I de første oktoberdage 1913 holdt kong Christian X og dronning Alexandrine hof på Aalholm. Anledningen var efterårets militærmanøvrer på Lolland – men for slottet, familien Raben-Levetzau og hele Nysted blev det tre døgn, hvor borgen ved noret var Danmarks midtpunkt: æresport i Adelgade, tusind lamper i parken, fyrværkeri over voldgraven og landets fineste adel i elektriske luksusbiler op gennem alleen. Og vi kender det hele ned til mindste detalje – takket være et af de mest charmerende øjenvidner, nogen kunne ønske sig: slottets unge huslærer, Finn Tulinius, der skrev hjem om alt, hvad han så.
Vidnet: Huslæreren og drengen
Tulinius var huslærer for den 9-årige Johan Otto – lensgreve Frederik Raben-Levetzaus søn, og dermed ingen ringere end den senere sidste lensgreve på Aalholm. Hans breve er skrevet fra værelset ved opgangstrappen, “med udsigt til indgangsportalen midt for” – bedre logeplads til et kongebesøg findes ikke – og de er fulde af ungdommelig respektløshed, skarpe iagttagelser og ægte begejstring i skøn forening. Værten var heller ikke hvem som helst: Frederik Raben-Levetzau, excellence, kammerherre og forhenværende udenrigsminister, modtog et kongepar, der ifølge Tulinius hørte til familiens “intimeste omgang”. Kongebesøget 1913 var med andre ord ikke protokol, men venskab – og netop derfor kom huslæreren så tæt på.
Forberedelserne: Tronstole til “Solen” og “Månen”
I ugen op til besøget forvandledes slottet. Vogne kørte “uafladeligt” op for døren med indlagte kommoder, silkegardiner og nye badekar; tapetserere, malere og snedkere fyldte huset, egetræspaneler med rige udskæringer kom op ad den store trappe, og marmorfliser blev brækket op og lagt om. I riddersalen – hvor taflet skulle stå – opstilledes to tronstole til “Solen” og “Månen”: Greven havde selv tegnet dem. Kongens dagligstue stod i hvid lak og tungt guld med gule silkegardiner, sovekammeret i grønt, dronningens dagligstue i rødt med et blomstervæld, huslæreren dårligt kunne beskrive. Og over det hele vågede slottets egentlige feltherre: oldfrue Wennholz – hvidhåret, med lorgnetter i kæde og et blik, der fandt hvert fnug; hende frygtede alle, “selv lensgreven og grevinden”, og alt gik, som hun ville have det.
2. oktober: Byen venter – og kongen kommer for sent
På ankomstdagen var Adelgade sort af mennesker fra hele Lolland-Falster – “gaden lignede Østergade”, noterede Tulinius. Ved æresbuen stod våbenbrødrene med kobbermedaljer på brystet, Nysteds fotograf og hans bror lå i stilling på et fladt tag, og Hotel Stad Nysted spillede op med orkester. Kongen ventedes klokken 5. Klokken blev 5, den blev 6, den blev halv 7 – den kongelige bil havde haft havari ved Toreby (“fjeren knak”, som kongen selv tørt forklarede dagen efter). Imens gik lensgreven frem og tilbage ved den oplyste portal med sit lommetørklæde mellem hænderne, “måske en ganske lille smule nervøs”, mens lygterne på hjørnerne “så smukt belyste de 700 år gamle røde mure”, og familien inde i testuen fordrev ventetiden med at danse. Så lød hurraråbene fjernt fra byen, nærmere og nærmere, alleen fyldtes af billygter – og kongen trådte ud i garderuniform med et djærvt håndtryk og et “Undskyld jeg kommer …”. Klokken 8 spillede hornorkestret op til taffel i riddersalen: “Kong Kristian”, kongens honnørmarch – og dagens schlagere oveni.
