Frederik Christian Raben: Greven der gjorde Aalholm til et naturvidenskabeligt laboratorium

Det er 1791, og den 21-årige Frederik Christian Raben har netop overtaget Grevskabet Christiansholm med Aalholm som hovedsæde. Han kunne leve resten af sit liv som traditionel dansk godsejer. I stedet bruger han næsten et halvt århundrede på at samle planter, fugle, mineraler, fossiler og oldsager, anlægge en af Danmarks mest usædvanlige botaniske haver, bygge et observatorium oven på Aalholms middelaldertårn og rejse gennem Europa, Island, Grønland, Nordafrika, Færøerne og til sidst Brasilien. Da han dør i Rio de Janeiro i 1838, efterlader han sig et Aalholm, der på én gang er slot, gods, botanisk have, observatorium og naturhistorisk museum. En senere historiker har kaldt ham Danmarks største naturhistoriske samler.

En dreng der skulle lære at se

Frederik Christian Raben blev født på Aalholm den 23. marts 1769 som søn af lensgreve Otto Ludvig Raben. Allerede hans opdragelse fortæller noget om den mand, han skulle blive. Omkring 1775 skrev faderen en usædvanligt detaljeret instruktion til sønnens huslærer. Drengen skulle ikke blot lære sprog, religion og de almindelige skolefag. Han skulle lære at iagttage. På gåture langs grøfter, stier, skove og vand skulle han gradvist undervises i naturhistorie og naturvidenskab, og faderen formulerede målet som at gøre sønnen til en “duelig Borger”, der viste respekt for alle mennesker – også de lavest placerede i samfundet.

Instruktionen er forbløffende moderne i sit menneskesyn. Drengen skulle have tid til at lege, bygge “casteller” på gulvet og sejle i båd. Straf skulle bruges forsigtigt, og tissede han i sengen, måtte han ikke straffes, fordi det ikke var med vilje. Men det var især naturen, der skulle indgå i hans dannelse, og det gjorde den. Resten af Frederik Christian Rabens liv blev på mange måder én lang fortsættelse af barndommens vandringer: se, registrere, samle, sammenligne, forstå.

Jurist af stand, naturforsker af kald

Som ung fulgte Frederik den vej, der forventedes af en mand af hans stand. Han studerede jura og tog juridisk embedseksamen ved Københavns Universitet i 1788. Men juraen blev aldrig hans egentlige passion. Da faderen døde i 1791, overtog den 21-årige Frederik Christian grevskabet – og samme år opholdt han sig i Paris.

Det var ikke nogen almindelig tid at besøge Frankrig på. Revolutionen var i fuld gang, og det aristokrati, han selv tilhørte, stod midt i en historisk katastrofe. Alligevel fylder revolutionens drama overraskende lidt i hans rejsedagbog. Da han måtte bære den revolutionære kokarde for at komme gennem Tuilerierne, kommenterede han det nærmest ironisk. Det, der virkelig optog ham i Paris, var kemi, mineralogi, krystallografi og de store naturhistoriske samlinger. Han fulgte forelæsninger hos nogle af tidens førende videnskabsmænd og studerede, hvordan samlinger blev ordnet og udstillet.

Samme lærer som Humboldt

Der er en bemærkelsesværdig forbindelse mellem Frederik Christian Raben og en af naturvidenskabens største skikkelser. Raben var født i 1769 – samme år som Alexander von Humboldt – og de to havde en lærer tilfælles: den tyske naturforsker og antropolog Johann Friedrich Blumenbach i Göttingen. Blumenbach prægede en hel generation af europæiske naturforskere. Hos ham lærte man ikke at betragte planter eller sten isoleret, men at forstå mennesket og naturen som dele af en større sammenhæng.

Historikeren Gerd Malling har påpeget, at udviklingen i Rabens rejsedagbøger på mange måder følger Humboldts. Først dominerer botanikken. Siden bliver blikket bredere: zoologi, geologi, mineralogi, meteorologi, magnetisme, antropologi og menneskers levevilkår. På sine rejser noterede han ikke blot, hvilke planter der voksede et sted; han registrerede også lokalbefolkningens kost, sygdomme, levealder og livsforhold.

