En efterårsdag – den 2. oktober, dagen efter Sankt Remigius’ dag, engang mellem 1342 og 1345 – satte grev Johan 3. af Holsten sig på Ålholm og dikterede et vredt brev til rådmændene i Stralsund. Brevet er bevaret den dag i dag i Stralsunds stadsarkiv, og det er et enestående dokument: Det viser panteherren i egen person, siddende på borgen ved Nysted Nor – og det viser en mand, der er ved at tabe det store spil.
Herren på Ålholm
Siden forliget i Ringsted i 1329 (se sidens post fra 1329) havde grev Johan den Milde siddet på hele Lolland med Aalholm som pant for 20.000 mark sølv. Borgen var hans magtbase i Danmark – det var her, hans halvbror kong Christoffer 2. endte sine dage i fangekælderen i 1332 (se posten fra 1332), og det var herfra, greven styrede sine danske besiddelser.
Brevet til Stralsund er det håndgribelige bevis. Det slutter med ordene:
“Skrevet på Ålholm dagen efter St. Remigius’ dag under vort sekret.”
Greven residerede altså selv på borgen og førte sin korrespondance herfra, beseglet med sit personlige sekret. Ålholm var i disse år ikke en dansk kongeborg, men en holstensk greves hovedkvarter på fremmed – eller rettere: pantsat – jord.
Et brev fuldt af klager
Men tonen i brevet er ikke en sejrherres. Grev Johan beklager sig bittert til Stralsunds rådmænd over, at staden “ikke er så velvilligt indstillet over for vore frænder, greverne og os”, som den er over for – som han skriver – “vore fjender, nemlig kongen af Danmark og hans mænd”.
Klagen er helt konkret: Stralsund vil ikke lade grevens folk købe “levnedsmidler og andre fornødenheder” for deres egne penge og heller ikke lade hans tilhængere sejle frit ud af byens havne – mens kongen af Danmark og hans mænd kan “drage ud og vende tilbage i sikkerhed”. Greven bliver med andre ord økonomisk kvalt: Hans forsyningslinjer over Østersøen er ved at lukke.
Og hvem giver han skylden? Kongen, naturligvis. Årsagen kan efter grevens mening ikke være andet end – med brevets egne ord – “kongens ikke ringe og grove anmasselse”.
Rollerne er byttet om
Man skal huske, hvem der taler. I 1329 var det grev Johan, der dikterede betingelserne over for en knækket kong Christoffer. Nu, godt et årti senere, er det ham selv, der skriver tiggerbreve om lov til at købe mad. Modparten er ikke længere den svage Christoffer, men dennes søn – Valdemar Atterdag, grevens egen halvnevø – der siden 1340 systematisk vandt riget tilbage, slot for slot, og som havde fået Østersøens handelsbyer over på sin side.
Historikerne daterer brevet til netop årene 1342-45, fordi grev Johan i eftersommeren 1342 opgav sit hidtidige forbund med kong Valdemar og gik over til hans modstandere – og fordi Ålholm i løbet af 1346 gik over på kong Valdemars hænder. Brevet er altså skrevet i den holstenske æras allersidste fase på borgen: Panteherrens sidste år på Ålholm, mens nettet strammedes om ham.
Få år senere var det slut. Valdemar sikrede sig Sydhavsøerne, og i 1359 – grev Johans dødsår – blev pantet endeligt indfriet, og Ålholm vendte hjem til kronen (se posten 1346/1359).
Et vindue til hverdagen
Ud over storpolitikken giver brevet et sjældent glimt af livet bag borgens mure. Grevens husholdning på Ålholm skulle brødfødes med indkøb fra hansestæderne, hans folk sejlede mellem Lolland og Stralsund, og når handelen blev blokeret, kunne det mærkes helt ind i borgestuen. Selv en greve med et helt land i pant var afhængig af, at købmændene i Stralsund ville handle med ham.
Originalbrevet ligger stadig i Stralsund Stadtarchiv – et pergament med spor af seglet og med adressen prentet på bagsiden: “Til de hæderværdige mænd, rådmændene i Stralsund”. Et lille stykke Ålholm, der for næsten 700 år siden blev sendt over Østersøen og aldrig kom hjem igen.