3. oktober: Tusind lamper og hele Nysted på skråningerne
Anden aften overgik den første. Kun adel var indbudt – “Danmarks fineste adel”, der kom langvejsfra i “de mest pragtfulde, elektrisk oplyste luksusbiler”, mens lindene i Nordalléen stod i bengalsk belysning. En fyrværkerifabrikant fra København havde hængt tusind røde og hvide lamper op; gryder med brændende tjære flammede langs trapper og plæner, så “Aalholms mure lå glødende røde som ved ildebrand”. Da fløjdørene sloges op på slaget, gik fyrværkeriet til vejrs: raketter, svirrende “sole” og guldregn “som gyldne rugaks”, indtil hele Aalholm lå “som i en solopgang”. Og her kommer aftenens smukkeste detalje: Nystedborgerne havde fået lov at stå langs slottets mure på græsskråningerne – de mødte i hundredvis og stod hoved ved hoved, “amfiteatralsk”, som tilskuere i borgens eget teater. Da mørket faldt på igen, lød råbet “Kong Kristian X længe leve!”, og jubelen ville ingen ende tage, før et vindue blev lukket op, og kongen viste sig ved dronningens side og tyssede venligt på mængden med sine handsker. Fem hundrede år efter at byen fik sit frihedsbrev fra slottet, stod by og borg her i lampeskær og hyldede hinanden – det billede er 1913-besøgets gave til tidslinjen.
Morgenmad med majestæten: Øllebrød og en tandstikker
Men brevenes uforglemmeligste scener er de små. Ved morgenbordet i riddersalen sad huslæreren pludselig lige over for kongen – der rejste sig og gav ham hånden – og kunne overvære Danmarks konge i samtale med en 9-årig dreng om øllebrød: Kongen fandt det “virkelig snyderi”, at Johan Otto fik øllebrød, når ingen havde tilbudt ham noget, advarede drengen mod for megen fløde (“når det kommer ned i maven, så ligger den underneden!”) – og da Johan Otto havde fået noget i tanden, tog kongen en tændstik op af lommen, skar den til som tandstikker og rakte ham den. Da hovmesteren meldte dronningen, lød det med komisk ærbødighed: “Voilà, la reine!” Og da talen faldt på danske dronninger gennem tiden, fastslog kongen, at der havde været “nogle slemme stykker imellem – men endelig kom der en, der duede … Og det er min kone!”, hvorefter han klappede hende på hånden. Dronningen fik i øvrigt sin hånd afstøbt i gips af komtesserne i parken, inden turen gik videre – og Nysteds lille fotograf, som kongen selv havde opfordret med et “Tag mig så!”, fik sin oprejsning på trappen ved afrejsen. Tjener Peter og chauffør Jens gik rundt “i en henrykkelsens rus” med nye sølvmedaljer i Dannebrogsbånd; kun hovmesteren sørgede – han havde allerede fået den samme medalje af Frederik VIII, og til guldmedaljen “var der ikke gået lang tid nok”.
Efterklang
Da bilerne var kørt den 4. oktober, mødte Tulinius greven på trappen: “Åh, hr. Tulinius, nu vil jeg op og sove. Jeg har været oppe fra kl. 4 i morges.” Og huslæreren fældede sin dom: Intet andet sted, “så langt dansk tunge lyder”, ville kongen have fået en flottere modtagelse end på Aalholm. Besøget skriver sig ind i en lang række – Frederik 2. og dronning Sophie 1585, Frederik 8. gennem æresporten 1906, og nu Christian X 1913 (se sidens poster) – men det er det eneste, vi oplever indefra, time for time. Og så rummer det en fin pointe for eftertiden: Drengen med øllebrøden, Johan Otto, blev som sidste lensgreve manden, der årtier senere åbnede Aalholm for offentligheden. Måske lærte han allerede i oktober 1913, med hele Nysted stående amfiteatralsk på skråningerne, at slottets største øjeblikke er dem, der deles.
