Grevens Fejde alle planer: Aalholm blev “en tid bold mellem de forskellige magthavere” – indløst af Johan Rantzau, overrumplet af Nysted-borgerne, forlenet og generobret (se sidens post fra 1534) – før enkedronningen omsider kunne overtage sit livgeding. Det beholdt hun til sin død 1568 og forlenede det atter til Johan Rantzau, der i tredive år lod lenet styre ved adelige underfogeder. Fra en af dem, Erik Rosenkrantz, er bevaret et privatbrev fra 1551 om kongens klager over slottets bygfældighed og Rantzaus befaling om istandsættelse – med underfogedens opgivende tilføjelse, at han “ikke kan bekomme tegl-ler på dets tilliggende”. Ni år senere var man ikke nået længere, end at teglovnen skulle gøres klar. Dronningernes Aalholm var også de udskudte reparationers Aalholm.
Sophie af Mecklenburg: Studedronningen
Epokens hovedperson er dog Frederik 2.s enke, Sophie af Mecklenburg, der overtog livgedinget 1588 og regerede det med hård hånd til sin død 1631. Allerede overdragelsen siger alt om magtforholdet: Formynderregeringen skrev i juni 1588 til hendes nye lensmand på Aalholm, Frederik Hobe, at det ufærdige vesttårn straks skulle fuldendes – men først skulle dronningen se huset, og derefter ville rådet sende en bygmester, “så at alt kunne blive ordnet til dronningens behag”. Sophie drev sit livgeding som en virksomhed: “Virkelysten i stort og småt, ganske som sin søn Christian 4., sparsommelig og nøjeregnende kørte hun sine lensmænd i stramme tøjler” – nærmest som ladefogeder. Lensmand Anders Dresselbjerg fik under et af hendes ophold i Mecklenburg skriftlige spørgsmål om, hvorvidt kornet var kommet godt og tørt i hus, om der var opstaldet øksne nok og tilstrækkeligt med oldensvin på skoven – og betegnende for regimet turde han ikke uddele det røde, mølædte klæde fra lensmandsstuen til de fattige peblinge i Nysted uden dronningens skriftlige tilladelse.
Resultaterne fulgte med: Ladegårdsmarkerne blev renset for tjørn og ukrudt, nye enghaver og vænger indtaget, markerne grøftet og hegnet med stengærder – og ved landsbyen Stubberup blev en hel sø tørlagt. Aalholm blev centrum for hendes vældige studeopdræt; jubilæumsbogen fra 1909 kalder hende ligefrem “Landets største Studeopdrætter” (se posten). Og i 1611 kunne hun med stolthed lade hugge en ny kostald på 32 bindinger til Aalholm, “da vor Kvægavl ved Guds Velsignelse har formeret sig fra Aar til Aar, hvorfor den Almægtige billigvis skal have Lov og Tak”. Bagsiden skal nævnes med: For bønderne var enkedronningen “et hårdt herskab, der tyngede dem med nyt hoveri” – havde de klaget over lensmanden i 1588, fik de det ikke bedre under hende.
Og så rummer netop denne dronning en tråd, som tidslinjens læsere vil genkende: Sophie af Mecklenburg var også videnskabens ven – dronningen, der sejlede til Hven og besøgte Tycho Brahe på Uraniborg, og hvis interesse for astronomi og lægekunst var kendt i samtiden. At hendes lollandske livgeding to århundreder senere fik sit eget observatorium i nordøsttårnet (se observatorieposten), kunne hun ikke vide – men det klæder fortællingen, at stjernekiggeriet på Aalholms breddegrader har en skytshelgen blandt slottets dronninger.
Nedturen: Ormædt klæde i kongens kammer
Med det prægtige nye Nykøbing Slot som livgedingets hovedsæde gled Aalholm i baggrunden – “reduceret til et almindeligt lensmandssæde, hvor lensmand fulgte efter lensmand”. Efter Sophies død 1631 gik indtægterne til den udvalgte prins Christian og siden hans enke Magdalene Sibylle, mens forfaldet åd sig ind: Et syn fra 1642 fandt i kongens kammer på Aalholm kun to himmelsenge og “nogle lidet brugelige skiver og bænke”, bag vægklæde der var gammelt, forslidt og ormædt – og i dronningens kammer stod det ikke bedre til. De sidste lensmænd under livgedinget – Palle Rosenkrantz, Pappenheim, Barnewitz og til sidst Philip Joachim Barstorff – administrerede en aldrende borg, og da Barstorff i 1658 flygtede for Karl Gustavs tropper, endte epokens nedtur i katastrofen med de 15.000 tagsten (se posten fra 1658).
De sidste dronninger – og punktummet 1714
Selv efter enevældens indførelse og lenets forvandling til amt holdt traditionen ved i navnet: Som anneks til Nykøbing hørte det gamle slot 1670-85 til enkedronning Sophie Amalies og 1699-1714 til enkedronning Charlotte Amalies livgeding. Men nu var dronningerne fjerne ejere – “intet synligt minde erindrer om de to dronninger”, som standardværket tørt bemærker, og der blev kun foretaget de nødvendigste reparationer. Da Charlotte Amalie døde i 1714, faldt Aalholm hjem til kronen for sidste gang. Frederik 4. overvejede at gøre godset til ryttergods, opgav planen – og satte det i 1725 på auktion (se posten). Med den sidste enkedronnings død døde også dronningernes Aalholm; elleve år senere var kongernes fulgt efter.
Kvindernes slot
Ser man epoken under ét, træder noget usædvanligt frem: Aalholm har i påfaldende grad været kvinders slot. Margrete forhandlede her med hansestæderne i 1394; enkedronningerne ejede det i århundreder; studedronningen Sophie drev det til sin største landbrugsblomstring; og da livgedingets tid var forbi, blev køberen i 1725 – endnu en myndig enke, Emerentia von Levetzau, hvis testamente og grevskabsstiftelse denne tidslinje har fortalt om, og som ifølge sagnet stadig våger over slottet som dets hvide dame (se posterne fra 1725 og 1938). Fra dronning Dorothea til fru Emerentia: I mere end 250 år var det oftere en kvinde end en mand, der i sidste ende bestemte på holmen i noret. Det er værd at huske, næste gang epokenavnet læses – kongernes og dronningernes Aalholm var, når det kom til stykket, mindst lige så meget dronningernes.