I sensommeren 1991 kørte musikforskeren Jens Henrik Koudal til Aalholm efter et tip fra en bekendt, der havde bemærket en gammel nodebog i en montre på slottet. Bogen viste sig at rumme et par hundrede adelige modedanse fra 1760’erne, udsat for solofløjte – og en halv time senere stod Koudal øverst i det sydvestlige tårn, i et rum fyldt til loftet med bøger og arkivalier. Det, han var snublet ind i, var intet mindre end grevskabet Christiansholms godsarkiv, stort set komplet tilbage til 1725 – og imellem bunkerne på gulvet lå en stabel noder, der inden dagen var omme var vokset til det dobbelte. Fundet skulle vise sig at være en af de største musikhistoriske opdagelser i Danmark i nyere tid: cirka 225 håndskrevne og trykte musikværker fra 1700-tallet – en samling, der var helt ukendt. Selv den maskinskrevne arkivregistratur fra 1924 nævnte den ikke med ét ord. Og oven i noderne lå endnu en skat: en dagbog på 600 fransksprogede sider, ført af samlingens ejermand fra hans 19. år til kort før hans død.
Musikgreven: Otto Ludvig Raben
Ejermanden var Otto Ludvig Raben (1730-91), greve af Christiansholm fra 1750 til sin død – tidslinjens gamle bekendte som manden bag østfløjens store ombygning fra 1768 og grundlæggeren af stivelses- og pudderfabrikken ved Piledammen (se sidens poster fra 1768 og 1909). Men nodefundet føjede en helt ny dimension til portrættet: Otto Ludvig var passioneret fløjtenist og en af sin tids mest musikhungrende danskere.
Historien begynder i Paris, hvor den 20-årige greve i december 1750 ankom på sin dannelsesrejse og blev i 3½ år: sprog, geometri, fysik, fægtning, dans – og fløjtespil, blandt andet hos Michel Blavet, Frankrigs berømteste fløjtevirtuos, der spillede i både kongens kapel og Pariseroperaens orkester. Blavets undervisningssamling ligger den dag i dag i Aalholm-samlingen, endda i to eksemplarer. Hjemme igen fortsatte musiklivet i stor stil: Gennem det meste af sit voksne liv nedskrev Otto Ludvig løbende de melodier, han holdt af – menuetter, kontradanse, polonæser, marcher – i sine egne fløjtenodebøger. Det blev til cirka 2.500 melodier i syv indbundne bind: langt den største samling af sin art i Danmark.
Dagbogen tegner et musikliv af næsten umættelig appetit. Faderen, stiftamtmand Frederik Raben på Bramsløkke, var egnens store koncertgiver – og i rekordåret 1756 var Otto Ludvig til koncert hos sin far 79 gange. Selv spillede han med ved koncerterne i “Det musikalske Selskab” i Rådhusstræde i København, og på Aalholm holdt han egne koncerter i 1772 og 1785. Men dagbogens fineste scene er en anden: Den 21. oktober 1768 red greven til bondebryllup i landsbyen Vantore – og “dansede en menuet med bruden”, som han noterede på fransk samme aften. Musikken bandt slot og landsby sammen; grevens menuet på et lollandsk bryllupsgulv siger mere om 1700-tallets Aalholm end mange arkivpakker.
Samlingen: Fra Vivaldi til Beethoven
Nodesamlingen – omkring 75 manuskripter og 150 tryk – viser, at man på det lollandske grevskab var forbløffende ajour med Europas musik. Blandt manuskripterne findes fløjtekoncerter af Scheibe, Hasse, Quantz og Agrell – og Koudals undersøgelser tyder på, at tre Scheibe-koncerter og to Agrell-koncerter er unika: De kendes ikke fra noget andet sted i verden end Aalholm-manuskripterne. Dertil en Vivaldi-fløjtekoncert (“Il Gardellino”), triosonater af Jomelli og Gluck, 17 fløjtekvartetter af Mannheim-komponisten Toeschi – og blandt trykkene intet mindre end 30 strygekvartetter af Haydn og Beethovens strygetrioer opus 9 i Paris-udgaven fra 1798. Det ældste tryk er Telemanns egen Hamburg-udgivelse fra 1734.
De senere lag i samlingen fører videre i slægten: Sønnen Frederik Christian Raben (1769-1838) – tidslinjens botaniker- og astronomgreve (se posterne om observatoriet og Brasiliensrejsen) – spillede violin, og den parisiske violinskoles værker i samlingen skyldes formentlig ham. Så musikalsk var han, at cellisten Laurens Morel den yngre i 1802 tog sin afsked fra Det Kongelige Kapel efter aftale med greven og flyttede til Nysted alene for at spille sammen med ham. Og et sidespor fører til et nationalt klenodie: Et Hamburg-cembalo fra 1723, som fulgte Beldringe-grenens noder til Aalholm, blev i 1931 solgt til Musikhistorisk Museum, hvor det hører til samlingens perler.
Reddet i ellevte time
Der er en dramatisk ironi i fundets timing, som først eftertiden kan se: Koudal fandt samlingen i 1991 – året før den sidste greve døde, fire år før slottet blev solgt, og fem år før den store auktion spredte indboet for alle vinde (se posten fra 1996). Men fordi fundet blev gjort netop da, nåede musikken at blive udforsket, formidlet og sikret: Danmarks Radio viede samlingen en helaftensudsendelse i august 1992; barokorkestret Concerto Copenhagen indspillede fire af fløjtekoncerterne, som blev udgivet på CD af Chandos i London i 1993; kernesamlingen blev mikrofilmet og gjort alment tilgængelig på Det Kongelige Bibliotek; og i sommeren 1993 sluttedes ringen med en særudstilling og en koncert på selve Aalholm – hvor grevens fløjtemusik klang i slottets sale igen efter 200 års tavshed. Ejerne John og Merete Raben-Levetzau og museumsleder Bjørn Ohl fulgte og støttede arbejdet hele vejen. Havde tippet om nodebogen i montren lydt blot fem år senere, kunne historien have set helt anderledes ud.
Musikkens Aalholm
Nodefundet gav tidslinjen en tråd, der løber gennem hele grevetiden: Aalholm som musikkens, videnskabens og kunsternes slot. Otto Ludvig med fløjten og Europas nyeste noder; sønnen Frederik Christian med violinen, botanikken og stjernekikkerten; digteren Munch i haven 1874; jægermesterens hornorkester ved kongebesøget 1913. Slottet ved noret var aldrig kun landbrug og len – det var et sted, hvor Europas kultur landede først på Lolland. Og fundet efterlod to researchmål af rang: Dagbogens 600 sider – der blandt meget andet dækker ombygningsårene efter 1768 og hverdagen på slottet gennem fire årtier – venter stadig på en fuld udnyttelse i slottets historie. Og musikken selv ligger klar: Unika-koncerterne fra tårnkammeret kan spilles igen – for eksempel ved en koncert i riddersalen, hvor de hørte hjemme.