Manden der talte sig fra en belejring
Sommeren 1368 brød Danmark sammen. København lå i ruiner, kongen var flygtet ud af landet, og en fjendtlig flåde lagde sig uden for Aalholm. Efter måneders belejring inviterede borgens lensmand fjendens anfører indenfor — til fest. Da greven gik tilbage til sine skibe, havde han skrevet under på at lade Lolland i fred.
Året hvor alt gik galt
Valdemar Atterdag havde brugt et kvart århundrede på at samle et pantsat rige. I 1368 tabte han det på nogle få måneder.
Fjenderne havde sluttet sig sammen: hansestæderne, Sverige, Mecklenburg, greverne af Rendsborg, den jyske adel og hertugen af Slesvig dannede et forbund vendt mod kongen. Valdemar forsøgte et modtræk — han drog selv til Nordtyskland for at få Mecklenburgs fjender til at angribe koalitionen bagfra. Det mislykkedes, og koalitionen erobrede den ene danske borg efter den anden.
Resultatet var en katastrofe. I maj 1368 havde hansestæderne erobret og ødelagt København. De tog Sønderjylland, Skåne og Norge. Kun Helsingborg holdt stand — og den holdt til slutningen af 1369.
Kongen selv var væk. I mere end et år opholdt Valdemar sig i Tyskland ved kejserhoffet, mens han forsøgte at hverve tropper.
Der kom ingen hjælp. Enhver lensmand, der i 1368 sad på en dansk kongeborg, sad der alene.
Kongens kreditor
Manden på Aalholm hed hr. Kersten Kule.
Han var ikke en tilfældig foged. Han var efter alt at dømme identisk med den ridder Kristian Kule, der i 1360 medbeseglede Valdemar Atterdags store landefredsforordning — en mand fra kredsen tæt om kongen. Og han sad på Aalholm af en meget konkret grund: da kong Valdemars søn, hertug Christoffer af Lolland, døde ung i 1363, fik Kule borgen i len for en sum penge, han havde lånt kongen til krigen mod Sverige og hansestæderne.
Lensmanden på Aalholm var altså kongens kreditor. Borgen var hans pant. Det er værd at huske, når man skal forstå, hvor hårdt han holdt fast i den.
For holstenerne var Aalholm til gengæld noget, de ville have tilbage. I 1329 havde Christoffer 2. pantsat hele Lolland med slottet til grev Johan den Milde for 20.000 mark lødigt sølv, og i tredive år havde borgen været på holstenske hænder, før Valdemar fik den igen i 1359.
Manden på skibene
Han, der i 1368 ankom med flåden, var grev Henrik af Holsten — Jernhenrik.
Navnet fortjener at blive foldet ud. Hans far var grev Gert, “den kullede greve”, en af de to holstenske herrer, som Danmark havde været pantsat til i den kongeløse tid. Det var ham, Niels Ebbesen dræbte i Randers i 1340 — en af de mest fortalte scener i danmarkshistorien.
Otteogtyve år efter faderens død lå sønnen med en stor flåde, udrustet af hansestæderne, uden for Aalholm.
Borgen de så
Den borg, Jernhenrik betragtede fra vandet, var den lukkede middelalderfirkant: fire længder af røde munkesten omkring et gårdrum, med et solidt, firkantet tårn i hvert hjørne, på en lav holm omgivet af vand til alle sider.
Hvor massiv den var, kan man læse hos Pontoppidan, der i 1767 angav murene til fire-fem alen — omkring to en halv til tre meter. Han noterede samtidig, at der da stadig stod fire hjørnetårne, men at ulykkesild havde brændt det ene ned til murværket.
Den slags vandborg var næsten umulig at tage med storm. Angriberen kunne ikke grave sig ind, ikke rulle tårne frem, ikke omgå den. Han kunne kun ligge foran den og vente.
Belejringen
Og det gjorde han. Længe.
Belejringen trak ud. Aalholm holdt sig tappert i flere måneder, mens resten af riget faldt omkring den. Til sidst blev greven træt af legen og forberedte et stort angreb.
Det var nu, Kersten Kule spillede sit kort.
