I 1938 fik Aalholm sit portræt i værket “Lolland-Falsters Herregaarde i Fortid og Nutid” – fire tætte sider (130-133), der åbner med en fanfare, tidslinjen gerne tager til sig: Blandt landsdelens mange gamle herregårde indtager Aalholm “ubetinget Pladsen som den ældste og ærværdigste”. Kapitlet (som kan læses her på siden) er skrevet med 1930’ernes blanding af topografisk grundighed og fortællerglæde – og netop dén blanding gør det til en guldgrube: Side om side med hartkornstal og restaureringsdetaljer bevarer det tre af slottets sagn, som ingen anden af tidslinjens kilder fortæller, og en håndfuld hårde tal, som forskningen har savnet.
Slottet set fra 1938
Forfatteren begynder med blikket: Fra landevejen mod nord virker borgen “noget mørkt, tungt og truende, ja næsten dystert” – men fra syd, fra fjorden eller den brede dæmning, danner den “en smilende Idyl med Solstrejf mellem de grønne Træer over de ærværdige, røde Borgmure”. Det dobbelte ansigt – fæstningen og idyllen – er stadig præcis oplevelsen i dag. Og allerede i alderspørgsmålet viser kapitlet god dømmekraft: Traditionen om Svend Grathe som bygherre afvises høfligt med den omstændighed, “at den ikke omtales i Kong Valdemars Jordebog” – samme kildekritiske pointe, som denne tidslinjes 1256-post bygger videre på.
Middelalderen i hovedtræk – med hofnarren som prikken over i’et
Kapitlet fortæller derefter den store historie, som sidens læsere kender: pantsættelsen til grev Johan (her dateret 1328), den ulykkelige kong Christoffers sidste ophold 1332, Valdemar Atterdags generobring 1346-47 med holsteneren Benedikt Ahlefeldt som kongens mand på borgen til 1359, prins Christoffer af Lolland som slotsherre 1360-63, det hemmelige forbund med hertug Albrecht i juli 1366 – rettet mod kongens egen svigersøn! – og den snilde lensmand Kersten Kule, der bevarede borgen, da Valdemar måtte forlade landet (se sidens poster fra 1329, 1332, 1346 og 1368). Dronning Margrethe forhandlede her med hansestædernes udsendinge, blandt andet 1394.
Men kapitlets fineste bidrag til 1500-tallet er en dengang nyopdaget detalje: Ved restaureringsarbejder var der i den østre sal i nordfløjen afdækket den malede liste over gæsterne ved kongebesøget 1585 – øverst kongens og dronningens navne med valgsprog, derunder adelsfølget – og allernederst navnet *Christoffer Koryot, “ledsaget af et Narrehoved og en Drikkekande. Den sidste er formodentlig Hofnarren.” Frederik 2.s hofnar, foreviget på væggen med narrehue og ølkande under alle de fine valgsprog: Kalkmaleriet i riddersalen (se posten fra 1585) har med andre ord også humor – og 1938-kapitlet er kilden, der udpeger den.
Studedronningen og svenskernes regning
Fra enkedronningetiden bevarer kapitlet et pragtcitat: Enkedronning Sophie – “Landets største Studeopdrætter” med Aalholm som centrum – lod 1611 opføre en ny kostald på 32 bindinger, “da vor Kvægavl ved Guds Velsignelse har formeret sig fra Aar til Aar, hvorfor den almægtige billigvis skal have Lov og Tak”. Og fra katastrofen 1658 (se posten) leverer det regnestykket sort på hvidt: Efter at Carl Gustafs tropper havde revet tårnenes bly og skifer af og ikke ladet ét vindue helt, opgjorde en samtidig indberetning behovet til 15.000 tagsten, 30.000 mursten og 4.000 gulvfliser – “til blot nogenlunde Restaurering”. Synsforretningen fra 1671 gengives også, med den drilske detalje, at den nævner et femte tårn, som ikke ses på Resens tegning – en nød for bygningsarkæologien at knække.
Tallene, tidslinjen har manglet
Og så leverer kapitlet tre talrækker af blivende værdi. Købesummen 1725: Emerentia von Levetzau – “den bekendte Godssamlerske” – købte Aalholm og Bremersvold og betalte 94.929 rigsdaler; godset stod da til 176 tønder hartkorn med 1.424 tønder bøndergods. Lensafløsningen 1921 (se posten fra 1920): Ved overgangen til fri ejendom betaltes 1.767.000 kr. til staten, mens der hensattes 2.115.600 kr. i successorfonden – og grevskabet afgav jord til 35 statshusmandsbrug og 5 tillægsparceller, hvorefter selve Aalholm stod tilbage med 95 tønder ager og engs hartkorn samt 30 tønder skovskyld. Epokeskiftet i 1921 har dermed fået sin pris i kroner og tønder land. Og observatoriet: Frederik Christian Rabens “Interesse for astronomiske og meteorologiske Iagttagelser gav sig Udslag i Opførelsen af en – som forfatteren vrisser – hæslig firkantet Overbygning paa det nordøstlige Taarn“. Æstetikken kan diskuteres; kildeværdien ikke: Her står tårnets placering sort på hvidt (se observatoriepostens dokumentation).
Sagnene: Hesten, den hvide dame og bjørnene
Kapitlets uforglemmeligste afsnit er dog dem, arkiverne tier om. Lensmanden Johan Frille blev lam af krigens strabadser og sørgede dybt over ikke længere at kunne sidde på sin gode hest – men forlangte, at den opsadlet skulle følge ham overalt. Og, tilføjer kapitlet tørt: “Sagnet fortæller, at Hr. Johan Frilles Hestespøgelse stadig huserer paa Aalholm.” Om Emerentia von Levetzau selv fortælles det, at hun er Aalholms “hvide Dame” – “der dog kun viser sig, naar Besidderen er barnløs”. Et spøgelse med arveretlig dagsorden: Grevskabets stifterinde våger fra det hinsides over successionen. Og endelig Gregers Christian Raben (1796-1875), klassisk filolog og “noget af en Original, der kunde faa de underligste Indfald og derfor almindeligvis kaldtes den gale Greve“: Efter en bjørnejagt i Norge hjemførte han flere udstoppede bjørne og udstillede dem i et hus i parken “sammen med andre Mærkværdigheder” – slottets første publikumsudstilling, om man vil, et århundrede før bilmuseet. Til hans fortjeneste noteres, at det var ham, der fik tilladelse til at kalde grevskabet ved det gamle navn Aalholm i stedet for Christiansholm.
Broen til bilerne – og til nutiden
Kapitlet slutter i sin egen samtid, og netop dér gemmer sig en perle for tidslinjens store fortælling: I opregningen af udenrigsminister Frederik Raben-Levetzaus mange tillidshverv – Geografisk Selskabs ærespræsident, kammerherre, ordensskatmester – står også: “Formand for Dansk Automobilklub”. Værten fra kongebesøget 1913, manden bag Holm-restaureringen, var altså selv bilpioner – og pludselig giver det dyb mening, at sønnen Johan Otto (i 1938 “Baron J. O. Raben Levetzau, Beldringe ved Præstø”, godsets nye ejer) et kvart århundrede senere byggede Europas største automobilmuseum ved slottet: Benzinen lå i blodet, en generation før museet (se posterne fra 1913 og 2012). Holm-restaureringen får i øvrigt kapitel-seriens smukkeste skudsmål – “meget omfattende, men ogsaa meget nænsom” – med en præcis opregning af de bevarede middelalderdele, som stadig er nyttig for enhver, der vil forstå bygningen i dag.