I 1931 skete der noget stille, men afgørende for Aalholms eftermæle: Haven fik sin historiker. I Lolland-Falsters historiske Samfunds Aarbog, bind XIX, udkom artiklen “Aalholm Slotshave” af Johannes Tholle (side 117-128) – den første egentlige historiske fremstilling af slottets have- og parkanlæg, dækkende omtrent perioden fra 1796 til 1920. Hele årbogen kan læses her på siden. Tolv sider lyder ikke af meget, men artiklens betydning kan næppe overvurderes: Da videnskabshistorikeren Gerd Malling i 2002 gjorde status over grevernes samlervirke (se posten fra 2002), konstaterede hun, at Frederik Christian Rabens arboret og haveanlæg var “den eneste del af hans indsats, der er blevet husket frem til i dag” – og at den var husket, skyldtes i alt væsentligt Tholles lille afhandling fra 1931. Uden den var også haven gledet ud af hukommelsen.
Manden med spaden og pennen
Johannes Tholle (1891-1976) var en af de mærkeligste og flittigste skikkelser i dansk havehistorie: uddannet gartner og havearkitekt, men frem for alt en utrættelig skribent, der gennem et halvt århundrede kortlagde danske haver, parker og kirkegårde i hundredvis af artikler – meget ofte netop i de lokalhistoriske samfunds årbøger, hvor han sogn for sogn og gods for gods reddede havehistorien, før den groede til. At han i 1931 vendte blikket mod Aalholm, var et lykketræf af de store: Han kom nemlig, mens erindringen endnu var i live – kun godt et årti efter lensafløsningen (se posten fra 1920) og mens folk, der havde kendt det gamle anlæg i dets sene pragt, stadig kunne spørges. Hans artikel er dermed broen mellem grevetidens have og vores viden om den.
Haven, Tholle skrev om: Et grønt storværk
Tidslinjens læsere kender allerede havens hovedhistorie fra andre kilder, og Tholles artikel er det led, der binder dem sammen. Det var Frederik Christian Raben – botanikeren, astronomen og Danmarks største naturhistoriske samler (se posten fra 2002) – der fra 1790’erne forvandlede anlægget til noget enestående: I 1833 rummede parkens “botaniske kvarter” 1.500 arter, og der var ikke magen til i Danmark; mange træer og buske voksede her for første gang på dansk jord. Vidnesbyrdene står i kø ned gennem tidslinjen: havetidsskriftets begejstrede beskrivelse i 1849, folkebogens omtale i 1869 af grevens have med de “hjembragte sjældne træer”, digteren Andreas Munchs botaniske øjenvidneskildring fra 1874 – tåreasken, platanerne, magnolien, figentræet, cypressen (se posten fra 1874) – og slotsgartner P. Larsens beretning fra 1897. Tholle samlede i 1931 trådene til en sammenhængende historie og førte den frem til lensafløsningens tærskel. Og noget af det gamle anlæg lever endnu: Som Malling bemærkede i 2002, rummer Aalholms park stadig botaniske seværdigheder fra grevens tid – nulevende, grønne kilder, ældre end det meste af, hvad arkiverne gemmer.
Årbogen: Lokalhistoriens grundvold
Rammen om artiklen fortjener sin egen hilsen. Lolland-Falsters historiske Samfund havde siden 1913 udgivet sin årbog – øernes vigtigste lokalhistoriske publikation, hvor egnens præster, lærere, arkivfolk og forskere år efter år lagde grundstenene til alt, hvad vi i dag ved om landsdelen. Bind XIX fra 1931 er i sig selv et vidnesbyrd om niveauet: Foran Tholles havehistorie står Vilhelm Lorenzens afhandling om Christianssæde – ja, netop Lorenzen, arkitekturhistorikeren fra “Danske Herregaarde ved 1920” (se posten fra 1920). Landets førende fagfolk skrev i de lollandske årbøger, og Aalholm-forskningen står den dag i dag på deres skuldre. Denne tidslinjes egne kilder – fra bailiff-registre til haveberetninger – løber igen og igen gennem netop samfundets bind.
Hvorfor 1931-artiklen stadig betyder noget
Der er en større pointe gemt i den lille artikel, og den handler om, hvordan historie overlever. Grevernes herbarier blev solgt, fuglene spredt, noderne glemt i et tårnkammer, indboet auktioneret bort – men haven kunne ikke pakkes i kasser, og dens historie overlevede, fordi én mand i 1931 satte sig ned og skrev den. Tholles artikel er beviset på, at formidling er bevaring: Det nedskrevne består, når genstandene forsvinder. Det er præcis den tanke, denne tidslinje bygger på – og for “Det nye Aalholm”, hvor park og anlæg atter plejes og åbnes, er 1931-artiklen mere end historie: Den er arbejdsgrundlag. Sammen med Munchs digt, Gentz’ artsliste fra 1849 og gartner Larsens beretning udgør den den dokumentation, en fremtidig havehistorisk genopretning – og formidlingen af parkens botaniske arv til gæsterne – kan stå på.