Gildet
Han lod gå bud til grev Henrik: om greven ikke ville indfinde sig på borgen til et større gilde — så kunne man ved samme lejlighed rådslå om overgivelsen.
Greven indvilligede. Han drog i pompøst optog ind på Aalholm, og han kom ikke som en enkelt fjende. Han forhandlede som repræsentant for greverne Henrik og Claus af Holsten, kong Albrecht af Sverige, hertug Albrecht af Mecklenburg med sønner — og borgerne i 77 hansestæder.
En vældig magt, som en senere fortæller tørt bemærkede, i forhold til en sølle lensmand på Aalholm.
Hvad der derefter foregik inde bag de tre meter tykke mure — hvad der blev serveret, hvad der blev sagt, hvor længe det varede — melder historien intet om.
Men da greven vendte tilbage til sine skibe, havde han skrevet under.
Våbenstilstanden af 8. september
Dokumentet, greven satte sit segl på den 8. september 1368, var en våbenstilstand med et bemærkelsesværdigt indhold:
Alle Lollands beboere skulle have fred indtil 1. maj 1369 og i den tid nyde deres gods i ro.
Kom kong Valdemar — som var i Tyskland for at hverve tropper — eller danskerne i mellemtiden med en hær, måtte lollikerne ride til den og kæmpe i dens rækker, men kun i én bestemt uge: fra midfaste søndag 1369 til søndagen efter. Ellers ikke.
Og den 1. maj 1369 skulle det så afgøres, om de holstenske grever skulle have Aalholm og Ravnsborg med hele Lolland. I så fald kunne lensmanden og øens øvrige herremænd vælge, om de ville beholde deres gods og hylde greverne — eller opgive det og drage, hvorhen de ville.
Læs det igen. En fjende med 77 byer, to grever, en konge og en hertug i ryggen stod med overtaget efter måneders belejring — og gik med til at udskyde det hele i otte måneder og lade en besejret ø i fred imens.
Set udefra ligner det en overgivelse på afbetaling. Set indefra var det tid — det eneste, en belejret lensmand ikke selv kunne skaffe, og det eneste, hans konge havde brug for.
Tordenskjold-metoden
Da Illustreret Tidende i 1902 genfortalte historien for sine læsere, kunne bladet ikke dy sig for et spørgsmål: hvordan fik Kersten Kule mon greven så vidt? Historien melder intet — “men mon det ikke er sket paa samme Maade, som da Tordenskjold havde den svenske Officer under Behandling?”
Det er naturligvis et gæt hen over 534 år. Men det er ikke et dumt gæt. Grebet er det samme, som gjorde Tordenskjold berømt tre et halvt århundrede senere: byd fjenden indenfor, skænk op, og forhandl ham ud af hans egen fordel.
Kule gjorde det bare først.
Hvad der kom ud af det
Begivenhederne føjede sig sådan, at Aalholm og hele Lolland aldrig kom i grevernes hænder.
Mens København blev erobret og ødelagt, og Sønderjylland, Skåne og Norge faldt, havde hr. Kule — som den gamle beretning formulerer det — uden sværdslag frelst et stort stykke land for sin lensherre.
Krigen som helhed endte, som Valdemar frygtede. Den 24. maj 1370 måtte Danmark underskrive en ydmygende fred i Stralsund, hvor hansestæderne fik Skåne i pant, kontrol over sildemarkedet i femten år og ret til at godkende valget af kongens efterfølger. For Lolland kom regningen året efter, da mecklenburgerne i 1371 overtog øen som pant.
Kule havde vundet tre år, ikke evigheden. Men han havde vundet dem uden at brænde borgen af, uden at få sine folk dræbt — og uden at overgive et af rigets vigtigste fæstningspunkter til den mand, hvis far Danmark havde måttet myrde for at slippe fri.
Manden på væggen
Om Kersten Kule ved vi ellers kun lidt. Et segl under en landefredsforordning, et lån til en konge, en belejring, et gilde og en underskrift, der ikke var hans egen.
Men han hænger på slottet endnu.
Højt oppe under loftet, i frisen over lensmændene 1359-1660, står hans våbenskjold med årstallene 1364-70 — tredje mand i rækken, efter Ahlefeldt’erne. Aalholm har selv sørget for at huske manden, der reddede det med en middag.