Da Frederik 2. døde i foråret 1588, stod hans dronning Sophie tilbage som 31-årig enke med syv børn – den ældste søn, den kommende Christian 4., var kun 11 år. Få måneder senere sad hun på Aalholm og dikterede breve. Vi ved det, fordi hendes kancelli førte omhyggelig bog over hvert eneste brev, der gik ud i dronningens navn – og disse kopibøger fra 1588-1617 er bevaret den dag i dag. De er intet mindre end en logbog over, hvordan Aalholm blev drevet, dag for dag, i mere end en menneskealder – ført af den kvinde, der tre år tidligere havde sat sit navnetræk på riddersalens væg (se sidens post fra 1581-1585).
Livgedinget: Et dronningerige ved Østersøen
Allerede ved brylluppet i 1572 var det aftalt, hvad Sophie skulle leve af, hvis hun blev enke: Som livgeding fik hun tilskrevet “Krongodset paa Lolland og Falster tillige med Nykøbing By og Slot” – hele det kongelige gods på Sydhavsøerne, med Aalholm som et af hovedlenene. Købstæderne og de egentlige kongelige rettigheder – skatter, told, landshøjhed – beholdt kronen, men godset, gårdene, skovene og slottene var dronningens.
I 1588 blev aftalen til virkelighed. Og den unge enke viste sig hurtigt at være alt andet end en passiv pensionist: Hun forhandlede sig hos rigsrådet til fortsat indflydelse på børnenes opdragelse, fri hofholdning og en ombygning af Nykøbing Slot på statens regning – og kastede sig så, med forordets ord, “straks med Iver over den nye Opgave at styre det udstrakte Krongods paa Lolland og Falster”. Korrespondancen voksede så voldsomt, at hun måtte oprette sit eget kancelli, der fulgte hende, hvor hun opholdt sig. Det er dette kancellis kopibøger, der nu ligger i Rigsarkivet – og som blev udgivet på tryk i 1937.
September 1588: Enkedronningen rykker ind på Aalholm
Kopibøgerne lader os følge Sophie næsten dag for dag. I slutningen af august 1588 – kongen var knap begravet – meddelte hun regeringsrådet, at hun “førstkommende Mandag agter at rejse til sit Livgeding paa Lolland og Falster”. Og i september finder vi hende så på inspektionsrejse på øerne: Brevene er dateret Nykøbing den 8., Aalholm den 10., Halsted Kloster den 13. – og Aalholm igen den 18. september. Enkedronningen boede på borgen og regerede derfra.
Hvad hun beordrede fra Aalholm i de dage, tegner et levende billede af en godsejer med planer:
Avlen skulle udvides. Bønderne i Fuglse Herred fik strengt påbud om at møde “med Plove og Harver” og hjælpe med at pløje slottets marker og køre gødning ud – dronningen ville “forbedre sit Slot Aaleholms Avl og gøre den større end hidtil”. Kronens bønder skulle grøfte og grave omkring alle Aalholms marker og sætte “gode færdige Gærder” – fra Stubberup Mark til Lågerup Sø og ned til Markesø. Og Rodens Enghave skulle gøres “meget større” og udvides mod Frejlev Fang – det samme Roden, hvis skov og enge stadig hører til godset i dag.
Byggeriet var slut. Teglovnen ved slottet skulle nedlægges, “da hun ikke behøver at brænde flere Sten til Slottets Bygning” – et fint punktum for 1580’ernes store ombygning (se posten 1581-1585). Men vedligeholdelsen fortsatte: I 1589 arbejdede “Mester Hans Kobbertækker” med at lægge skifer på Aalholm og istandsætte to af tårnene.
Slottets folk: Aalholms lønningsliste anno 1588
Kopibøgernes måske fineste gave til Aalholms historie er lensmand Frederik Hobes forleningsbrev af 25. juli 1588 – for det opregner hele slottets personale med løn i daler: Lensmanden selv fik 300 daler årligt, slotsskriveren 24, slotsfogeden og ridefogeden 20, kokken 16, en brygger “som ogsaa skal være Bager” 10, kældersvend, redesvend og portner 8, fadeburskvinden – der også skulle “se til Køerne og Malkningen” – 9, og to piger til at malke og kærne smør 4 daler hver. I ladegården: en foged, otte tærskemænd om vinteren, øksne- og korøgtere, en fåredreng til 2 daler, en hakkelseskærer og en vognsvend.
Dertil kom årets fetalje – slottets madforråd – gjort op med fyrstelig præcision: mel og byg i læstevis, 27 kroppe nødekød, 208½ kroppe fårekød, 189 gæs, sild og torsk i tønder, 3.774 hvillinger, 7.548 flyndere og 206 høns. Sådan så et års husholdning ud på Aalholm i 1588 – og til gengæld skulle Frederik Hobe holde “Enkedronningen og hendes Søn Hertug Christian Slottet til tro Haand i en ærlig adelig Slotslov”.
Kopibøgerne giver os også hele rækken af enkedronningens lensmænd på “Aalholm og Øen”: Frederik Hobe (1588-97), Anders Dresselberg (1597-1606), Knud Urne (1606-16), Laurids Grubbe (1616-27), Christoffer Urne (1627-29) og Palle Rosenkrantz (1629-42).
Den strenge og den milde dronning
Brevene viser en godsejer med hånd i alt – og med begge sider af magten. Der er den skrappe forretningskvinde: Lensmanden på Aalholm fik i april 1589 besked på “snarest muligt” at sende 4.000 daler af slottets indkomst – indbetalt, som kvitteringen lyder, “i Enkedronningens eget Kammer”. Kornet fra godserne solgte hun i store kontrakter til Lübeck – interessant nok til en kvindelig købmand, “Borgerske i Lybæk Gierthrud Rosenow”.
Men der er også en beskyttende side. Da Aalholms bønder i 1589 lå i retssag efter klager over den tidligere lensmand Hak Ulfstand og hans foged, skrev Sophie til regeringsrådet, at hun “ugerne ser”, at bønderne dømmes på liv og gods, og bad om, at man “for Enkedronningens Forbøns Skyld” eftergav dem sagen. Og brev efter brev eftergiver landgilde til brandlidte, fattige enker og “udlevede” gamle bønder. Livgedingets undersåtter var hendes indtægtskilde – men de var også hendes ansvar.
En lille sidegevinst gemmer sig i sagen: Hak Ulfstand havde haft myndigheden over Aalholm før Frederik Hobe – og er dermed det bedste bud på den lensmand, der stod for det store byggeri 1581-84 (se posten 1581-1585).
43 år som Nordens rigeste kvinde
Sophies enkestand kom til at vare 43 år, til hendes død i Nykøbing i 1631. I de år forvandlede hun sit lollandske livgeding til en pengemaskine: Ved sin død var hun en af Nordeuropas rigeste personer, der lånte penge ud til fyrster – inklusive sin egen søn, Christian 4. Kopibøgerne er regnskabet over, hvordan det gik til: gård for gård, grøft for grøft, tønde korn for tønde korn – med Aalholm som en af de flittigst omtalte hjørnestene.
For slottets historie er bøgerne en skattekiste: Her findes navnene på fogeder, skrivere, kokke og malkepiger, marker og enghaver, der stadig kan findes på kortet – og billedet af en kvinde, der gik fra at være gæst i riddersalen i 1585 til i 43 år at være Aalholms egentlige frue.