To år efter Valdemar Atterdags død når kampen om Danmarks krone helt til den tysk-romerske kejser. Den 12. september 1377 udsteder Karl IV i Tangermünde tre breve, der stævner Danmarks borgherrer for den kejserlige domstol. I to af dem står Aalholm nævnt ved navn – og manden på borgen: Niels Thomsen.
En konge dør uden søn
Da Valdemar Atterdag døde den 24. oktober 1375, efterlod han ingen levende søn.
Det gjorde spørgsmålet om Danmarks krone åbent.
På den ene side stod Valdemars yngste datter Margrete og hendes søn Oluf, der i maj 1376 blev valgt til konge i Slagelse med sin mor som den reelle magt bag tronen.
På den anden side stod Mecklenburg.
Valdemars ældste datter Ingeborg havde været gift med hertug Henrik af Mecklenburg. Deres søn Albrecht var altså også Valdemar Atterdags barnebarn – og efter mecklenburgsk opfattelse gik hans linje forud, fordi den udgik fra den ældste datter. Bag drengen stod hans farfar, den gamle hertug Albrecht II af Mecklenburg, en af Østersøens mest hærdede magtspillere.
Det var ikke en familiestrid. Det var en kamp om et kongerige.
Aalholm bortpantet – på papiret
Aalholm var på dette tidspunkt ikke et privat gods, men en af kronens vigtigste borge: centrum i det kongelige len på Lolland og en fæstning ved en af rigets sydlige indfaldsveje.
Og Mecklenburg havde allerede disponeret over den.
Den 21. januar 1376 – tre måneder efter Valdemars død og fire måneder før Oluf blev valgt – udstedte den unge Albrecht under titlen “konge af Danmark” sammen med de mecklenburgske hertuger et brev i Grevesmühlen. Heri pantsatte de Aalholm og Ravnsborg med hele Lolland, tillige med Sejerø, Kolding og Ribe, til de holstenske grever for 30.000 lødige mark som betaling for grevernes hjælp i den kommende krig om Danmark.
Aalholm blev altså pantsat af folk, der aldrig havde sat deres fod på borgen.
Det siger noget om, hvad der stod på spil. Lolland lå nærmest Mecklenburg, og Aalholm var den borg, der skulle falde først, hvis Albrechts krav skulle gøres til virkelighed.
Tre breve fra Tangermünde
Den 12. september 1377 sad kejser Karl IV i Tangermünde ved Elben, hans residens i Brandenburg. Her udstedte hans kancelli tre breve af samme dato og fra samme skriverhånd.
Alle tre handlede om Danmark.
Hertug Albrecht II havde som formynder for sit barnebarn klaget til kejseren. Klagen lød, at Danmarks rige med fyrstendømmer, herredømmer, borge og befæstninger, sådan som Valdemar havde besiddet det, efter ret arvefølge var tilfaldet den unge Albrecht, fordi han var søn af kongens ældste datter. Alligevel sad en række danske høvedsmænd inde med rigets borge – og de holdt dem, med kejserbrevets ord, contra deum et iusticiam, “mod Gud og retfærdigheden”.
Ét brev gik til atten høvedsmænd i Sønder- og Nørrejylland. To næsten enslydende breve gik til høvedsmændene på øerne.
Og i begge disse to står Aalholm.
“Du Niels Thomsen, borgen Aalholm”
Kejseren nævnte borgene én for én og manden på hver af dem.
Hagenskov. Nyborg. Fåborg. Kærstrup på Tåsinge. Tranekær på Langeland. Ravnsborg på Lolland.
Og så:
tu Nicolae Thome castrum Alholm
– “du Niels Thomsen, borgen Aalholm”.
Derefter fulgte Grimstrup med hele Falster og Stegeborg med hele Møn. I det ene af de to ø-breve er også Hønborg på Fyn med.
Niels Thomsen sad altså på Aalholm som den danske krones mand. Det er ikke et gæt. Ti uger tidligere, den 1. juli 1377, havde han stået i Nyborg blandt de væbnere, der sammen med kong Oluf, dronning Margrete, bisperne og 44 riddere forpligtede sig til at opretholde rigets bestående retstilstand. Han var en af dem, Margretes styre hvilede på.