Frederik Christian Raben var ikke professionel universitetsforsker. Han var det, man dengang kaldte en amatør – i ordets oprindelige betydning: en mand, der dyrkede videnskaben af kærlighed til den. Men han gjorde det i en målestok, som meget få amatører kunne matche.

Parken bliver en botanisk have

Allerede i 1796 begyndte Frederik Christian at omlægge området omkring Aalholm. Den gamle, mere formelle slotshave blev gradvist forvandlet efter tidens nye engelske ideal: i stedet for rette linjer og symmetriske bede skulle naturen tilsyneladende have lov til at udfolde sig frit, med slyngede stier, broer, vandpartier, udsigter og pavilloner. Og frem for alt med planter. Mange af dem havde han set på sine rejser eller fået gennem sit internationale netværk. Han betragtede ikke Aalholms park som pynt. Den var en levende naturhistorisk samling.

I parken oprettede han et særligt botanisk område, kaldet “Systemet”, hvor sjældne træer og buske stod systematisk ordnet nærmest som siderne i en botanisk bog. I den store Hestehave blev der plantet omkring 1.500 indførte eksotiske træer, blandt andet nordamerikanske ege- og fyrrearter, plataner og andre sjældne vækster. I 1833 rummede det botaniske kvarter omkring 1.500 arter, og ifølge en samtidig vurdering fandtes der ganske enkelt ikke noget tilsvarende i Danmark. Flere af planterne blev her dyrket for første gang under danske forhold.

Aalholm havde nogle særlige fordele. Fjorden mildnede vinterkulden, skovene gav læ, og den fugtige lollandske lerjord over kalkholdige lag viste sig usædvanligt velegnet til mange fremmede arter. Senere blev Aalholms træsamling ligefrem omtalt som en af de mest interessante på det europæiske fastland.

Noget af Frederik Christians Aalholm kan stadig ses. Den store platan i parken regnes blandt de træer, der stammer fra hans haveprojekt. Den voksede med tiden til omkring 30 meters højde og blev så markant, at Nysted-lægen og digteren Emil Aarestrup lod sig inspirere af den. Andre dele af parken blev senere ændret, udvidet eller forsvandt, men grundlaget for Aalholms usædvanligt store og botanisk interessante park blev lagt under Frederik Christian. I 1830’erne fortsatte arbejdet med blandt andet en skovhave og vinterhave, mens slotsgartner Chr. Gentz stod for yderligere udvidelser og plantninger.

Et herbarium med 20.000 arter

De levende planter i haven var kun én del af samlingen. Frederik Christian samlede også tørrede planter, som blev presset, bestemt og monteret på ark i hans herbarium. Ved hans død var samlingen enorm. Da den i 1839 blev udbudt til salg, blev den beskrevet som omfattende omkring 20.000 arter, og kun botanikeren Jens Wilken Hornemanns herbarium kunne for alvor sammenlignes med den herhjemme.

Raben samlede ikke alt selv. Han købte samlinger, byttede planter med andre botanikere og trak på et omfattende internationalt netværk. Men mange af planterne indsamlede han personligt på sine rejser. En væsentlig del af hans brasilianske herbarium endte senere på Botanisk Museum i København, hvor materialet stadig har videnskabelig betydning: en undersøgelse fra 2002 kunne fortsat arbejde direkte med hans brasilianske samlinger og originale etiketter.

Et slot fyldt med natur

Var man gæst på Aalholm i Frederik Christians tid, var naturvidenskaben ikke begrænset til parken. I hans arbejdsværelse var han omgivet af bøger, tørrede planter, udstoppede fugle, fossiler, mineraler, konkylier og oldsager. Familien havde samlet naturhistoriske genstande allerede før ham; hans oldefar Christian Frederik Raben havde i 1700-tallet interesseret sig intenst for insekter og fugle og korresponderet med nogle af Europas fremmeste naturforskere. Frederik Christian overtog altså en tradition. Men under ham eksploderede samleriet i omfang.

