Midt i juli 1526 befandt kong Frederik I sig på Aalholm. Det ved vi ikke fra et gammelt sagn eller en senere lokalhistorisk fortælling – beviset findes i kongens eget kancelli. Flere kongelige beslutninger blev de dage udstedt på Aalholm, og på mindst én af dem står det direkte: Sagen blev afgjort af kongen selv.
Frederik I var ikke den naturlige arving til den danske trone.
Han var yngre søn af Christian I og dermed lillebror til Kong Hans – begge konger, der som fortalt andetsteds på tidslinjen kan dokumenteres på Aalholm med deres egne breve. Da nevøen Christian II i 1523 blev tvunget fra magten og flygtede fra Danmark, blev den 51-årige hertug Frederik på Gottorp hentet ind som ny konge.
Han overtog et uroligt rige. Christian II havde stadig tilhængere – ikke mindst på Lolland, som Grevens Fejde siden skulle vise. Sverige havde løsrevet sig fra Kalmarunionen. Og Luthers tanker var begyndt at brede sig gennem landet.
Aalholm var fortsat kongelig borg og centrum for administrationen af en stor del af Lolland, og fra 1523 lå den under Frederiks kongemagt. Men han knyttede hurtigt borgen endnu tættere til sin egen familie.
Aalholm bliver dronning Sophies
I 1525 blev Frederiks anden hustru, Sophie af Pommern, kronet til dansk dronning. I forbindelse med kroningen fastsatte kongen hendes danske livgeding – de slotte, byer og indtægter, hun skulle leve af, hvis hun overlevede ham.
Og her nævnes Aalholm direkte. Den samtidige kongelige registrant bestemmer, at Sophie skulle have Nykøbing Slot på Falster, Aalholm Slot og len med Nysted samt Ravnsborg med blandt andet Nakskov og Sakskøbing – og formuleringen er usædvanligt klar: Hun skulle beholde slottene og deres kongelige indtægter, så længe hun levede, hvis hun blev enke.
Dermed blev Aalholm i 1525 en del af den faste ordning, der gjorde Lolland-Falster til de danske enkedronningers vigtigste økonomiske område – den tradition, dronning Dorothea havde foregrebet, da hun i 1471 tog Aalholm i pant, som fortalt i tidslinjens artikel om hende.
Men året efter skete noget endnu mere interessant. Kongen kom selv.
Juli 1526: Tre breve fra Aalholm
Dokumentationen findes i Kong Frederik den Førstes danske Registranter, udgivet af historikerne Kristian Erslev og William Mollerup på grundlag af kancelliets bevarede kopibøger. Og på én enkelt side i udgaven står tre kongelige ekspeditioner, alle dateret fra Aalholm i dagene midt i juli 1526.
Den første handler om en mand ved navn Anders Jude, som fik en eng ved Nysted i forlening i ti år. Brevet afsluttes med dateringsstedet “Oleholm” – Aalholm.
Den næste sag var knyttet til selve borgens drift. Kongen bestemte, at de såkaldte ugedagsmænd – de bønder, der gjorde ugentlig hovtjeneste for Aalholm – ikke skulle betale kongeskat eller landehjælp, medmindre landets øvrige ugedagsmænd også blev pålagt den. Brevet er dateret “Aaleholm”. Og derefter følger den afgørende påtegning:
“Rel. Dns. rex per se.”
Sagen forelagt og afgjort af herren kongen selv.
Her er vi altså ikke blot afhængige af, at en skriver tilfældigvis satte et stednavn under et dokument. Kancelliets egen protokol fortæller direkte, at kongen personligt stod bag beslutningen – på Aalholm.
Samme dag blev endnu en sag ekspederet: Jørgen von der Wisch fik endelig kvittering for sit regnskab fra den tid, hvor han havde haft Nykøbing Slot. Dokumentet er igen dateret Aalholm, udstedt under kongens signet, og slutter “Ad relationem dni. regis proprium” – på kongens egen foranledning.
Navnet er værd at bemærke. Jørgen von der Wisch blev siden selv lensmand på Aalholm – og det var under hans fravær, at Nysteds borgere i 1534 overrumplede slottet under Grevens Fejde. Manden, der i 1526 fik sit regnskab kvitteret på borgen, skulle otte år senere miste den til oprørerne.
Et vindue ind i borgen for 500 år siden
De tre breve åbner et bemærkelsesværdigt lille vindue ind i livet på Aalholm i sommeren 1526.
Bag borgens mure sad ikke blot en lensmand. Kongen var der. Hans embedsmænd var der. Regnskaber blev afsluttet, len blev uddelt, skatteregler blev ændret, dokumenter blev skrevet, beseglet og sendt videre ud i riget. For nogle dage fungerede Aalholm i praksis som et af de steder, hvorfra Danmark blev regeret – præcis som under Christoffer af Bayern i 1445, Christian I i 1454, Kong Hans i 1503 og Christian II i 1516 og 1519.
For i 1526 havde Danmark stadig ingen hovedstad i moderne forstand. Kongen rejste, og hoffet og dele af kancelliet rejste med ham; kongelige beslutninger blev udstedt fra slotte og borge over hele riget. Registranterne gør det muligt at følge denne omrejsende regering næsten dag for dag – og midt blandt København, Køge, Nyborg, Gottorp og de øvrige kongelige opholdssteder står der i sommeren 1526: Aalholm.
Kilden er tilmed usædvanligt stærk. Registranterne bygger på kancelliets kopibøger over udsendte breve, og den centrale konceptbog blev ført samtidig med brevenes udfærdigelse. Der er ikke tale om senere afskrifter eller andenhåndsberetninger, men om regeringsapparatets egen løbende protokol.
Frederiks korte tid – og Sophies lange
Frederik I regerede kun i ti år; han døde i 1533 uden nogensinde at være blevet kronet i sit eget København, som han ikke stolede på.
Efter hans død skulle Aalholm tilfalde dronning Sophie som livgeding – men Grevens Fejde gjorde overtagelsen kaotisk, og først efter krigen kom borgen sikkert under enkedronningens kontrol. Til gengæld beholdt hun den længe: helt frem til sin død i 1568 sad Sophie som Aalholms frue, og med hende var enkedronningernes æra på Lolland-Falster for alvor grundlagt.
Frederiks egen tid som herre over Aalholm blev altså kort. Men sommeren 1526 efterlod hans kancelli noget, som de fleste kongelige ophold på middelalderens Aalholm aldrig fik: et direkte skriftligt spor med kongens egen medvirken protokolleret.
Frederik I var på Aalholm. Og mens han var her, blev Danmark regeret fra borgen.