Aalholm havde i øvrigt skiftet høvedsmand for nylig. I august 1376 var det Henning Schacht, der bar titlen. Et år senere var det Niels Thomsen. Hvornår og hvorfor skiftet skete, fortæller kilderne ikke.
18 uger
Kejserens ordre var klar.
Niels Thomsen og de øvrige navngivne mænd skulle inden for 18 uger fra brevets dato møde for kejseren selv eller for den hofdommer, han ville udpege – dér i Tyskland, hvor kejseren på det tidspunkt opholdt sig. Her skulle de stå til ansvar over for hertugen af Mecklenburg.
Hvis de udeblev, ville kejseren “ikke desto mindre” gå videre mod dem, “så vidt retten tillader det”.
Samtidig gav han dem frit lejde: de kunne komme til hoffet, opholde sig dér og rejse hjem igen uden at blive antastet. Formuleringen var kejserlig rutine – og netop rutinen fortæller, at Karl IV behandlede sagen som en almindelig retssag ved sin hofdomstol, med Danmarks borgherrer som sagsøgte.
Brevet var udstedt “af fuld kejserlig magtfuldkommenhed” og “efter modent råd” fra rigets fyrster, grever og baroner. På plicaen står kancellinotatet: udstedt på kejserens befaling ved Nicolaus, provst i Cambrai. På bagsiden har registratoren Wilhelm Kortelangen kvitteret.
Kampen om Aalholm var med ét blevet en sag for Europas højeste verdslige domstol.
Men Niels Thomsen blev på Aalholm
Der findes intet spor af, at nogen dansk høvedsmand rejste til kejseren.
Til gengæld findes der spor af det modsatte.
Den 27. januar 1378 – knap fem måneder efter kejserbrevet og kun få uger efter, at de 18 uger var udløbet – mødte Niels Thomsen på Lollands landsting. Her skødede hr. Nicolaus Brockdorfs arvinger ham en hovedgård i Hessel med gods i Radsted sogn. I brevet kaldes han “høvedsmand på Aalholm og landsdommer på Lolland”.
Han rejste ikke til Tyskland. Han købte jord på Lolland.
Og han blev siddende. I oktober 1382 nævnes han stadig som høvedsmand på Aalholm, da han indløser gods i Lille-Musse.
Kejserens sag løb ud i sandet. Karl IV døde i Prag i november 1378, hans mecklenburgske slægtning hertug Albrecht II i februar 1379. Den unge Albrecht førte sit krav videre, men fik aldrig fodfæste i Danmark. Oluf forblev konge, og gennem de følgende år var det Margrete, der stykke for stykke afviklede Mecklenburgs projekt.
Aalholm forblev på kronens hænder. Og på Niels Thomsens.
Hvorfor originalerne ligger i Schwerin
Én detalje fortjener opmærksomhed.
De tre kejserbreve er bevaret som originaler – ikke i Danmark, men i det mecklenburgske arkiv i Schwerin.
Det er ikke tilfældigt. En kejserlig stævning blev udleveret til sagsøgeren, som selv skulle sørge for at forkynde den for de stævnede. Hertug Albrecht II fik altså brevene i hånden. At de i dag ligger urørte i hans eget arkiv, er i sig selv et vink om, hvor langt sagen kom.
Brevet med nr. 293 i Diplomatarium Danicum måler 37 × 22,5 cm med en 6,5 cm plica. Seglet er gået tabt, kun pergamentremmen er tilbage. På søsterbrevet nr. 294 – det andet ø-brev, hvor Aalholm og Niels Thomsen også nævnes – hænger Karl IV’s vokssegl endnu.
For et øjeblik i september 1377 stod Aalholms høvedsmand i en bemærkelsesværdig situation. På borgen sad han som den danske konges mand. Flere hundrede kilometer mod syd erklærede Europas mægtigste hersker, at han ingen ret havde til at sidde der.
Han blev siddende alligevel.