I juni 1915 ringede telefonen på Aalholm. Gæsten, der blev kaldt til røret, var USA’s gesandt i Danmark. Beskeden var kort og aftalt i kode: Washington var klar. Kort efter stillede han den danske udenrigsminister det mest direkte spørgsmål i nyere dansk diplomati — og to år senere var Dansk Vestindien amerikansk.
Øerne og problemet
Danmark havde ejet St. Thomas, St. Jan og St. Croix siden 1600- og 1700-tallet. Engang havde sukkerøerne været en guldgrube; nu var de en udgift, og København havde i årtier diskuteret, hvad man skulle stille op. USA havde forsøgt at købe dem to gange — i 1867, hvor det amerikanske senat sagde nej, og i 1902, hvor handlen faldt i det danske Landsting med én stemme.
Så kom verdenskrigen, og alt blev alvor.
Panamakanalen var åbnet i 1914, og St. Thomas’ havn lå som en naturlig flådebase på ruten. I Washington voksede en frygt, der ikke var teoretisk: hvis Tyskland en dag besatte Danmark — og tyske tropper stod ved Kongeåen — ville øerne automatisk følge med. En tysk ubådsbase i Caribien, ved indsejlingen til Amerikas nye kanal.
Manden, der skulle løse det, var ikke en general. Han var en litteraturprofessor.
Digteren i København
Maurice Francis Egan var professor i engelsk litteratur, forfatter og digter, da præsident Roosevelt i 1907 sendte ham til København som USA’s gesandt. Han blev i posten i næsten elleve år og endte som en af de mest afholdte diplomater, Danmark har haft.
Og han lagde aldrig skjul på, hvad han ville. I sine erindringer skriver han, at han fra begyndelsen så tre store opgaver for amerikansk politik i Europa — og den tredje var at styrke Monroe-doktrinen ved på legitim vis at erhverve visse øer ud for de amerikanske kyster, “especially the Gallapagos, the Danish West Indies and others”.
Han vidste også, hvor den slags forberedes. Ikke ved skrivebordet, men ved middagsbordene — og i København var bordene usædvanligt gode. Byen var, med hans egne ord, Europas hviskegalleri.
Gæsten på Aalholm
Et af de borde, Egan satte størst pris på, stod på Lolland.
Gesandten var nær bekendt af lensgreve Frederik Raben-Levetzau — den forhenværende udenrigsminister — og hans amerikanskfødte hustru Lillie Suzanne, og han kom på Aalholm flere gange. Allerede i april 1908 noterede han, at kongen af England under sit statsbesøg skulle spise middag hos grev Raben-Levetzau; det var kredsen omkring slottet, han færdedes i.
I august 1910 var han selv gæst på Aalholm og beskrev opholdet i sine optegnelser. Han kaldte greveparret nogle af Europas mest kosmopolitiske mennesker og sammenfattede stedet i én sætning:
“The conversation is always good at Aalholm.”
Samtalen er altid god på Aalholm. Fra en mand, der havde spist middag med kejsere og konger i tredive år, var det ikke en høflighed. Det var en professionel vurdering.
Der er en pointe i, at netop han følte sig hjemme netop dér. Grevinden var amerikaner som han selv. Greven var forhenværende udenrigsminister med hele det europæiske diplomati i sin adressebog. Aalholm var det sted i Danmark, hvor en amerikansk gesandt kunne tale frit — og blive forstået.
Juni 1915: Telefonen ringer
I sommeren 1915 var Egan igen gæst på slottet. På det tidspunkt arbejdede han — i dyb fortrolighed — på at overbevise Washington om, at tiden var inde til et tredje forsøg på at købe øerne.
Og så, mens han opholdt sig på Aalholm, ringede telefonen.
Det var hans medarbejder ved den amerikanske legation i København. De to havde på forhånd aftalt en kode, så beskeden kunne gives over en åben telefonlinje uden at røbe noget. Egan skriver selv, at beskeden fortalte ham, at “the way was clear” — vejen var fri.
Washington var villig til at gå videre. Sagen skulle behandles med størst mulig hemmeligholdelse.
Man må standse ved scenen. En amerikansk gesandt står i et rum på en lollandsk middelalderborg — måske i forhallen med de bemalede loftsbjælker, måske i grevens arbejdsværelse — og modtager gennem en kodet telefonbesked startskuddet til en af de største transaktioner i Danmarks historie. Slottet havde fået telefon og elektricitet i årene omkring århundredskiftet. Ingen kunne have gættet, hvad ledningen en dag skulle bruges til.
Spørgsmålet
Efter opholdet på Aalholm rejste Egan tilbage til København og søgte foretræde for udenrigsminister Erik Scavenius.
Han valgte ikke den diplomatiske omvej. Han stillede spørgsmålet direkte:
“Excellency, will you sell your West Indian Islands?”
Deres Excellence — vil De sælge Deres vestindiske øer?
Dermed begyndte den konkrete forhandlingsfase. Den foregik i dybeste hemmelighed gennem halvandet år, mens verdenskrigen rasede, og den var alt andet end enkel: Danmark var neutralt, Tyskland måtte ikke provokeres, og i København var salget politisk sprængstof.
Fra Aalholm til Transfer Day
Den 4. august 1916 blev traktaten underskrevet i New York. Prisen var 25 millioner dollars i guld — det største beløb, USA nogensinde havde betalt for et landområde, mere end for Alaska, Louisiana og Filippinerne.
I Danmark udløste salget den første folkeafstemning i landets historie. Den 14. december 1916 stemte danskerne — for første gang også kvinderne, ved en national afstemning — og et klart flertal sagde ja.
Og der var en klausul, som eftertiden ofte glemmer: som en del af aftalen anerkendte USA Danmarks suverænitet over hele Grønland. Danmark solgte tre øer i Caribien og fik i samme ombæring papir på verdens største ø.
Den 31. marts 1917 — fem dage før USA trådte ind i verdenskrigen — blev Dannebrog strøget på St. Thomas, og Stars and Stripes gik til tops. Øerne har siden heddet the US Virgin Islands, og den 31. marts fejres der stadig som Transfer Day.
Tråden tilbage til slottet
Salget af Dansk Vestindien har mange fædre: Scavenius, der forhandlede. Rigsdagen, der godkendte. Vælgerne, der stemte.
Men den mand, der drev sagen frem fra amerikansk side gennem ti år, var Maurice Francis Egan — og det telefonopkald, der satte den afgørende fase i gang, tog han imod som gæst på Aalholm.
Slottet ved Nysted Nor har lagt mure til rigsdiplomati før. Valdemar Atterdag og Albrecht af Mecklenburg delte Norden op her i 1362. Ålholm-traktaten fik navn efter borgen i 1366. Kersten Kule talte sig fra en belejring i 1368.
I juni 1915 skete det igen — denne gang gennem en telefonledning, i kode, mellem hovedretten og kaffen. Samtalen var, som gesandten skrev, altid god på Aalholm. En enkelt gang ændrede den landkortet.