En del af denne verden overlevede helt frem til auktionen på Aalholm i 1996. To store nyklassicistiske samlingsskabe med naturhistorisk materiale blev da solgt til en udenlandsk køber, men Kulturværdiudvalget nedlagde udførselsforbud, og samlingen blev i stedet sikret til Danmark og overdraget til Nationalmuseet. De to skabe rummede tilsammen omkring 3.400 genstande: konkylier, mineraler, bjergarter, fossiler, oldsager og enkelte kuriositeter. Samlingen har en ældre kerne og kan ikke tilskrives Frederik Christian alene, men han var en af de vigtigste personer bag dens udbygning. Nationalmuseet beskriver ham som en af periodens førende naturvidenskabelige samlere.

Fuglene

Fugle havde en særlig plads. Et katalog fra Aalholm fra 1808 registrerer 733 fuglenumre efter Linnés system, og det har sandsynligvis været en af de betydeligste private fuglesamlinger i Danmark. Når Frederik rejste, opsøgte han fuglesamlere, studerede udstopningsmetoder, købte fugle af lokalbefolkningen og jagede selv.

På Island i 1821 erhvervede han en fugl, der senere skulle blive berømt: gejrfuglen. Arten uddøde kort efter. Rabens udstoppede gejrfugl blev bevaret på Aalholm i generationer og endte siden på Island efter et spektakulært salg hos Sotheby’s. Den historie har sin egen fortælling i Aalholms tidslinje.

Et observatorium oven på middelalderborgen

Planter og dyr var ikke nok. Frederik Christian ville også måle himlen og vejret. På toppen af Aalholms kraftige nordøstlige tårn lod han opføre et observatorium i to etager. Det må have været et mærkeligt syn: oven på den gamle middelalderborg rejste sig en moderne videnskabelig installation. Her havde greven astronomiske instrumenter og foretog blandt andet meteorologiske observationer. Han anskaffede astronomisk, optisk og elektrisk udstyr og gennemførte også meteorologiske og magnetiske målinger på sine rejser.

Det gamle Aalholm var blevet et fysisk møde mellem middelalder og oplysningstid. Nedenunder lå voldgrav, tykke mure og århundreders kongehistorie. Ovenpå stod greven og målte naturen.

Bibliotek og palæ

Han samlede ikke kun genstande, men også viden. Hans bibliotek omfattede efter alt at dømme mere end 1.500 naturvidenskabelige titler. I 1812 købte han desuden det store Lindencrone-palæ på hjørnet af Bredgade og Sankt Annæ Plads i København. Gerd Malling vurderer, at købet sandsynligvis blandt andet skulle skabe ordentlige rammer for hans stadig voksende samlinger. Frederik Christian bevægede sig derfor mellem to verdener, Aalholm og hovedstaden, men naturen var centrum i begge.

Familien

Frederik Christian var gift med Amalie Gregersine Juel. Parret fik en stor børneflok, hvoraf sønnerne Gregers Christian Raben og Julius Raben senere skulle komme til at eje Aalholm. Amalie døde den 31. marts 1813, og hendes kiste står i Raben-familiens gravkapel i Nysted Kirke blandt familiens øvrige begravelser.

Efter hustruens død kom rejserne og naturvidenskaben til at fylde endnu mere. Nu begyndte en serie rejser, der var ganske usædvanlig for en dansk godsejer i begyndelsen af 1800-tallet.

Greven der aldrig blev hjemme

Fra 1819 fulgte større ekspeditioner næsten regelmæssigt: Tyskland i 1819, Island i 1821, Frankrig i 1822, Grønland i 1823, Portugal, det sydlige Spanien, Tanger og London i 1824, Bornholm og Sverige i 1826, Schweiz i 1827, Wien i 1830, Færøerne i 1831 – og endelig Brasilien i 1834.

Det var ikke turistture. Han skrev omfattende dagbøger, registrerede planter, samlede sten, studerede fugle og besøgte haver, miner, museer og videnskabsmænd. Han målte, noterede, købte og byttede, og det hele blev siden bragt tilbage til Aalholm eller til samlingerne i København.

