En augustdag i 1765 red grev Otto Ludvig Raben alene fra Aalholm til Tågense, gik om bord i en båd og sejlede ud for at jage sæler. Vi ved det, fordi han selv skrev det ned – i den dagbog, der mere end to hundrede år senere blev fundet i et tårnværelse på Aalholm.
Blandt de mange jagtformer, der gennem århundrederne er drevet fra Aalholm, er der én, som i dag næsten er glemt: sæljagten.
Men i 1700-tallet var sælen et selvfølgeligt bytte i farvandet ud for Nysted. Og takket være et af de mærkeligste kildefund i slottets historie kan vi følge grevens egne sæljagter – dag for dag, med hans egne ord.
Dagbogen fra tårnværelset
Otto Ludvig Raben (1729–1791), anden lensgreve af Christiansholm, var en regnskabets mand. Gennem 42 år førte han sin Livsjournal – nøgterne, daglige optegnelser over alt, hvad han foretog sig: rejser, middage, koncerter, jagter, vejrlig. Sjældent en følelse, aldrig en udeladelse. Han var kammerherre, ceremonimester ved hoffet og fra 1774 gehejmeråd, han spillede tværfløjte på højt niveau, og han bestyrede sit grevskab med samme pedantiske omhu, som han førte sin dagbog.
Da han døde i 1791, gik journalen – som så meget andet – ind i slottets store, tavse gemmer. Og der blev den liggende.
Først i 1991, to hundrede år efter grevens død, dukkede materialet op igen, da musikforskeren Jens Henrik Koudal under en gennemgang på Aalholm fandt grevens efterladte papirer og hans enestående nodesamling. Fundet førte i 2007 til bogen Grev Rabens dagbog. Hverdagsliv i et adeligt miljø i 1700-tallet – og med den fik vi adgang til hverdagen på Aalholm i oplysningstiden, ned til mindste detalje.
Også til sæljagterne.
Grevens sæler: Jagten der var forbeholdt Aalholm
I august 1765 noterer greven, at han red alene fra Aalholm til Tågense – kystlandsbyen sydøst for Nysted – og derfra sejlede ud for at jage sæler.
Billedet er værd at dvæle ved. Ingen jagtselskab, ingen ceremoni, ingen hoffolk. Bare greven, en hest, en båd og det lave, blanke farvand syd for Lolland, hvor sælerne lå på stenene og sandrevlerne.
For en mand, hvis liv ellers var indrammet af etikette – han var trods alt hoffets ceremonimester – må netop dét have været en del af tiltrækningen.
Juli 1768: Familieekspeditionen
Tre år senere, i juli 1768, gentog han turen – men denne gang som et helt lille felttog. Tidligt om morgenen drog greven af sted sammen med sine brødre og godsets højere funktionærer for at jage sæler.
Otto Ludvig havde brødre nok at tage af – han kom fra en stor søskendeflok – og at også godsets betroede folk var med, fortæller noget om, hvad sæljagten var: ikke en pligt, men en udflugt. En sommermorgens mandsjagt på vandet, med den blanding af sport, proviantering og selskabelighed, som kendetegnede 1700-tallets herregårdsjagter.
1737: Klagen over Nysted-folkene
Men den måske mest interessante oplysning i materialet er ældre end greven selv var gammel nok til at bære en bøsse.
Allerede i 1737 klagede hans mor over, at folk fra Nysted skød sæler ud for kysten. Klagen giver kun mening af én grund: Sæljagten i farvandet var tilsyneladende forbeholdt herskabet på Aalholm.
Det er et bemærkelsesværdigt glimt af datidens rettighedstænkning. Jagt var i 1700-tallets Danmark ikke en almen ret, men et privilegium knyttet til jordbesiddelsen – og på Aalholm strakte det privilegium sig åbenbart ud over strandkanten og ud i det våde element. Sælerne på revlerne var grevskabets sæler.
At Nysted-borgerne alligevel skød dem, viser omvendt, at sælen var et eftertragtet bytte for alle. Byen drev gennem tiderne en del sælfangst – skindet var værdifuldt, spækket gav tran, og for fiskerne var sælen tillige en konkurrent, der flåede garn og tog fangsten.
Sælerne dengang og nu
I grevens tid var både spættet sæl og gråsæl almindelige i de danske farvande, og bestandene tålte både herskabsjagt og borgerskytteri. Det ændrede sig drastisk i de følgende århundreder, hvor skydepræmier og intensiv forfølgelse bragte sælerne til randen af udryddelse i indre danske farvande.
Men historien har fået en efterskrift, som greven ville have kunnet se fra sin båd. I dag er farvandet syd for Lolland – sandrevlerne ved Rødsand, i sigtelinje fra netop de kyster, hvor Otto Ludvig jagede – et af Danmarks vigtigste sælreservater, hvor spættet sæl yngler, og gråsælen igen er vendt tilbage.
Sælerne ligger med andre ord stadig derude på revlerne, som de gjorde en augustdag i 1765.
Forskellen er, at ingen længere sejler ud efter dem med bøssen – og at vi kun kender grevens morgenture, fordi en pertentlig mand skrev alting ned, og fordi hans papirer fik lov at ligge urørt i et tårnværelse i to hundrede år.