Midt under krigen med Hansestæderne, i et af de mest dramatiske år i 1300-tallets Danmarkshistorie, mødtes to af Nordeuropas mest magtfulde – og mest beregnende – fyrster på Aalholm: kong Valdemar Atterdag og hertug Albrecht 2. af Mecklenburg. På dagsordenen stod det, som fyrstepolitik dengang i sidste ende altid handlede om: ægteskaber, alliancer og magten over Norden.
Året hvor alt stod på spil
1362 var et skæbneår. Valdemar Atterdag havde i 1360 generobret Skåne, Halland og Blekinge og året efter taget Gotland i det blodige slag ved Visby. Hans fremfærd havde provokeret Hansestæderne til krig, og i sommeren 1362 angreb en stor hanseatisk flåde Øresund – et angreb, Valdemar nedkæmpede ved Helsingborg, hvor hans egen søn og tronfølger, junker Christoffer, hertug af Lolland, blev hårdt såret.
Samtidig var Sverige i opløsning. Kong Magnus Eriksson var i strid med sin søn Håkon 6. af Norge, og den svenske stormandsopposition så sig om efter en ny konge. I kulissen lurede huset Mecklenburg – med hertug Albrecht 2. som edderkoppen i nettet. Svenskerne kaldte ham ikke for ingenting “Mecklenburgs ræv”.
Det var i denne situation, at de to fyrster mødtes på Aalholm. Valget af sted var ingen tilfældighed: Borgen på Lolland var Danmarks port mod syd, med Mecklenburg lige på den anden side af Østersøen. Her, bag Aalholms metertykke mure, kunne kongen og hertugen forhandle om Nordens fremtid.
Ægteskabet der skulle forme fremtiden
Kernen i forhandlingerne var et ægteskab, der havde været undervejs i tolv år. Allerede i 1350 var Valdemars datter blevet lovet bort til Albrechts ældste søn, hertug Henrik – først den lille Margrete, som døde som barn, derefter søsteren Ingeborg, født 1347 på Sønderborg Slot. Nu, i 1362, blev ægteskabet mellem den 15-årige Ingeborg og Henrik af Mecklenburg endelig fuldbyrdet.
Det var langt mere end et bryllup. Ingeborg var kongens ældste datter, og efter junker Christoffers død i 1363 stod hun som mulig arving til Danmarks trone. I hele Valdemars levetid var det netop denne mecklenburgske ægteskabsforbindelse, han ventede sig sin efterfølger fra – ikke det andet ægteskab, han samme vinter fik i stand: den lille Margretes med kong Håkon af Norge.
Historien ville det anderledes. Ingeborg døde allerede i 1370, og da Valdemar selv døde i 1375, stod hendes søn, den mecklenburgske Albrecht 4., med det stærkeste arvekrav på Danmark. Men Hansestæderne så nødig samme fyrstehus herske på begge sider af Øresund – og valget faldt i stedet på Margretes lille søn Oluf, med moderen som formynder. Sådan blev vejen banet for Margrete 1. og Kalmarunionen.
Og alligevel fik Aalholm-alliancen det sidste ord: Ingeborgs datter Maria af Mecklenburg blev mor til Erik af Pommern – drengen, Margrete adopterede og gjorde til unionskonge over hele Norden. Blodet fra ægteskabet, der blev forhandlet på Aalholm, endte altså på tronen alligevel.
Ræven fra Mecklenburg
For Albrecht 2. var mødet på Aalholm ét træk i et større spil. Kun et år senere, i november 1363, landsatte han en tysk hær i Sverige og fik sin næstældste søn – også en Albrecht – valgt til svensk konge, mens Valdemar var bortrejst på sin store Europarejse. Den danske konge og mecklenburgeren endte som modstandere: I 1367 gik Mecklenburg sammen med Hansestæderne og holstenerne i en stor koalition mod Danmark, med planer om intet mindre end at dele landet mellem sig.
Mødet på Aalholm i 1362 står derfor som et øjebliksbillede af middelalderens fyrstepolitik, når den var mest intens: To magtspillere, der smilede over forhandlingsbordet, beseglede alliancer med deres børns ægteskaber – og allerede planlagde næste træk mod hinanden. Og scenen for det hele var borgen ved Nysted Nor.