I begyndelsen af 1920’erne udkom et af de mest ambitiøse værker, der nogensinde er skrevet om danske herregårde: “Danske Herregaarde ved 1920” – tre svære bind på tilsammen næsten to tusinde sider, hvor landets godser blev beskrevet gård for gård med historie, bygninger og ejere. Aalholm fik sit kapitel i bind 2 (Fyn og Lolland-Falster), og et uddrag kan læses her på siden. Men værkets egentlige historie ligger gemt i titlens tre små ord: “ved 1920”. For det årstal var ikke valgt tilfældigt – det var herregårds-Danmarks skæbnetime, og bogen er fotografiet, der blev taget, i sekundet før verden forandrede sig.
Hvorfor netop 1920? Lensafløsningen
Med grundloven af 1915 og lensafløsningsloven af 1919 besluttede Danmark at afvikle den sidste rest af det gamle privilegiesamfund: grevskaberne, baronierne og stamhusene – de båndlagte len, der siden enevældens dage var gået udelt i arv fra besidder til besidder. Nu skulle de overgå til fri ejendom, mod en klækkelig afgift til staten og afståelse af jord til husmandsbrug. For slægter, der som Raben’erne havde siddet på deres len siden 1734 (se sidens post fra 1725), var det intet mindre end en epokes afslutning: Grevskabet Christiansholm – Aalholms formelle ramme gennem næsten to hundrede år – stod til at ophøre som len og blive almindelig ejendom.
Det var i det lys, værket blev til. Fire mænd satte sig for at dokumentere herregårdenes Danmark, præcis som det stod i overgangsøjeblikket – deraf titlen. “Ved 1920” betyder: inden jordafgivelserne, inden udstykningerne, inden den gamle verden gled bort. Værket er med andre ord for herregårdene, hvad C.A. Hansens “Status 1901” var for Nysted (se posten fra 1901): en nulpunktsmåling i historiens vendepunkt.
De fire redaktører: Adel og videnskab hånd i hånd
Redaktionen var et tidsbillede i sig selv: Louis Bobé (1867-1951), tidens førende personalhistoriker; Vilhelm Lorenzen, arkitekturhistorikeren, der netop i 1921 havde disputeret på dansk herregårdsarkitektur, og som skrev værkets bygningshistoriske afsnit; lensbaron H. Berner-Schilden-Holsten, godsejeren med historikerhjerte – og baron Palle Rosenkrantz, jurist, godshistoriker og i øvrigt manden, der regnes for Danmarks første kriminalromanforfatter. To lærde og to adelsmænd, der i fællesskab rejste et monument over den verden, loven var ved at afvikle – med videnskabens grundighed og familiernes indforståethed. Værket udkom 1922-23 på Henrik Koppels Forlag og har lige siden stået som standardværket om herregårdene i netop dét øjeblik – forgængeren for alle senere storværker i genren.
Aalholm ved 1920
Og hvordan stod Aalholm så, da fotografiet blev taget? Som et slot på toppen af sin anden storhedstid. Holms og Tvedes ombygninger havde givet middelalderborgen sin historicistiske pragt; kongebesøget 1913 med tronstole, tusind lamper og fyrværkeri (se sidens post fra 1913) havde vist den gamle verden i fuldt flor; og besidderen, lensgreve Frederik Raben-Levetzau, forhenværende udenrigsminister, hørte til rigets fornemste mænd. Men lensafløsningen bankede på også her, og på slottet vidste man udmærket, hvad året 1920 betød – på mere end én måde: Netop i de år fik riddersalens våbenfrise sin bevægende tilføjelse ved Slesvigs våben: “til 1864, igen 1920“ (se lensmandssiden). Genforeningens glæde og lensafløsningens alvor, malet og gennemlevet på samme vægge i de samme år – tydeligere kan et vendepunkt ikke aftegnes.
For grevskabet Christiansholm kom afløsningen i årene efter loven: Lenet overgik til fri ejendom, afgiften blev svaret, og dermed endte den ordning, Emerentia von Levetzau havde grundlagt i 1734. Slægten blev på Aalholm – i endnu tre generationer, frem til 1995 – men fra 1920’erne som ejere i moderne forstand, ikke som lensbesiddere. Tidslinjens epoke “Grevernes Aalholm” fik her sit formelle knæk, selv om dens hjerte blev ved at slå i endnu 70 år.
Statusbilledets værdi
Netop fordi værket er et øjebliksbillede, ældes det ikke som andre historiebøger – det er sit øjeblik. Aalholm-kapitlet fastholder slottet, godset og dets historie, som en kyndig samtid så det ved epokeskiftet: efter Holm, efter kongebesøgene, før afløsningens forandringer. Sammen med tidslinjens øvrige nedslag – Burman Becker 1830, folkebogen 1869, Reinhardt 1880, jubilæumsbogen 1909 – fuldender det rækken af generationsportrætter: Hvert halve århundrede har set Aalholm med nye øjne og skrevet det ned. “Danske Herregaarde ved 1920” er 1920’ernes blik – det sidste, der så lensgrevernes Danmark i live.