Rejsen til Grønland i 1823 var så omfattende, at uddrag af dagbogen senere blev offentliggjort i Tidsskrift for Naturvidenskaberne. Han betragtede ikke Grønland kun gennem botanikerens blik; han noterede forhold omkring lokalbefolkningens levevis, ernæring og sygdomme og hjembragte grønlandske etnografiske genstande. Jo ældre Frederik Christian blev, desto vanskeligere er det at sætte én videnskabelig titel på ham. Botaniker, zoolog, mineralog, meteorolog, antropolog, astronom – han ville vide det hele.

Den sidste rejse

I 1834 rejste den 65-årige greve endnu længere væk, til Brasilien. Det var en enorm rejse for en mand på hans alder i 1830’erne, men han fortsatte præcis som tidligere. Han samlede planter og dyr og førte detaljerede dagbøger, blandt andet fra områderne omkring Rio de Janeiro, Minas Gerais, São Paulo og Santa Catarina. En brasiliansk historisk undersøgelse har siden udgivet dele af hans dagbog fra besøget i den tyske koloni São Pedro de Alcântara i 1835.

Planterne fra Brasilien skulle blive blandt hans vigtigste videnskabelige efterladenskaber, og flere plantearter blev senere navngivet efter Raben på grundlag af disse samlinger. Men Frederik Christian kom aldrig tilbage til Aalholm. Den 6. juli 1838 døde han i Rio de Janeiro, 69 år gammel – på rejse efter ny viden, sådan som han havde levet en stor del af sit voksne liv.

Hjemme på Lolland ventede parken, observatoriet, biblioteket, herbarierne, fuglene, mineralerne, fossilerne og de tusindvis af genstande, han gennem et langt liv havde samlet. Hans ældste søn Gregers Christian Raben overtog grevskabet.

Sønnen rejste et monument

Gregers ønskede, at faderen skulle huskes på Aalholm. I parken lod han rejse en høj mindestele, hvis lange latinske indskrift han selv skrev. Stelen står stadig på Aalholm Parkvej og fortæller om den rejsende naturforsker, der havde skabt landskabet omkring den. Det er måske Frederik Christian Rabens mest passende gravmæle: ikke inde i et rum, men ude blandt træerne.

En glemt dansk naturforsker

Frederik Christian Raben er i dag langt mindre kendt end de professionelle videnskabsmænd fra hans tid. Det skyldes blandt andet, at han udgav forholdsvis lidt selv. Han efterlod ingen stor bog, der bar hans navn gennem generationerne; hans videnskab lå i samlingerne, dagbøgerne og landskabet. Derfor blev meget af livsværket efterhånden spredt. Nogle planter endte på Botanisk Museum, nogle mineraler og naturalier på Nationalmuseet, fugle blev solgt, bøger forsvandt fra Aalholms bibliotek, og andre ting ligger fortsat i private samlinger. Men sporene findes stadig – og i 1996 måtte staten ligefrem gribe ind for at forhindre, at dele af den gamle Aalholm-samling forlod Danmark, fordi helheden blev anset for at have så stor kulturhistorisk betydning.

Frederik Christian Raben foretog ikke den dramatiske arkitektoniske ombygning af slottet, som en senere generation skulle gennemføre. Hans forandring af Aalholm var på en anden måde mere omfattende. Han gjorde omgivelserne til en del af sin videnskab. Et træ var ikke bare et træ; det havde et navn, en oprindelse og en plads i naturens system. Vejret kunne måles, himlen observeres, mennesker beskrives. Fra Aalholm forsøgte han næsten bogstaveligt at samle hele verden: planter fra fremmede kontinenter i parken, islandske fugle i kabinetterne, brasilianske planter i herbarierne, og højt over det hele observatoriet på det gamle tårn.

For en middelalderborg, der havde været hjem for konger, lensmænd og dronninger, var det begyndelsen på et helt nyt kapitel. Under Frederik Christian Raben blev Aalholm ikke først og fremmest et politisk magtcentrum. Det blev et sted for nysgerrighed – et sted, hvor en greve forsøgte at forstå verden og bragte så meget af den hjem til Aalholm, som han kunne.