Sømærket – Aalholm Baake
Et pejlemærke mellem to tårne
Når man kommer sejlende fra Østersøen og søger ind mod Nysted, må man først finde vej gennem Østre Mærker og nord om Rødsand. Her, hvor Noret åbner sig, ser man til bagbord en høj trækonstruktion stå på pynten under skoven ved Aalholm. Det er Aalholm Baake – sømærket, der i århundreder har vist søfolk den sikre vej ind til Nysted Havn.
Ældre end noget søkort
Ingen ved præcis, hvornår det første mærke blev rejst på pynten. Lokalt siges det, at der altid har stået et sømærke her – måske lige så længe som byen og havnen har eksisteret. Nysted fik købstadsrettigheder af Erik af Pommern i 1409, og byen voksede op omkring den eneste naturlige havn på Lollands sydkyst, i læ af borgen på holmen. En havn er kun noget værd, hvis skibene kan finde ind til den, og indsejlingen til Nysted Nor har aldrig været ligetil: grunde, rev og Rødsands lange sandtange gør, at kursen skal holdes nøjagtigt.
Ordet båke (i ældre stavemåde baake) stammer fra bavn, det bål man i gamle dage tændte på en høj for at signalere eller advare. Med tiden blev bålet afløst af faste bygværker af træ, der kunne ses på lang afstand i dagslys og tegnes ind på søkortene. Det er den tradition, Aalholm Baake står i.
Ledelinjen mellem slottets tårne
Sømærkets funktion er dokumenteret i Den Danske Lods, femte udgave fra 1899, det officielle besejlingsværk for danske farvande. Her beskrives, hvordan man fra Østersøen kan nå farvandet nord for Rødsand ad to veje – enten gennem Østre Mærker eller gennem Kroghage Dyb. Gennem Østre Mærker leder, står der, mærket “Aalholm Baake midt imellem Aalholm-Slot spidse Taarn og det Ø. derfor liggende afstumpede Taarn”.
Det er en såkaldt ledelinje: Når skipperen holder baaken præcis midt mellem slottets spidse tårn og det lavere, afstumpede tårn øst for det, ligger skibet på den rigtige kurs gennem renden. Aalholm er dermed ikke bare kulisse for sømærket – slottets tårne er selv en del af navigationen. Borg og baake har i generationer arbejdet sammen om at få skibene sikkert ind i Noret.
Fra Vagervæsen til kommune
Så længe der har været et statsligt søfartsvæsen, har ansvaret for landets sømærker ligget hos det. Kongelig Dansk Vagervæsen blev oprettet i 1844, og frem til 1973 var det Fyr- og Vagervæsenet, der holdt mærkerne ved lige. Det år blev det sammen med Lodsvæsenet lagt ind under Farvandsdirektoratet, som i 1988 skiftede navn til Farvandsvæsenet. Da Farvandsvæsenet blev nedlagt i 2011, blev opgaverne fordelt på tre ministerier – og vedligeholdelsen af sømærker som Aalholm Baake endte som en kommunal opgave.
Samtidig havde teknologien overhalet træbygningerne på pynterne. Med GPS og elektroniske søkort blev de gamle båker ikke længere anset for erhvervsmæssigt nødvendige, og de holdt op med at blive vedligeholdt. Aalholm Baake blev sidst istandsat af den daværende Nysted Kommune i 1980’erne. Derefter stod den og forfaldt.
Forfald – og redning
I 2019 var tilstanden kritisk. Nysted Bådelaugs maritime udvalg besigtigede baaken og konstaterede, at træværket var mørt, og at den ville falde sammen i løbet af få år, hvis ikke der blev gjort noget. Guldborgsund Kommune havde få år forinden valgt at rive et tilsvarende sømærke ved Sakskøbing ned frem for at reparere det, og udsigten var, at Aalholm Baake ville gå samme vej.
Udvalget besluttede at tage sagen i egen hånd. Argumentet var enkelt: Baaken har lige så stor betydning for Nysteds historie som kirken, slottet og vandtårnet, for alle fire har været med til at forme livet i byen. Der blev lavet teknisk gennemgang og opmåling, udarbejdet et restaureringsprojekt med prisoverslag, søgt fonde og indhentet kulturhistorisk rådgivning fra Museum Lolland-Falster. Frivillige gik i gang med at kortlægge mærkets historie gennem gamle søkort og tidligere udgaver af Den Danske Lods. Arbejdet blev videreført af Nysted Maritim-Kulturelle Forening, som var stiftet med netop dette formål – at bevare byens maritime kulturarv.
Det blev en lang proces med tilladelser og papirarbejde, som strakte sig over fire år. Men i februar 2022 kunne entreprenørfirmaet Troels Jørgensen A/S endelig fjerne det udtjente, rådne sømærke og støbe tre nye fundamenter på pynten. Det nye Aalholm Baake blev rejst i løbet af foråret og indviet i maj 2022.
Et mærke for fremtiden
I dag står Aalholm Baake igen som et markant kendemærke ved indsejlingen til Nysted Nor – synligt fra havnen, fra Noret og fra Østersøen. Søfolk bruger det stadig som pejlemærke, og for den, der kommer sejlende sydfra, er synet af baaken mellem slottets to tårne det samme, som det var, da Den Danske Lods beskrev det i 1899.
Restaureringen var ikke slottets projekt, men de frivilliges. Aalholm er taknemmelig for det arbejde, der er lagt i at bevare sømærket, og glad for fortsat at kunne lægge tårne til ledelinjen.


